Digitaliseringsstyrelsen har sammen med leverandøren af Digital Post og borger.dk foretaget en række tiltag for at nedbringe strømforbruget i de to løsninger. Digital Post har nedbragt strømforbruget med 23 procent.
Digitaliseringsstyrelsen arbejder løbende på at gøre vores løsninger mere energieffektive og derved også grønnere. I den forbindelse har Digitaliseringsstyrelsen udviklet en model til beregning af it-løsningers klimaaftryk, der bl.a. er blevet brugt til at måle aftrykket for hhv. Digital Post og borger.dk i Q1 2024 og herefter igen i Q1 2025.
Den opfølgende måling fra 2025 viser, at Digitaliseringsstyrelsen med få, enkle tiltag har nedbragt strømforbruget i Digital Post og borger.dk.
På trods af, at antallet af digitale breve, der er afsendt via Digital Post, er steget, er strømforbruget i løsningen reduceret med 23,3 procent i Q1 2025 sammenlignet med samme periode i 2024. Det svarer til en årlig besparelse på 77.539,72 kWh, det samme som 17 danske familiers årlige energiforbrug.
For borger.dk er strømforbruget reduceret med 12 procent svarende til 3.041,56 kWh årligt.
Digital Post har foretaget en ændring i, hvordan masseforsendelser fra myndigheder håndteres, så serverbelastning nemmere kan kontrolleres. Relativt få myndigheder har indtil videre taget funktionen i brug, hvorfor effekten af tiltaget forventes at blive større med tiden.
Borger.dk, der er danske borgeres genvej til de offentlige digitale tjenester i stat, regioner og kommuner, har gennemført flere tiltag for at nedbringe mængden af data ved hvert besøg. Blandt andet er der reduceret i billedstørrelser, lavet ændringer i søgefunktionen og optimering af caching-funktionen.
Foruden konkrete tiltag i selve løsningerne er der udskiftet hardware på serverne. Det har medvirket til en større kapacitet uden øget strømforbrug.
Er du journalist og har et spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060. Du kan også sende en e-mail til presse@digst.dk