Tilgængelighed for elektroniske kommunikationstjenester

Fra den 28. juni 2025 skal udbydere af elektroniske kommunikationstjenester opfylde kravene i lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.

Reglerne sikrer, at produkter og tjenester designes og produceres på en måde, som gør det lettere for personer med handicap og funktionsnedsættelse at finde, tilgå og bruge disse produkter og tjenester, som udgangspunkt uden hjælp.

Digitaliseringsstyrelsen vejleder og fører tilsyn med, at virksomheder overholder de tilgængelighedskrav, der gælder for elektroniske kommunikationstjenester.

Denne vejledning omfatter derfor alene elektroniske kommunikationstjenester. Oplysninger om krav til andre tjenester og produkter kan findes på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Hvilke teleudbydere skal overholde tilgængelighedsloven?

Tilgængelighedskravene gælder for udbydere af elektroniske kommunikationstjenester bortset fra transmissionstjenester, der anvendes til kommunikation mellem maskiner. Elektroniske kommunikationstjenester er defineret i § 2, nr. 9, i lov om elektroniske kommunikationsnet og –tjenester (teleloven). Se nærmere om, hvornår man er udbyder af elektroniske kommunikationstjenester på digst.dk.

Tilgængelighedskravene gælder desuden for udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjeneste (NUIK-tjenester) som defineret i § 2, nr. 20 i teleloven. NUIK-tjenester er for eksempel e-mail, WhatsApp, Messenger og lignende internetbaserede tjenester.

Tilgængelighedskravene gælder dog kun for udbydere af tjenester til forbrugere. Ved ”forbruger” forstås en fysisk person, der modtager en tjeneste, uden at det er som led i vedkommendes erhverv.

De nævnte udbydere er dog ikke omfattet af tilgængelighedskravene, hvis de er mikrovirksomheder, jf. § 6, stk. 3 i tilgængelighedsloven. Ved ”mikrovirksomhed” forstås en virksomhed, som beskæftiger under ti personer, og som har en årlig omsætning, der ikke overstiger 2 mio. euro, eller en samlet årlig balance, der ikke overstiger 2 mio. euro.

Læs mere om undtagelserne til tilgængelighedsloven i afsnittet ”Kan elektroniske kommunikationstjenester og NUIK-tjenester undtages fra reglerne i tilgængelighedsloven?”

Udbydere, der er etableret uden for EU, er også omfattet af tilgængelighedskravene, hvis de leverer eller tilbyder at levere tjenester til forbrugere inden for EU.

Hvilke krav skal tjenesterne opfylde?

Tilgængelighedsloven indeholder generelle krav, som alle omfattede tjenester skal overholde, og specifikke krav, som kun elektroniske kommunikationstjenester og NUIK-tjenester skal overholde.

Kan elektroniske kommunikationstjenester og NUIK-tjenester undtages fra reglerne i tilgængelighedsloven?

Udover overgangsreglerne, som er beskrevet ovenfor, gælder der regler om mulighed for undtagelse.

Hvis overholdelse af tilgængelighedskravene enten medfører en grundlæggende ændring af tjenesten eller en uforholdsmæssigt stor byrde for den erhvervsdrivende, kan tjenesten undtages fra at overholde kravene, jf. tilgængelighedslovens § 8.

Det påhviler den erhvervsdrivende, der leverer en tjeneste til en forbruger, at foretage en vurdering af, om vedkommende kan undtages fra tilgængelighedskravene.

Den erhvervsdrivende skal dokumentere sin vurdering og opbevare dokumentationen i en periode på mindst 5 år. Endvidere skal den erhvervsdrivende sende oplysningerne herom til den relevante kontrolmyndighed, jf. tilgængelighedslovens § 12.

Spørgsmål og svar om implementering af tilgængelighed

Tilsyn med overholdelse af tilgængelighedskravene

Digitaliseringsstyrelsen (DIGST) fører kontrol med, at tilgængelighedskravene overholdes i forhold til elektroniske kommunikationstjenester og NUIK-tjenester.

DIGST kan i forbindelse med kontrollen kræve alle oplysninger, få adgang til alle erhvervsmæssige lokaliteter og udtage enhver elektronisk kommunikationstjeneste eller NUK-tjeneste for at foretage en vurdering af, om den elektroniske kommunikationstjeneste er i overensstemmelse med tilgængelighedskravene.

Er en tjeneste ikke i overensstemmelse med tilgængelighedskravene, kan styrelsen påbyde, at ulovlige forhold bringes i orden inden for en nærmere angivet frist. Bringes de uoverensstemmende forhold ikke i orden inden for fristen, kan DIGST påbyde den erhvervsdrivende at stoppe salget eller udbuddet af tjenesten. Manglende overholdelse kan desuden straffes med bøde.

Lovgrundlag

I april 2019 blev det europæiske tilgængelighedsdirektiv (EAA) vedtaget. Formålet med direktivet er at styrke den frie bevægelighed for produkter og tjenester på EU’s indre marked og samtidigt skabe et mere inkluderende samfund, der gør det lettere for personer med handicap at finde, tilgå og bruge produkter eller tjenester, og som udgangspunkt uden hjælp.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester

I Danmark er tilgængelighedsdirektivet implementeret i lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (tilgængelighedsloven). Tilgængelighedsloven trådte i kraft den 28. juni 2022, men reglerne finder først anvendelse fra den 28. juni 2025.

Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester