Nye tal: Brugerne af NemID er mere tilfredse end nogensinde før

27-01-2021
It-løsninger

I 2020 var det ti år siden, at NemID blev lanceret. En ny måling viser, at danskerne i alle aldre er stadig mere tilfredse med at bruge løsningen. Samtidig er brugerne blevet mere trygge ved at bruge NemID.

""

Siden lancering af NemID i 2010 er løsningen blevet en fast del af danskernes færden på nettet. NemID bruges i dag af 5,2 mio. borgere, og på tværs af alle aldersgrupper opfattes NemID som en tryg og sikker løsning til login. Det viser en ny undersøgelse baseret på interviews med 1500 borgere, som Digitaliseringsstyrelsen og Nets har fået foretaget.

Målingen viser, at 94 pct. af de adspurgte er enten ”meget tilfredse” eller ”tilfredse” med NemID. Sammenlignet med imagemåling i 2019 er tilfredsheden steget med fire procentpoint.

Tilliden til NemID er også blevet større, hvor 89 pct. har tillid til NemID i høj eller meget høj grad i dag. Det er det højeste niveau, siden Nets og Digitaliseringsstyrelsen begyndte at foretage imagemålinger i 2011, og generelt er tilliden høj på tværs af alle aldersgrupper. Hele 88 pct. oplever, at NemID er en sikker digital adgang til fx. selvbetjeningsløsninger mod 78 pct. i 2019.

Vi er meget glade for at se, at borgerne fortsat er tilfredse med NemID og føler sig trygge ved at benytte løsningen. Det er især glædeligt, at de positive tal har været støt stigende i de ti år, hvor NemID har eksisteret. Det bekræfter os i, at vi har skabt en god offentlig digital infrastrukturløsning, som er til gavn for borgerne, og som de er glade for at bruge i deres hverdag

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen

Stor fremgang for NemID nøgleapp i 2020

Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark lancerede i fællesskab NemID nøgleapp i foråret 2018. Siden lanceringen er NemID nøgleapp blevet downloadet af mere end 3 mio. borgere og er blevet taget godt imod af befolkningen. Både kendskabet til nøgleappen og tilfredsheden med den er stigende. Tallene viser, at tilfredsheden ligger på hele 99 pct., hvilket er det højeste nogensinde. Den høje tilfredshed skyldes især, at mange finder den praktisk og let at bruge, og samtidig risikerer de ikke at løbe tør for nøgler. Brugerne ser nøgleappen som en tryg løsning, og tilliden til nøgleappen er ligeledes på højde med tilliden til nøglekortet.

Flere og flere har ligeledes hørt om nøgleappen - 88 pct. af de adspurgte mod 56 pct. i lanceringsåret og 78 pct. i 2019. Det er især de unge mellem 18 og 29 år, som har taget nøgleappen til sig. Her svarer 96 pct., at de har hørt om nøgleappen. Det er 16 pct. flere end sidste år. De unge har dermed overgået de 30-44-årige, som var den gruppe, der havde det største kendskab til nøgleappen sidste år.

Det stigende kendskab har også ført til større brug, og 59 pct. af de adspurgte angiver, at de bruger appen, hvilket er en stigning fra 38 pct. i 2019. Målingen viser også, at nøgleappen får borgerne til at anvende NemID mere, og generelt udføres der flere transaktioner med nøgleappen end ved brug af nøglekortet.

NemID er fortsat den foretrukne og trygge loginløsning

Ifølge målingen foretrækker 74 pct. af de adspurgte mod 72 pct. i 2019 fortsat at bruge NemID til at logge på digitale tjenester frem for andre login. På tværs af alle aldersgrupper opfattes NemID som en tryg og sikker løsning til login, hvor 84 pct. mod 75 pct. sidste år føler sig trygge ved at signere dokumenter og aftaler digitalt med NemID.

Fakta om imagemålingen

Undersøgelsen er gennemført for personer i alderen 18 år+. Målgruppen svarer til ca. 4,6 millioner borgere i Danmark. Der er gennemført 1500 interviews i målgruppen, som er repræsentativ for den danske befolkning på køn, alder og geografi.

Undersøgelsen er gennemført af Peytz & Co. på vegne af Digitaliseringsstyrelsen og Nets. 

Hent hele imagemålingen