Omstillingsprisen bliver uddelt ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde d. 11. marts.
Tre virksomheder er valgt som finalister til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2026. De tre virksomheder er Genplast, Hymatik og HSCPH.
Prisen anerkender små og mellemstore virksomheder, der står som forbilleder i digital omstilling. De tre finalister har implementeret digitale løsninger, som skaber sammenhæng mellem interne systemer og løftet deres daglige drift.
Virksomhederne har på baggrund af digitalisering blandt andet skabt højere effektivitet, skalerbarhed og mere tid til andre opgaver. Samtidig har de inddraget medarbejderne i udviklingen og skabt bedre arbejdsforhold.
Vinderen udpeges af Rådet for SMV:Digital. Rådet rådgiver om programmet SMV:Digital, hvor virksomheder kan få tilskud til at digitalisere deres forretning. Prisen uddeles d. 11. marts ved Dansk Erhvervs digitaliseringspolitiske topmøde i Axelborgsalen i København.
Genplast har i deres digitale omstilling implementeret et nyt digitalt fundament i form af en no-code-platform. Denne platform er komplet modulær og muliggør løbende tilføjelser som imødekommer de behov, der opstår i takt med virksomhedens vækst. Systemet giver et komplet overblik over lager og produktion.
Det kan udnyttes til fx planlægning og forbedret kundeservice. Platformen giver en skalerbarhed, der tidligere ikke var mulig. Den digitale omstilling skaber gennemsigtighed i produktionen.
Hvert stykke plast får en dokumenteret historie – fra affald til nyt råmateriale.
Det gør den cirkulære økonomi konkret, målbar og værdifuld, både internt og for kunderne, som nu kan fortælle præcis, hvor plasten i deres produkter kommer fra.
Hymatiks digitale omstilling er centreret omkring AI og har ændret måden, virksomheden arbejder på fra bunden. AI’en er trænet i tilbudsgivning. Den samler automatisk data fra PIM-systemet, krydsrefererer kundens efterspørgsel fra mails med lagersortimentet og anvender virksomhedens prisstruktur til at udarbejde præcise tilbud.
I dag udarbejder AI 50 % af alle tilbud, som blot kræver en hurtig godkendelse. Opgaver, der tidligere krævede 2–4 medarbejdere, kan nu løses af én person. Det har skabt en markant effektivisering, som også kommer kunderne til gode i form af en 40 % kortere responstid. Den frigjorte tid giver medarbejderne mere tid til udviklingsopgaver.
AI er blevet en naturlig del af hverdagen og indgår nu i nye løsninger, blandt andet en scannerløsning udviklet internt af en medarbejder.
HSCPH har foretaget en digital omstilling med to spor: Dataintegration med Power BI og digital identitet med AI. Systemerne kommunikerer effektivt med hinanden, så sortiment, omsætning og produktion kan overvåges samlet i én app. Indsigten er altid lige ved hånden og gør det muligt at styre produktionen mere præcist og undgå overproduktion.
Den digitale identitet, drevet af AI, sikrer samtidig, at hjemmesiden opdateres i samme tempo som ændringer i lageret. Udtrykket er konsekvent og æstetisk sammenhængende – både visuelt og sprogligt på tværs af markeder. Det frigør ressourcer, som kan bruges på fx bedre kundeservice.
Her kan du se videoerne med finalisternes digitale omstillinger.
Finansieret af den Europæiske Union – NextGenerationEU og EU-REACT.
Er du journalist og har et spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060. Du kan også sende en e-mail til presse@digst.dk