Foranalyse afdækker muligheder for digital adgang til offentlige løsninger for børns voksenansvarlige

Uden forældremyndighed har voksne begrænset mulighed for at støtte børn digitalt

I regi af den politiske aftale om ’en ambitiøs og ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling” blev det besluttet, at der skulle gennemføres en foranalyse af digital adgang til børns voksenansvarlige. Analysen afdækker mulighederne for, hvordan børns voksenansvarlige uden forældremyndighed kan få digital adgang til offentlige løsninger med betydning for børnenes og familiernes hverdag indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning.

Familiekonstellationer som LGBT+familier, sammenbragte familier og plejefamilier m.fl., hvor flere end dem med forældremyndigheden drager omsorg for familiens børn, kan opleve udfordringer på grund af manglende adgange til offentlige løsninger. Børns voksenansvarlige uden forældremyndighed har fx ikke automatisk adgang til kommunikation og oplysninger på skole- og dagtilbudsområdet i Aula. De har heller ikke adgang til barnets digitale sundhedskort eller adgang til at se helbredsoplysninger på sundhed.dk m.v.

Analysen bekræfter, at der i dag er begrænsede muligheder for at give digital adgang til offentlige løsninger for børns voksenansvarlige uden forældremyndighed på grund af rammerne for forældremyndighed. Det er dog muligt at oprette digital adgang til Aula ved at rette henvendelse til den enkelte institution eller skole, hvis forældremyndighedsindehaverne samtykker hertil. 

Børn og unge over 15 år kan herudover give adgang via Digital Fuldmagt, hvis den givne løsning understøtter Digital Fuldmagt.

 

Læs foranalysen af digital adgang til offentlige løsninger for børns voksenansvarlige