Brug metoden til at få bred indsigt i behov, præferencer eller udfordringer blandt større og/eller forskellige målgrupper.
Med et spørgeskema kan I indsamle data blandt et større udsnit af brugere, fx forud for eller i forlængelse af mere kvalitative metoder. Spørgeskemaet giver jer mulighed for at generalisere indsigter om en større målgruppe og at få en forståelse af, hvordan præferencer, behov eller udfordringer adskiller sig inden for en målgruppe.
Variér spørgeskemaet ved at skrue på antallet af spørgsmål og respondenter. Et simpelt spørgeskema kan bestå af få hurtige spørgsmål fx henvendt til brugere, som I har adgang til. I kan også gå efter et mere ambitiøst setup i form af en befolkningsundersøgelse eller en segmenteringsmodel, hvor I deler målgruppen op i segmenter, baseret på kriterier I stiller.
Gør jer klart, hvad det helt præcist er, I ønsker svar på? Husk at begrænse jer, når I beskriver formålet, da det ellers let kan gribe om sig, så I beder folk svare på for meget.
Overvej hvilken detaljegrad, der skal til for at spørgeskemaet opfylder sit formål. Jo flere detaljer, jo mere skal der bearbejdes efterfølgende. Vær opmærksom på at gøre det let for brugeren at forstå, hvad I beder om svar på.
Tænk over, hvad der er en naturlig rækkefølge af spørgsmål og undgå ledende spørgsmål, der kan præge brugerens svar. Sørg for, at spørgsmålene er formuleret, så misforståelser minimeres. Sørg også for, at der er en ligevægt af negative og positive svarmuligheder samt en neutral eksempelvis (meget uenig, uenig, hverken/eller, enig, meget enig).
Det kan I med fordel gøre med en lille gruppe, inden det bliver sendt ud i en større kreds for at sikre, at spørgsmålene forstås korrekt og giver mening at besvare. Gennemgå feedback fra testgruppen og foretag de nødvendige justeringer, før I sender ud - enten via egne kanaler eller i samarbejde med leverandører.
Måske I selv har direkte adgang til målgruppen via jeres systemer, måske I skal i kontakt med leverandører eller samarbejdspartnere, der kan give jer adgang. Jo flere svar I får, jo bedre resultat.
Hold øje med besvarelser og luk ned efter en begrænset periode. Ofte kommer de fleste besvarelser inden for den første uge. Er der ikke kommet nok besvarelse efter denne frist, skal I overveje at sende ud igen. Luk under alle omstændigheder ned for besvarelser efter 1-3 uger afhængig af omfanget.
Sæt tid af til at bearbejde resultaterne, når svarene begynder at rulle ind. Inviter gerne en kollega med, så I er to til at tolke resultaterne.
I kan analysere besvarelserne ved at lede på kryds og tværs. Er der indsigter at hente i besvarelserne i forhold til geografi? Køn? Alder? Etnicitet? Hvad er alle enige om? Hvor er der store forskelle? Analysen af spørgeskemaet hjælper jer til at forstå, hvad der er centralt at fokusere på for alle brugere, og hvor der er forskelle i behov, som stiller krav til en differentieret løsning.
Hvad bliver I nysgerrige efter at udforske? Hvad skal følges op på med fx kvalitative interviews?
Her kan du downloade en redigerbar og printvenlig skabelon til metoden:
Det er afgørende for, hvordan du eller din projektgruppe kan tilgå, anvende og dele det data, der kommer ud af spørgeskemaet, at I har anonymiseret de deltagende respondenter.
Alliér jer med folk, som kan udsende, bearbejde og analysere data. Det kan være en leverandør, som kan hjælpe med indkøb af data eller en kollega i jeres organisation, der er god til dataanalyse.
Brug eventuelt spørgeskemaet til at rekruttere til opfølgende kvalitative interviews eller brugertests - spørgeskemaer er en effektiv måde at få adgang til brugere.
Hvad er hensigten med dette spørgsmål?
Hvilken specifik information ønsker I at indsamle?
Formuler spørgsmålet så simpelt og klart som muligt.
Brug hverdagssprog uden fagtermer eller jargon.
Sørg for, at spørgsmålet kun fokuserer på ét emne.
Overvej om spørgsmålet skal være et multiple-choice, skala-rating, ja/nej eller åbent spørgsmål.
Undgå formuleringer, der antyder, hvad det "rigtige" svar er.
Vær neutral og giv plads til, at brugeren kan udtrykke sin ærlige mening.
Hvis I bruger lukkede spørgsmål, sørg da for, at alle relevante svarmuligheder er repræsenteret.
Overvej at inkludere en "Andet, specificer:" mulighed for at fange svar, der ikke er forudset.
Sikr jer, at spørgsmålet er relevant for den person, I spørger.
Overvej brugerens baggrund, erfaringer og situation, når I formulerer spørgsmålet.
Dårligt eksempel: Synes du ikke også, at vores nye produkt er fantastisk?
Godt eksempel: Hvor tilfreds er du med vores nye produkt?
(Slet ikke tilfreds, ikke tilfreds, hverken/eller, tilfreds, meget tilfreds)
Her kan du downloade alle 14 metoder i metodebanken som printbar PDF:
Har du forslag til en ny metode, ideer eller feedback til indholdet?
Område: Skriv til os på:
E-mail: brugeroplevelser@digst.dk