Digitaliseringsstyrelsens direktør har fået nyt job
03-11-2020Digitaliseringsstyrelsens direktør, Rikke Hougaard Zeberg, har fået nyt job som branchedirektør for DI Digital og den samlede digitaliseringsdagsorden i DI. Hun fratræder derfor sin stilling i Digitaliseringsstyrelsen med udgangen af året.
Jeg vil gerne sige tak til Rikke, som gennem de seneste år har sat sit klare aftryk på arbejdet med at effektivisere og digitalisere det offentlige Danmark. Det er en opgave hun har løftet med solid erfaring og stort kendskab til digitaliseringsområdet.
Peter Mørch, departementschef i Finansministeriet
Rikke var med til at starte Digitaliseringsstyrelsen for mere end 8 år siden, og har i den periode set organisationen vokse fra 110 til omkring 300 medarbejdere.
Jeg er meget stolt over det, vi er lykkedes med i Digitaliseringsstyrelsen. Jeg er sikker på, at styrelsen fortsat vil spille en central rolle på den brede digitaliseringsdagsorden, så Danmark fastholder sin digitale førertrøje og er til inspiration for andre lande. I Danmark har vi gennem de seneste 20 år gennemført en omfattende digital omstilling af den offentlige service. Og vi har mange eksempler på digitale løsninger, der gør hverdagen nemmere for både borgere og virksomheder – fx Borger.dk, NemID, Digital Post og senest har vi bidraget til udviklingen af appen smitte|stop.
Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen
Rikke Hougaard Zeberg har, før hun blev vicedirektør og siden direktør i Digitaliseringsstyrelsen, været underdirektør i DR Nyheder, kontorchef i Finansministeriet og desuden i en længere årrække været ansat i Erhvervsministeriets koncern. Rikke er 49 år og uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i Aarhus.
Stillingen som direktør for Digitaliseringsstyrelsen vil blive opslået snarest.