Drift af NemLog-in sendes i udbud

Udbudsmaterialet for kontrakt om infrastrukturdrift af NemLog-in-løsningen er blevet offentliggjort. Kontrakten omfatter transition og infrastrukturdrift.

Digitaliseringsstyrelsen offentliggør udbudsmaterialet om infrastrukturdrift af NemLog-in-løsningen, som er en samfundskritisk del af den offentlige digitale infrastruktur. Nuværende kontrakt om drift af NemLog-in-løsningen udløber, og driften skal derfor genudbydes.

Løsningen omfatter blandt andet NemLog-in-brokeren, MitID Erhverv, Digital Fuldmagt og digital signering og sikrer, at borgere samt offentlige og private organisationer let kan anvende digitale løsninger i hverdagen.

Udbudsmaterialet offentliggøres på TED (Tenders Electronic Daily). Kontrakten vil blive tildelt én leverandør.

Baggrunden for driftsudbud

Udbuddet understøtter videreførelsen af NemLog-in-løsningen og omfatter transition og infrastrukturdrift.

Den nuværende driftskontrakt blev indgået med NNIT (nu Aeven) i 2018 og løber til marts 2029.

Udbuddet om infrastrukturdrift til NemLog-in-løsningen gennemføres i nær sammenhæng med Digitaliseringsstyrelsens kommende udbud af en kontrakt om vedligeholdelse, forvaltning og videreudvikling mv. af NemLog-in-løsningen. Dette udbud forventes offentliggjort i første kvartal 2026.

Læs mere om udbuddet på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Tidsramme for udbuddet

Fristen for modtagelse af ansøgninger om prækvalifikation er den 2. marts 2026. Digitaliseringsstyrelsen forventer at have fundet den nye leverandør i ultimo 2026.

Se udbudsbekendtgørelsen på TED.
Se udbudsmaterialet på ETHICS.