Generelt om tilladelser

Læs her om bl.a. frekvensafgifter, forsøgstilladelser og ændring eller afmeldelse af din tilladelse.

Det dækker frekvenstilladelsen

Det vil af frekvenstilladelsen fremgå, hvilke frekvenser den giver tilladelse til at anvende og hvor.

Styrelsen fastsætter en række tekniske vilkår i tilladelsen, som indehaveren skal overholde, når frekvenserne anvendes. Dette er for at sikre, at indehaveren ikke kommer til at forstyrre andre, som også anvender frekvenser. De tekniske vilkår kan bl.a. omhandle en maksimal sendestyrke og en maksimal antennehøjde.

Det vil af frekvenstilladelsen fremgå, hvorfra frekvensen må anvendes. Det kan være fra en konkret sendeposition (adresse) eller et geografisk område. Nogle tilladelser er landsdækkende. Med en landsdækkende tilladelse må indehaveren anvende frekvensen på hele det danske landterritorium samt i det indre og ydre territorialfarvand. Efter dansk lovgivning strækker territorialfarvandet sig 12 sømil ud fra kysten.

Frekvenstilladelsens varighed

En frekvenstilladelse udstedes med en fastsat varighed. Varigheden af en frekvenstilladelse er som udgangspunkt på 15 år. For nogle tilladelser fastsættes der dog en anden varighed. Ansøger kan også selv ønske en kortere varighed. 

bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser kan man i bilaget se, hvilke tilladelser, der har en anden varighed end 15 år.

For tilladelser udstedt på baggrund af en auktion eller et udbud vil der ofte være fastsat en varighed i forbindelse med auktionen eller udbuddet.

For tilladelser til at anvende frekvenser til radio- eller tv-formål afhænger varigheden af den adgang til at udøve programvirksomhed eller distribution af lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendenet, som tilladelsesindehaveren har fået efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Frekvensafgift

Indehaveren af en frekvenstilladelse skal betale en årlig frekvensafgift for tilladelsen.

Frekvensafgiften er en variabel afgift, der beregnes efter modellen i linket nedenfor ud fra bl.a. frekvensbånd, båndbredde og geografisk område. Minimumsafgiften for en tilladelses billigste frekvens er 1.200 kroner (for tilladelse til lokalradioformål 746 kroner). Omfatter din tilladelse flere frekvenser, opkræves der ud over minimumsafgiften en variabel afgift for dem. Størrelserne på frekvensafgifterne for de enkelte frekvensbånd fastsættes årligt på finansloven.

Styrelsen kan tilbagekalde en frekvenstilladelse, hvis tilladelsesindehaveren ikke betaler frekvensafgiften.

Der er fra 2026 indført en ny model for beregning af frekvensafgifter. Modellen er ændret for at rumme den markedsmæssige og teknologiske udvikling og forsat fremme effektiv frekvensanvendelse.

Har jeres tilladelse eksempelvis hidtil kostet 652 kr. om året, vil den fremover koste 1.200 kr. om året.

Den nye model er politisk vedtaget og med på finansloven for 2026. Modellen er trådt i kraft pr. 1. januar 2026 og har derfor betydning for frekvensafgiften for 2026 og fremadrettet.

Du kan her se størrelsen på frekvensafgiften for de forskellige frekvensområder:

Frekvensafgifter (2026)

Se mere under menupunktet nedenfor. Har du spørgsmål til frekvensafgiften for en given frekvens eller tilladelse, er du velkommen til at kontakte os.