Hvis du mener, at oplysningerne om din adresse er forkerte, kan du gøre indsigelse ved at bruge funktionen på Bredbåndskortet og følge vejledningen. Det kan fx være, hvis du mener, adressen bør være tilskudsberettiget.
Hvis det er dækningen, som ikke er korrekt, skal du først kontakte udbyderen for at afklare, om der er tale om en fejl. Du kan med fordel vedlægge din mailkorrespondance med udbyderen for at underbygge en eventuel klage.
Hvis det er den mobile bredbåndsdækning, der ikke er korrekt, skal der redegøres for, hvorfor oplysningerne ikke er korrekte. Det forudsætter, at du har undersøgt forholdene på Tjekditnet.dk og været i kontakt med den mobiludbyder, der har indberettet den dækning, du ønsker at gøre indsigelse over. Vær opmærksom på, at den indberettede mobildækning er en beregnet udendørsdækning, og den oplevede indendørsdækning typisk vil være dårligere. Dertil kommer, at dækningen vil være påvirket af en lang række faktorer bl.a. af den mobiltelefon eller det modem, der anvendes, afstanden til mobilmasten, træbevoksning og bygninger, som kan hæmme modtagelsen af signalet, hvilket mobilnet der anvendes og antallet af samtidige brugere. Så det er vigtigt, at man har valgt den udbyder, der giver den bedste dækning. I den forbindelse skal også nævnes Wi-Fi, hvor radioforbindelsen sjældent er optimal, at netværkskortet i computeren kan drille, forkert opsætning af router, gamle kabler i ejendommen, der ikke understøtter høje hastigheder – ja, listen er uendelig lang, når det gælder årsager til en eventuel dårlig dækning.
På tjekditnet.dk under ”Mål din hastighed” kan du læse mere om, hvordan du få det bedste resultat, når du måler din hastighed.
Hvis det ved henvendelse til en udbyder viser sig, at udbyderen ikke kan levere den hastighed, som er oplyst til Digitaliseringsstyrelsen, kan du sende en indsigelse. Hvis du gør indsigelse over dækningen med mobilt bredbånd på adressen, skal du medsende eventuel korrespondance med udbyderen. Få derfor gerne udbyderen til at sende deres kommentarer til den manglende dækning til dig pr. mail.
Frist for indsigelse: 21. september 2026.