Red Barnet udpeget som pålidelig indberetter

Sammen med Rettighedsalliancen er Red Barnet de to første til at blive udpeget som pålidelig indberetter i Danmark.

DSA-tilsynet har per 28.01.2025 udpeget organisationen Red Barnet som pålidelig indberetter i henhold til forordningen om digitale tjenester (DSA) inden for en række ekspertiseområder vedrørende digitale krænkelser og overgreb mod børn.

Pålidelige indberettere er eksperter på et eller flere områder og kan bidrage til at opdage og rapportere ulovligt indhold til udbydere af onlineplatforme.

Når en udbyder af en onlineplatform modtager en anmeldelse fra en pålidelig indberetter, er platformen forpligtet til at prioritere og behandle anmeldelsen. Pålidelige indberettere er derfor med til at fremme hurtig og effektiv håndtering af ulovligt indhold.

Red Barnet er nu sammen med Rettighedsalliancen de to første til at blive udpeget som pålidelig indberetter i Danmark.

For at blive pålidelig indberetter, skal man som organisation indsende en ansøgning til DSA-tilsynet.

Læs mere om, hvordan man bliver pålidelig indberetter på digst.dk