Digital Omstilling
SMV:Digital har fundet tre finalister til Prisen for Årets digitale SMV:Omstilling 2025. Prisen bliver uddelt 10. marts.
Tre virksomheder er valgt som finalister til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2025, der bliver uddelt af Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde d. 10. marts.
De tre virksomheder er Cafeu Danmark, JV Ventilation og Kastrup Gulve.
Prisen er en hyldest til de små og mellemstore virksomheder, som for alvor har taget den digitale omstilling til sig, og de tre virksomheder har på hver deres måde implementeret digitale løsninger og udfordret de klassiske arbejdsgange inden for deres brancher.
Virksomhederne har på baggrund af digitaliseringen blandt andet oplevet øget effektivitet og større kundetilfredshed. Samtidig er de lykkedes med at inddrage medarbejderne i udviklingen og skabe bedre arbejdsforhold.
Vinderen udpeges af Rådet for SMV:Digital, der også rådgiver om programmet SMV:Digital, hvor virksomheder kan få tilskud til at digitalisere deres forretning. Prisen uddeles den 10. marts ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde i Axelborgsalen i København.
Cafeu Danmarks digitale omstilling omfatter to spor: automatisering af kundeonboarding og installation af IoT i kaffemaskinerne. Dette muliggør fjernservice og automatisk bestilling af kaffebønner. Løsningen giver desuden virksomheden smartere data på, hvor der sker fejl, hvilket gør det muligt at optimere bestemte reservedele. Omstillingen har ført til en stigning fra 450 til over 2000 installerede kaffemaskiner fra 2021 til i dag og muliggør, at 70 % af servicekaldene nu klares på afstand, hvilket sparer både transport og CO2-udledning.
JV Ventilation har digitaliseret sine kerneprocesser. Virksomheden har bl.a. lettet tilbudsgivningen vha. en egenudviklet AI-chat, der indeholder viden om produkternes mål, pris mv. Samtidig anvendes Augmented Reality (AR) til visualisering af tilbud og til montering og service af anlæg via en AR-brille. Brillen muliggør at håndværkeren i marken nemt kan se tidligere dokumentation samt blive guidet af en mere erfaren håndværker på kontoret. Digitaliseringen har resulteret i, at virksomheden vinder flere udbud. Samtidig kan virksomheden få mindre uerfarne kræfter til at løse komplicerede opgaver, mens ældre håndværkere kan bidrage med deres viden og erfaringer.
Kastrup Gulve har udviklet en robot, der kan slibe gulve. Robotten fungerer ved at hæfte sig fast på slibemaskinen og styrer herefter maskinen i et foruddefineret mønster, som var det en håndværker, der skubbede maskinen rundt. Ved at udvikle en robot til gulvslibning har virksomheden ikke blot tredoblet sin effektivitet, men de har ligeledes forbedret det fysiske arbejdsmiljø for håndværkeren med færre tunge løft og færre støvgener, da robotten ligeledes har indbygget en støvsuger.
Her kan du se videoerne med finalisternes digitale omstillinger.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.