Borgerne er fortsat meget tilfredse med Digital Post, MitID og borger.dk. Virksomhederne er også glade for at bruge Digital Post og MitID Erhverv. Det viser en ny undersøgelse.
Når det gælder digitale løsninger til borgerne som for eksempel Digital Post, MitID, og borger.dk, er tilfredsheden høj. Næsten otte ud af ti brugere er tilfredse. Antallet af utilfredse borgere er meget lavt. Utilfredsheden ligger på henholdsvis to pct. og tre pct.
Samtidig stiger tilfredsheden blandt virksomhederne. Tilfredsheden med MitID Erhverv og Digital Post for virksomheder er steget med henholdsvis 8 pct.-point og 6 pct.-point fra 2024 til 2025.
Digitaliseringsstyrelsen arbejder på at forbedre de digitale løsninger. Det seneste år er der lanceret en række tiltag, som har gjort løsningerne lettere at bruge for virksomhederne.
I MitID Erhverv er brugergrænsefladen blevet bedre. Det gælder både i forhold til administration og tildeling af rettigheder, fuldmagter og brugergrupper for brugerorganisationer. Og nu er det muligt for organisationer, der har været afkoblet MitID Erhverv på grund af ændringer i CVR-registret, at gentilslutte til MitID Erhverv.
Digital Post har gjort det nemmere for virksomheder at få adgang til og hjælp med Digital Post. Det er sket ved at udvide rettigheder for virksomhedens rettighedsadministrator, så de nu automatisk har adgang til Digital Post. Derudover er der lavet nye guider til virksomheder på Virk.dk
Digitaliseringsstyrelsen laver løbende undersøgelser af brugernes tilfredshed. De omfatter MitID, Digital Post, borger.dk, sundhedskort-appen og kørekort-appen til borgere og MitID Erhverv og Digital Post for virksomheder målrettet virksomheder.
Rapport om løsninger til borgere
Rapport om løsninger til virksomheder
Løsning
Tilfreds
Neutral
Utilfreds
Digital Post
81 (76)
16 (21)
3 (3)
MitID
86 (83)
9 (15)
3 (2)
Borger.dk
78 (70)
20 (27)
2 (2)
Sundhedskort-app
90 (85)
9 (14)
1 (1)
Kørekort-app
90 (88)
9 (11)
1 (1)
Digital Post til virksomheder
60 (54)
31 (33)
9 (12)
MitID Erhverv*
88 (80)
10 (15)
2 (5)
Anm: Brugertilfredsheden måles på en skala fra 0-10. Tilfreds (7-10), neutral (4-6) og utilfreds (0-3).
Tal i parentes angiver tilfredsheden i 2024.
Resultaterne vil i nogle tilfælde ikke summere til 100, da de enkelte tal er afrundet til nærmeste hele tal.
Det bemærkes, at ingen udvikling i resultaterne fra 2024 til 2025 er statistisk signifikante.
Er du journalist og har et spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060. Du kan også sende en e-mail til presse@digst.dk
Målingerne er foretaget af Moos-Bjerre Consultants. Data målrettet borgere er indsamlet gennem Bilendi webpanel blandt et repræsentativt udsnit af brugere af hver af de fem løsninger (i alt 7.438 respondenter). Data målrettet virksomhederne er indsamlet blandt et repræsentativt udsnit af private virksomheder og foreninger (i alt 3.006 respondenter). De er udsendt som elektronisk spørgeskema via mail.
Undersøgelserne indeholder spørgsmål om blandt andet tilfredshed, tillid, sikkerhed, anvendelse, brugervenlighed og supportbehov.