Forenklede monitoreringer

En forenklet monitorering er en automatisk gennemgang af et websted og dets indhold, som er baseret på en række udvalgte tilgængelighedskrav, og anses som en stikprøve af webstedets tilgængelighed.

Digitaliseringsstyrelsen varsler ikke forenklede monitoreringer, da testen udelukkende angår offentligt tilgængeligt indhold.

Tabellen nedenfor oplister de 15 udvalgte tilgængelighedskrav, som alle refererer til WCAG 2.1.

Krav i EN 301 549, der refererer direkte til et WCAG 2.1 succeskriterie, er nummereret, så det stemmer overens med nummereringen i WCAG 2.1.

EN 301 549 WCAG 2.1 Navn
9.1.1.1 1.1.1 Ikke-tekstbaseret indhold
9.1.3.1 1.3.1 Informationer og relationer
9.1.3.4 1.3.4 Retning
9.1.3.5 1.3.5 Identificering af inputformål
9.1.4.3 1.4.3 Kontrast (minimum)
9.1.4.4 1.4.4 Ændring af tekststørrelse
9.1.4.12 1.4.12 Tekstafstand
9.2.1.1 2.1.1 Tastatur
9.2.2.1 2.2.1 Justerbar tidsbegrænsning (Timing)
9.2.4.2 2.4.2 Sider har titler 
9.2.4.4 2.4.4 Formål med links (i kontekst)
9.2.5.3 2.5.3 Etiket i navn
9.3.1.1 3.1.1 Sprog på siden
9.3.1.2 3.1.2 Sprog der anvendes til dele af indhold
9.4.1.2 4.1.2 Navn, rolle værdi 

Udvalget af tilgængelighedskrav i den forenklede monitorering er blandt andet begrænset af, hvad den nuværende teknologi kan teste automatisk, og hvilke krav som er omfattet af de standardiserede ACT-regler. Derfor er det kun en delmængde af krav i EN 301 549, der evalueres i den forenklede monitorering. De evaluerede krav er endvidere ikke fuldt dækket af automatiske tests. Derfor kan evalueringen ikke anvendes til at indikere hvilke krav, der er opfyldt på webstedet, men kun til at fastslå nogle af de krav, der ikke er opfyldt. 

Målet med den forenklede monitorering er at teste et websted i bredden. Der testes som minimum 33 pct. af et websteds sider, der kan tilgås via et automatisk værktøj. På websteder med under 2.500 sider testes hele webstedet.

Den forenklede monitorering gennemføres som en automatisk tilgængelighedstest ved brug af værktøjet QualWeb.

Værktøjets testsæt er blandt andet baseret på World Wide Web Consortium (W3C) Accessibility Conformance Testing (ACT)-regler, som er standardiserede beskrivelser af, hvordan man tester tilgængelighed.

Værktøjet bliver løbende opdateret med nye ACT-regler, når de er godkendt i W3C’s arbejdsgruppe for tilgængeligt webindhold (AGWG). ACT-regler, der er under godkendelse i AGWG, bliver også løbende implementeret i den automatiske tilgængelighedstest.

Da værktøjet QualWeb er open source (gratis), vil det også frit kunne anvendes af den enkelte webstedsejer til løbende test af indholdets overholdelse af krav til tilgængelighed.

Læs mere om værktøjet QualWeb

Anvend værktøjet QualWeb Online Evaluator 

Hent Kildekoden til værktøjet QualWeb

Læs mere om Accessibility Conformance testing (ACT)

Tilsyn i forbindelse med forenklede monitoreringer

I forbindelse med de forenklede monitoreringer kontrollerer Digitaliseringsstyrelsen om webstedets tilgængelighedserklæring overholder kravene til offentliggørelse, ajourføring og kontaktinformation. Kontrollen er begrænset til en vurdering af om følgende formelle krav er overholdt: 

  • Tilgængelighedserklæringen skal være udfyldt i den digitale løsning, WAS-Tool, som Digitaliseringsstyrelsen stiller til rådighed, og kan findes på URL’en med følgende format: was.digst.dk/ditdomænenavn-dk.
  • Webstedets sidefod (footer) skal, hvor det er praktisk muligt, indeholde et link, der leder til tilgængelighedserklæringen i WAS-Tool. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at linket til tilgængelighedserklæringen er navngivet ”Tilgængelighedserklæring”. 
  • Tilgængelighedserklæringen skal være opdateret inden for det seneste år.
  • Feedbackmekanismen skal have en telefonisk kontaktinformation, der giver alle borgere mulighed for mundtligt at rette henvendelse til den offentlige myndighed eller det offentligretlige organ.
  • Feedbackmekanismen skal have en skriftlig kontaktinformation, der giver alle borgere mulighed for skriftligt at rette henvendelse til den offentlige myndighed eller det offentligretlige organ, og må ikke kræve at brugeren skal logge ind med NemID/MitID eller være bag ikke-tilgængelige verificeringsmekanismer, fx ikke-tilgængelige CAPTCHAS.

Såfremt Digitaliseringsstyrelsen konstaterer, at webstedet ikke overholder et eller flere krav, rejses en tilsynssag. Myndigheden eller det offentligretlige organ partshøres over den forventede afgørelse i form af en agterskrivelse, der tager effekt som en afgørelse efter partshøringsfristens udløb, såfremt der ikke fremsendes partshøringsbemærkninger.