Forgængeren til MitID

Forgængeren til MitID var NemID. NemID blev lanceret den 1. juli 2010 til både privatpersoner og til erhvervsdrivende.

Efter mere end 13 år som Danmarks nationale eID-løsning lukkede NemID den 31. oktober 2023. Der blev foretaget 8,7 mia. nøglekort-baserede logins, og mere end 5,4 mio. brugere havde et NemID, da der var flest brugere tilsluttet. Dertil var 94 pct. af brugerne tilfredse med NemID ved den sidste brugertilfredshedsundersøgelse i 2020.

NemID-løsningen bestod af to dele: NemID til privatpersoner og NemID til erhverv (medarbejdersignatur). 

NemID til privatpersoner 

NemID til privat bestod af et bruger-id, en adgangskode og et nøglekort med engangskoder (papkort). Det kunne bruges både til private og offentlige hjemmesider, såsom til netbanken, til at melde flytning eller til at tjekke post på borger.dk. NemID var en to-faktor autentifikationsløsning, hvor brugerne skulle benytte en personlig adgangskode (noget, de vidste) og en engangskode (noget, de havde – fx et nøglekort).

NemID nøglekort

NemID nøglekort var et papkort på størrelse med et kreditkort. Nøglekortet havde 148 engangskoder påtrykt, og hver kode kunne kun benyttes én gang. Når brugeren skulle logge ind med NemID, skulle brugeren indtaste sit bruger-id og sin adgangskode, hvorefter NemID-systemet om en tilfældig nøgle fra nøglekortet. Brugeren modtog et nyt nøglekort med posten i god tid, inden alle nøglerne på de eksisterende kort var opbrugt. Brugeren kunne også selv bestille et nyt nøglekort via hjemmesiden nemid.nu.

NemID nøgleapp

NemID nøgleapp, som var et supplement til nøglekortet, blev lanceret i 2018 i samarbejde med den finansielle sektor. Med nøgleappen kunne brugeren bruge NemID direkte fra en smartphone eller en tablet - uden at have nøglekortet ved hånden. Når en bruger skulle anvende NemID nøgleapp, fik brugeren en notifika-tion fra appen på sin smartphone eller tablet med en anmodning, som brugeren kunne godkende med et swipe på skærmen.

Med nøgleappen kunne brugeren godkende med et enkelt swipe, og der var ikke risiko for at løbe tør for nøgler. Da det primo 2021 blev obligatorisk at bruge NemID nøgleapp (eller en sms-engangskode) ved onlinehandel, oplevede nøgleappen en ekstra stor stigning i både antallet af unikke brugere, som nåede op på 4,6 millioner, og i brugertilfredsheden, som nåede op på hele 99 pct. i 2020.

Alternativer til nøglekortet

Som alternativ til nøglekortet fandtes en nøgleviser, en Voice Response-løsning og et magma-nøglekort. De to sidstnævnte var målrettet borgere med synshandicap. Magma nøglekortet fyldte en A4-side, så det var nemmere at læse nøglerne, og Voice Response-løsningen kunne læse nøglen højt for brugeren.

NemID til erhverv 

I erhvervslivet kunne NemID også benyttes af medarbejdere i virksomheder, foreninger og myndigheder. Ved hjælp af en NemID medarbejdersignatur var det muligt for den enkelte medarbejder at identificere sig som medarbejder fra en bestemt virksomhed eller organisation. Ud fra de rettigheder, som medarbejderen havde fået tildelt af virksomheden, kunne medarbejderen fx underskrive relevante dokumenter digitalt. NemID til erhverv blev videreført i MitID med MitID Erhverv.

Læs mere om MitID Erhverv 

NemID privat til erhverv 

Med NemID privat til erhverv kunne selvstændigt erhvervsdrivende anvende deres private NemID, når de skulle agere digitalt på vegne af deres virksomhed eller forening. På den måde kunne virksomhedsejere nøjes med ét NemID, fremfor at anvende ét NemID til privat brug og ét til erhvervsbrug. NemID privat til erhverv blev videreført i MitID med MitID privat til erhverv.

Læs mere om MitID privat til erhverv