Stor tillid til offentlige digitale løsninger
30-10-2024
Tillid
Ny undersøgelse blandt knap 4.000 borgere viser, at 82 procent af befolkningen er meget enige eller enige i, at de har tillid til offentlige digitale løsninger. Analysen viser også, at trygheden ved at anvende Digital Post stiger år for år – særligt blandt ældre.
Danmark er blandt de mest digitaliserede lande i verden, og danskerne er flittige brugere af offentlige digitale løsninger som MitID, Digital Post, sundhed.dk, og borger.dk.
Løsningerne bruges eksempelvis til at kommunikere med myndighederne, bestille tid hos lægen og ordne bankforretninger.
Otte ud af ti har generelt tillid til offentlige digitale løsninger
En ny undersøgelse, som Digitaliseringsstyrelsen har udarbejdet i samarbejde med Danmarks Statistik og Ældre Sagen, viser, at 82 pct. af befolkningen er meget enige eller enige i, at de har tillid til løsningerne.
Det er den højest målte tillid, i den periode (2021-2024) hvor der er målt, og en stigning på 4 procentpoint sammenlignet med 2023. Det er samtidig en lille andel af borgerne, der ikke har tillid til løsningerne. Det drejer sig i 2024 om 5 pct.
Tilliden til løsningerne har i perioden 2021-2024 ligget på et stabilt, højt niveau omkring 80 procent.
Vækst i de ældres tryghed ved Digital Post
Digitaliseringsstyrelsen har målt borgernes tryghed ved at anvende Digital Post helt tilbage fra 2017 til i dag.
Borgernes samlede tryghedsniveau er steget fra 77 pct. i 2017 til 88 pct. i 2024. Blandt aldersgruppen 15-34 år er trygheden steget fra 82 pct. i 2017 til 91 pct. i 2024. I aldersgruppen 75-89 år er trygheden steget fra 43 pct. i 2017 til 72 pct. i 2024.
Se analysen Tilliden til den digitale offentlige sektor 2024
Læs Digitaliseringsministeriets pressemeddelelse om analyse