Nu er der et kodeks for mærkning af deepfakes

Fra den 2. august er der nye anbefalinger til, hvordan man kan bruge AI til at lave eller ændre tekster, billeder, videoer osv. Det skal nemlig være til at gennemskue for alle.

Et AI-manipuleret og genereret billede. Tech-milliardæren Elon Musk holder en smartphone op, hvor han lige har brugt MitID

EU-kommissionen har lavet et kodeks Code of Practice on transparency of AI-generated content under EU’s AI Act. Det giver vejledning til og eksempler på, hvordan AI-indhold kan mærkes og spores.

Det handler blandt andet om:

• mærkning og detektion af AI-genereret indhold
• labeling af deepfakes (billede, video og lyd)
• mærkning af visse AI-genererede tekster og publikationer
• brug af fælles EU-ikoner og standarder for labeling

Ikoner skal fjerne tvivl

Der er udviklet et nyt sæt ikoner, som virksomheder og myndigheder kan anvende til at mærke AI genereret eller AI-manipuleret indhold. De skal gøre det tydeligt for brugerne, når indhold er kunstigt skabt eller manipuleret for at styrke gennemsigtigheden, mindske risikoen for vildledning og skabe større tillid.

Der er anbefalinger til både udbydere af generative AI-systemer (providers) og brugere og dem der sætter systemerne i drift (deployers).

Code of Practice er frivillig. Men det kan få stor betydning i praksis. Den giver virksomheder et konkret udgangspunkt for at tilrettelægge tekniske løsninger og arbejdsgange, så det lever op til AI forordningen. Den danske vejledning forventes at komme i Q4 2026.