Analyse
En ny analyse fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at du ikke kan vide dig sikker på, om der indsamles data fra tredjeparter, selvom du betaler for dine apps.
Kan du betale dig fra at blive sporet, når du bruger apps? En ny analyse af 40 populære læringsapps, foretaget af Digitaliseringsstyrelsen, viser, at det ikke er helt så simpelt.
Digitaliseringsstyrelsen har undersøgt omfanget af dataindsamling fra tredjepartstjenester i populære læringsapps til børn og unge, som man betaler for. 20 apps er blevet undersøgt i både Android og iOSudgaven.
Undersøgelen viser, at der fra lige under halvdelen af de analyserede apps (47,5 pct.) indsamles data fra tredjepartstjenester til marketing eller statistik.
Undersøgelsen viser også, at ingen af de analyserede apps har en samtykkeløsning, et såkaldt cookiebanner, som skal oplyse brugerne om, hvordan deres data bliver brugt samt give dem mulighed for at afvise denne brug.
Digitaliseringsstyrelsen har undersøgt apps, hvor man betaler før downloads samt apps, hvor man downloader gratis og efterfølgende betaler for fuld adgang med enten en engangsbetaling eller et abonnement.
Generelt set indsamles der i mindre omfang data fra tredjepartstjenester i de apps, der betales for inden download. Hele 94 pct. af de data der blev indsamlet til markedsføringsformål, blev indsamlet fra apps der blev betalt for efter download.
Betaler du eksempelvis for et abonnement hos DuoLingo, kan du stå i en situation, hvor data om dig alligevel indsamles fra tredjepartstjenester med henblik på at skræddersy reklamer til lige præcis dig.
Overordnet set ser dataindsamlingsbilledet mindre omfangsrigt ud, end hvad der gjorde sig gældende i rapporten ’Hvad koster et gratis mobilspil?’, som Digitaliseringsstyrelsen udgav i marts 2024.
Her blev der indsamlet data til statistik og markedsføring fra tredjeparter i samtlige 24 mobilspil, der blev analyseret.
På baggrund af de resultater, der fremstilles i rapporten, har Digitaliseringsstyrelsen påbegyndt tilsyn med de danske apps, der indgår i analysen.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.