253 adresser får tilskud til hurtigere internet

Den særlige ordning i Bredbåndspuljen er blevet fordelt til ansøgere i hele Danmark. I alt er der givet 16,8 millioner kroner i tilskud fordelt på 253 adresser.

Tilskud på 16,8 millinoer kroner er tildelt til etablering af en hurtig internetforbindelse via den særlige ordning under Bredbåndspuljen.

Puljen muliggør, at borgere og virksomheder kan søge tilskud til lokale bredbåndsprojekter i områder med dårlig dækning.

Digitaliseringsstyrelsen har modtaget ansøgninger fra hele landet og har efter en gennemgang af ansøgningerne tildelt tilskud for 16,8 millioner kroner. 

Nedenstående grafik viser fordelingen af puljen i de 5 danske regioner.

De tre kommuner, hvor der er givet tilskud til flest adresser, er Herning Kommune med 18 adresser, Vesthimmerland Kommune med 15 og Horsens med 14.

Bredbåndspuljen blev introduceret i 2016 og er på finansloven.

Bredbåndspuljen 2025 indeholder to ordninger. Den almindelige ordning, hvor flere adresser skal slå sig sammen om en ansøgning, og den særlige ordning, hvor der er mulighed for kun at søge tilskud til enkeltstående adresser.

Gå til information om Bredbåndspuljen på digst.dk