Den gode brugeroplevelse er omdrejningspunktet

Borgerne er i stort omfang på de digitale kanaler og kommunikerer digitalt med det offentlige. Den samlede brugeroplevelse af de digitale servicer kan gøres endnu bedre. Her spiller borger.dk en central rolle.

Borgere i Danmark kender og bruger i stor udstrækning borger.dk. I 2022 havde borger.dk 72 millioner besøg – eller gennemsnitligt ca. 6 millioner besøg hver måned.

Porten til 2.000 selvbetjeninger

Borger.dk understøtter myndighedernes forretning og digitale kontakt med borgerne. På borger.dk har borgerne adgang til cirka 800 artikler med informationer om regler og rettigheder. Og portalen er i dag udstillingsvindue for omkring 2.000 kommunale og statslige selvbetjeninger. Man kan for eksempel skrive sit barn op til daginstitution, anmelde flytning eller søge om pension.

Myndighederne har stadig ansvaret for deres egne selvbetjeninger og varetager den konkrete dialog med og betjening af borgerne. Borger.dk understøtter myndighedernes kerneforretning, fordi den fælles indgang gør det lettere for borgerne at finde rundt i det offentlige.

Kontorchef i Digitaliseringsstyrelsen, Maja Bjerregaard Have, med ansvar for borger.dk

Borgerne kender ikke altid snitfladerne mellem offentlige myndigheder og er ikke nødvendigvis klar over, hvilken myndighed der varetager en konkret opgave. Her er en fælles digital indgang til det offentlige af stor værdi for den enkelte, fordi vi kan samle information på tværs af myndighederne.

 Maja Bjerregaard Have

Borger.dk er et centralt led i den samlede brugeroplevelse

Borger.dk er et centralt led i at sikre den samlede brugeroplevelse, fordi det er her, borgerne ofte vil klikke ind for at få information og tilgå en selvbetjening. Derfor samarbejder Digitaliseringsstyrelsen til stadighed med myndighederne om at forbedre alle led i den digitale service.

Borgerne skal nemt kunne danne sig et overblik og guides videre til de relevante myndighedsområder og tilbud, og her er brugervenlighed på borger.dk helt afgørende, så borgerne let kan navigere rundt og finde de relevante informationer og selvbetjeninger. Den samlede brugeroplevelse inkluderer blandt andet lette og intuitive brugerrejser, tilgængelighed, et klart sprog, et hensigtsmæssigt og overskueligt design, og at borgerne bliver præsenteret for deres egne personlige data på Mit Overblik.

 Maja Bjerregaard Have

Brugerfeedback på borger.dk

På borger.dk kan borgerne give feedback via ”Var teksten klar og forståelig?”-boksen, som er at finde nederst på siden. Det er også muligt at kommentere i fritekst. Brugerkommentarerne bruges aktivt til at forbedre borger.dk.