Tilsyn med AI-forordningen

Danmark og de øvrige EU-lande har sammen vedtaget regler for kunstig intelligens, der gælder i hele EU. Digitaliseringsstyrelsen varetager opgaven som centralt kontaktpunkt og koordinerer arbejdet omkring implementeringen og gennemførelsen af AI-forordningen i Danmark.

Du kan her på siden læse mere om AI-forordningen, og om status på arbejdet med implementering af AI-forordningen.

Tilsynsmyndigheder holder øje med, at reglerne overholdes

Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for at koordinere implementeringen af AI-forordningen i Danmark.

I AI-forordningen lægges der dog op til et sektorbaseret tilsyn. Det betyder, at tilsynsmyndigheden som udgangspunkt vil afhænge af, indenfor hvilket område man bruger AI.

Det er endnu uafklaret præcis, hvem der kommer til at føre tilsyn med de forskellige områder inden for højrisiko-AI.  

På nuværende tidspunkt er det blevet besluttet, at der i første omgang lægges op til, at Digitaliseringsstyrelsen, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen vil føre tilsyn med overholdelsen af reglerne om de forbudte former for AI-praksis i AI-forordningens artikel 5. 

AI-forordningen indeholder både krav til AI-systemer, som de enkelte medlemslande vil føre et nationalt tilsyn med overholdelsen af, men AI-forordningen indeholder også krav til AI-modeller til almen brug, som f.eks. GPT-4 og Gemini. Det er EU-Kommissionen (i praksis AI-Kontoret), som vil føre tilsyn med disse på tværs af landegrænserne. 

Siden vil løbende blive opdateret, når den endelig tilsynsmodel i Danmark
er afklaret.