EU’s rolle i implementeringen

Europa-Kommissionen har en stor rolle i implementeringen af AI-forordningen blandt andet i forhold til at udarbejde vejledninger og sikre ensartet implementering og håndhævelse på tværs af medlemslandene.

EU’s og medlemslandenes rolle i forbindelse med implementeringen af AI-forordningen kan illustreres på følgende måde:

AI-Kontoret

Europa-Kommissionen etablerede i maj 2024 enheden AI-Kontoret (på engelsk ”AI Office”), der skal holde øje med håndhævelsen af AI-forordningen i samarbejde med medlemslandene. 

AI-Kontoret arbejder på at sikre, at kunstig intelligens respekterer borgernes rettigheder. Enheden understøtter også samarbejde, innovation og forskning inden for kunstig intelligens blandt forskellige interessenter på tværs af EU og internationalt.

Samarbejde med andre EU-medlemslande gennem AI-Udvalget

De fleste EU-medlemslande er på nuværende tidspunkt tidligt i processen med implementeringen af AI-forordningen. Digitaliseringsstyrelsen arbejder sammen med andre medlemslande for at lette en ensartet og effektiv anvendelse af AI-forordningen. Dette gøres igennem ”AI-Udvalget” (på engelsk ”AI Board”).

AI-Udvalget består af repræsentanter fra hvert enkelt medlemsland og har til opgave at bistå Kommissionen og medlemslandene. AI-Udvalgets rolle består bl.a. i at bidrage til koordinering og samarbejde mellem de nationale myndigheder med det formål at sikre en ensartet implementering og håndhævelse af AI-forordningen i EU.

Et af AI-Udvalgets hovedansvarsområder er at yde vejledning om gennemførslen af AI-forordningen for at sikre, at AI-forordningen er let at forstå og implementere. Dette gøres bl.a. gennem udviklingen af vejledninger.

Udvikling af vejledninger 

En del af AI-Udvalgets arbejde består i udviklingen af vejledninger om forskellige emner i AI-forordningen, herunder:

•    Definitionen af et ”AI-system”
•    De forbudte former for AI-praksis
•    Kravet om AI-færdigheder
•    Skelnen mellem udbyder og idriftsætter 

AI-Kontoret varetager sekretariatsfunktionen for AI-Udvalget.

Digitaliseringsstyrelsens rolle i arbejdet i EU

Digitaliseringsstyrelsen spiller en aktiv rolle i implementeringen og vejledningen vedrørende AI-forordningen, idet Digitaliseringsstyrelsen deltager i AI-Udvalget.

Desuden deler Digitaliseringsstyrelsen løbende høringer fra AI-Kontoret på bl.a. DIGST.dk og gennem vores nyhedsbrev. EU efterspørger løbende input. Vi anbefaler også, at man løbende følger med på AI-kontorets egen hjemmeside.