Staten efterlyser ejerne af 1,2 mia. kr.

Digitaliseringsstyrelsen sender breve til ca. 90.000 borgere og 40.000 virksomheder, der har penge stående på den såkaldte ventekonto. Fælles for modtagerne er, at de ikke har angivet en bankkonto, som udbetalingen kan ske til.

Kvinde ved bord med computer.

Nu starter afviklingen af den såkaldte ventekonto, hvor borgere og virksomheder tilsammen har ca. 1,2 mia. kr. stående.

Ventekonto er en statsejet bankkonto med penge, der ikke har kunnet udbetales til de retmæssige ejeres NemKonto.

Der er mange eksempler på, hvor pengene stammer fra. Det kan f.eks. være udenlandske håndværkere, der har overskydende skat til gode, og som efterfølgende er rejst hjem. Virksomheder, der har overskydende moms, men ikke har CVR-nummeret knyttet til en NemKonto. Eller danskere, der skal have penge tilbage fra Skat, men som ikke har registreret en NemKonto.

Digitaliseringsstyrelsen sender breve ud til borgere og virksomheder, der har beløb stående på ventekontoen. Brevene sendes i udgangspunktet via Digital Post, og med fysisk post hvis man er fritaget fra Digital Post. Brevene indeholder information om borgerens eller virksomhedens udbetaling(er), hvordan man kan få sine penge udbetalt, samt hvad der sker med pengene, hvis man ikke reagerer.

Breve til borgerne

Breve til borgere vil blive sendt d. 1. september 2025, mens breve til virksomheder vil blive sendt d. 22. september 2025.

Det kan være svært at få brevene frem til alle modtagerne. Det gælder særligt for de udenlandske borgere, der ikke har Digital Post, og som ikke har registreret en korrekt eller opdateret udenlandsk adresse i det danske folkeregister.

Det bemærkes, at alle beløbene på ventekontoen er udbetalinger fra Skatteforvaltningen. Ventekontoen har således ikke været benyttet til udbetaling af lønninger, forsørgelsesydelser m.v.  

Du kan læse mere om ventekontoen her:

For borgere

For virksomheder

Hvordan kan man vide, om man har penge på Ventekontoen?

Hvis du som borger har en NemKonto, vil du ikke have penge på ventekontoen. Det samme gælder for virksomheder. Har virksomheden en NemKonto, vil virksomheden ikke have penge på ventekontoen.

Der kan dog være særlige tilfælde, hvor man kan have penge på ventekontoen, selvom man har en NemKonto. Det kan f.eks. være for borgere med ændrede CPR-numre, eller for virksomheder der ikke kan få en NemKonto, f.eks. hvis virksomheden er ophørt, spaltet, fusioneret eller lignende. I disse tilfælde vil Digitaliseringsstyrelsen forsøge at kontakte den retmæssige ejer af beløbene på ventekontoen med de tilgængelige kontaktoplysninger.

Beløb til afdøde borgere samt konkursramte eller tvangsopløste virksomheder vil blive håndteret af skifteretterne.

Hvis man har penge på Ventekontoen

Hvis du som borger eller hvis din virksomhed har fået brev fra Digitaliseringsstyrelsen om, at du eller din virksomhed har penge til gode på ventekontoen, er den nemmeste og hurtigste måde at få beløbet udbetalt ved at vælge en NemKonto, herefter udbetales beløbet automatisk.

Ønsker du ikke en NemKonto, kan du kontakte Digitaliseringsstyrelsen med henblik på at få en manuel udbetaling. Det bemærkes, at der vil være længere sagsbehandlingstid ved ønsket om manuelle udbetalinger.