Tilfredsheden med MitID har aldrig været højere. Det viser en ny måling af brugertilfredsheden foretaget af Epinion.
Med en stigning i tilfredsheden på ni procentpoint på blot ét år fra 2023 til 2024 er tilfredsheden oppe på 83 procent.
Samtidig er antallet af utilfredse brugere faldet til to procent i 2024. Den var på seks procent i 2023.
"Jeg er meget tilfreds med, at otte ud af ti borgere giver ros til MitID. Vi glæder os over, at samarbejdet i MitID-partnerskabet fungerer godt og at vi kan tilbyde en fælles digital løsning til alle borgere i de mange forskellige log in situationer de er i – fra banker og online køb til borger.dk og Digital Post," siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
Siden seneste måling er der arbejdet med en række forbedringer i MitID. Nu kan man ved hjælp af et enkelt klik skifte over til MitID appen, når man skal godkende en handling med MitID på sin telefon.
Det er også blevet lettere at aktivere en ny MitID-app på en anden enhed, ved at man kan kopiere sin MitID-app over på eksempelvis en ny telefon.
I den nye måling oplever 83 procent MitID som sikker. Det er en betydelig forbedring sammenlignet med 2023, hvor 74 procent vurderede løsningen som værende sikker. Undersøgelsen viser desuden, at 89 procent af brugerne føler sig trygge ved at benytte løsningen, mens kun to procent angiver, at de føler sig utrygge.
”Danskerne har taget MitID til sig. Det kan vi også mærke i bankerne, hvor MitID spiller en helt afgørende rolle i at skabe en nem og sikker adgang til banken for kunderne. Vi er meget tilfredse med, at MitID fungerer så godt og er til glæde for mange danskere. Samtidig arbejder vi konstant med at udvikle MitID, så vi også fremover har en brugervenlig løsning, der samtidig fungerer som et stærkt værn mod nye trusler,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.
I den seneste udgave af MitID er der tilføjet et såkaldt nærhedstjek, for at undgå at svindlere kan lave en kopi af en borgers MitID app.
MitID er udviklet og ejet af det offentlige og landets pengeinstitutter. Løsningen er et resultat af et veletableret og unikt samarbejde i MitID-partnerskabet, der består af Digitaliseringsstyrelsen, som repræsentant for staten, regionerne og kommunerne, og Finans Danmark, som repræsentant for landets pengeinstitutter.
Målingen er foretaget af Epinion for Digitaliseringsstyrelsen. Målingen omfatter i alt fem brugertilfredsheds-undersøgelser af Digitaliseringsstyrelsens digitale løsninger: Digital Post, MitID, borger.dk, sundhedskort-appen og kørekort-appen. Data er indsamlet via webpanel blandt et repræsentativt udsnit af brugere af hver af de fem borgerrettede løsninger og er baseret på svar fra i alt 5.100 respondenter.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.