Brug metoden til at få en dyb forståelse af, hvilke behov, ønsker og udfordringer en løsning skal adressere for at være værdifuld for brugeren.
Med et kvalitativt interview kan en målgruppes hverdag forstås fra deres perspektiv i relation til en service eller løsning, men også ud over den konkrete interaktion. Interviewformatet er semistruktureret og styret af, hvad der er relevant for brugeren at tale om inden for et givet tema. Metoden giver dyb forståelse af målgrupper og de behov og ønsker, som en løsning skal imødekomme.
Variér det kvalitative interview i forhold til den tid, der skal sættes af eller ved at gennemføre det i fysiske rammer eller online. Det centrale i metoden er det åbne format, der følger, hvad brugeren finder relevant, og hvad brugeren føler sig tryg ved at dele.
Læg dig fast på en målgruppe (eller målgrupper), du gerne vil vide noget om. Sørg for, at det er muligt at rekruttere dem til en samtale. Hvis målgruppen er svær at få adgang til, kan det i stedet være relevant at interviewe pårørende eller eksperter.
Lav en interviewguide, der kan hjælpe med at komme hele vejen rundt under interviewet. Du kan bruge skabelonen til metoden samt de 'Syv tips til den gode interview', når du udarbejder guiden.
Start med de beskrivende spørgsmål (hvad, hvornår, hvordan), og gem de mere analytiske ‘hvorfor’ spørgsmål til, at brugeren følger sig tryg og har haft tid til at reflektere. Spørg ind, og giv mulighed for at udfolde oplevelser ud fra deres perspektiv.
Gennemfør interviewet i trygge omgivelser, hvor brugeren føler sig godt tilpas (fx i eget hjem, på egen arbejdsplads eller online, hvis det passer bedst). Gør baggrund og formål klart. Det er vigtigt for kvaliteten af samtalen, at brugeren får lov at føle sig som eksperten, og at der ikke er nogen forkerte svar.
Lad valgte temaer guide samtalen fremfor at diktere den. Vær klar til at lade samtalen springe frem og tilbage mellem temaer. Vær forberedt på at afvige fra interviewguide. Det er vigtigt at udforske de temaer, der er vigtige for brugeren, så lyt godt efter.
Hvis det kan lad sig gøre, er det en god idé at være to, hvor én interviewer, og den anden skriver noter undervejs. Skriv så meget ordret ned som muligt. Så bliver mere opfanget og det kan efterfølgende vendes, hvad interviewer og notetager eventuelt har hørt forskelligt.
Skriv de vigtigste punkter fra interviewet ned umiddelbart efter samtalen uden for meget analytisk bearbejdning. På den måde gemmes egne umiddelbare ”aha-oplevelser”, som kan blive værdifulde senere. Tal interviewet igennem, hvis I har været to afsted, mens I stadig kan huske, hvad der var særligt interessant, hvad der overraskede jer hver især, centrale ord og citater osv.
Sørg for at gemme data fra interviewet et sikkert sted, fx i en delt digital mappe, så både optagelser, billeder og interviewnoter kan tilgås senere. Sørg for at slette data fra andre enheder, fx diktafoner, kameraer eller telefoner.
Her kan du downloade en redigerbar og printvenlig skabelon til metoden:
Lav en samtykkeerklæring i samarbejde med en jurist. Du kan eventuelt sende samtykkeerklæringen inden, så personenerne ved, hvad de siger ja til, og så de er afstemte om fx at optage interviewet med lyd eller video.
En interviewguide bør indeholde de tre til seks temaer, du vil dække, og de centrale spørgsmål, du vil have besvaret gennem samtalen. Notér spørgsmål, som kan hjælpe på vej, hvis samtalen går i stå. Du kan bruge skabelonen til metoden samt de 'Syv tips til den gode interview', når du udarbejder guiden.
Tag en notesblok og eventuelt kamera, mikrofon eller videokamera med for at dokumentere observationer og oplevelser. Du kan bruge arbejdstelefonen til at optage. Men husk at slette igen, når du har gemt optagelsen et sikkert sted.
Du kan få gode indsigter ved åbne spørgsmål, som får folk til at tale og give udførlige beskrivelser.
Det er centralt at få fuld forståelse af brugerens liv. Pointen med et interview er at se verden fra den andens perspektiv. Du skal have empati med den anden for at forstå adfærd og behov.
Når du taler med brugeren, skal du tale deres sprog. Det får folk til at føle sig trygge, og hjælper til at sætte dig i deres sted. Læg din ekspertrolle på hylden.
Hvis du udtaler dig om, hvad folk angiveligt føler, påvirker du det svar, du får. Folk kan være tilbageholdende med at være uenige. Spørg i stedet, om brugeren vil uddybe sit svar, hvis du ikke er sikker på, du forstår det.
Ved at spørge ind til noget som folk har konkret erfaring med, får du flere nuancer og detaljer på fortællingen. Når du taler om konkrete begivenheder undgår du også, at brugeren taler ud fra idealforestillinger.
Du styrer den overordnede ramme for samtalen, men undervejs skal du lytte til og forfølge de emner, som brugeren har særlig interesse i. Samtalen skal drives frem af brugerens interesse frem for rækkefølgen af spørgsmålene i interviewguiden.
Du kan med fordel bruge tavsheden til at få flere perspektiver på banen. Det kan være akavet, men givende at tie stille i nogle sekunder. Det giver brugeren plads til at tænke og fremmer dermed chancen for, at de giver et mere uddybende svar på spørgsmålene.
Her kan du downloade alle 14 metoder i metodebanken som printbar PDF:
Har du forslag til en ny metode, ideer og feedback til indholdet?
Område: Skriv til os på:
E-mail: brugeroplevelser@digst.dk