Fokus på sammenhængende digital service: 11 guider på borger.dk hjælper borgerne i afgørende livssituationer
11-01-2022
Digital service
Sidste skud på stammen af skræddersyede guider på borger.dk er netop lanceret. Nu kan borgerne få hjælp til det, de skal vide og gøre på tværs af det offentlige i afgørende livssituationer fra vugge til grav.
En digital vejviser, når du fx skal flytte eller starte på en uddannelse
Når borgerne i Danmark skal flytte, starte på en uddannelse eller bliver forældre er flere offentlige myndigheder typisk involveret. Derfor kan det være en udfordring for borgerne at få det samlede overblik over, hvad man skal gøre og huske, når man står i en ny – måske svær – livssituation.
Borgerne har behov for at opleve sammenhæng i deres digitale kontakt med det offentlige og at blive hjulpet igennem de forskellige nødvendige interaktioner med det offentlige, så man ikke eksempelvis misser en vigtig ansøgningsfrist eller formular, der skal udfyldes.
Derfor har Digitaliseringsstyrelsen sammen med en række myndigheder udviklet 11 guider på borger.dk. De 11 guides giver borgeren et personligt og skræddersyet overblik over alt det, han eller hun skal huske at gøre på tværs af det offentlige og det private, når man fx bliver forælder eller skal på pension.