Tilskudspuljen for nye teknologier har til formål at støtte og udbrede teknologier, som ville kunne bidrage til at løse nogle af de betydelige samfundsproblemstillinger, vi står over for, inden for bl.a. klimaområdet, sundhedsområdet samt social- og beskæftigelsesområdet. Der var afsat 142,8 mio. kr. til tilskudspuljen i perioden 2022-2025.
Tilskudspuljen er et fællesoffentligt initiativ, som med involvering af KL og Danske Regioner har til formål at øge anvendelsen af nye teknologier – herunder kunstig intelligens – i den offentlige sektor ved at støtte konkrete idriftsættelses- og udbredelsesprojekter, som statslige, kommunale og regionale myndigheder har kunnet søge støtte til.
Ved idriftsættelsesprojekter forstås projekter, der har til formål at sætte en digital løsning baseret på ny teknologi i drift i en eller flere myndigheder.
Ved udbredelsesprojekter forstås projekter, der har til formål at udbrede allerede afprøvede eller idriftsatte digitale løsninger baseret på ny teknologi til en eller flere myndigheder.
Ved siden af ovenstående projekter, har tilskudspuljen også støttet forudsætningsskabende initiativer, der understøtter øget anvendelse af ny teknologi inden for de ovenomtalte områder.
Ved udvælgelsen af projekter blev der lagt vægt på, at de skulle understøtte, idriftsætte eller udbrede konkrete digitale løsninger baseret på ny teknologi som kunstig intelligens eller IoT.
Tilskudspuljen er lukket for nye ansøgninger.