Jacob Sherson, professor i Management ved Aarhus Universitet og i Fysik ved Niels Bohr Institutet samt leder og direktør af Center for Hybrid Intelligens.
Introduktion
Center for Hybrid Intelligens er et tværfaglige forskningscenter, der fremmer samarbejde mellem mennesker og AI i udviklingen af intelligente systemer, der understøtter organisatorisk transformation og samfundsmæssig effekt. Jacob Sherson leder den europæiske indsats for workforce development gennem det tværeuropæiske master’s project DigiQ og Flagskibets European Quantum Readiness Center. Han rådgiver offentlige og private organisationer om AI og kvante, er TEDx-taler og har vundet flere priser for sin forskning og kommunikation.
Derfor deltager de i Digital Europe-programmet
Aarhus Universitet, repræsenteret ved Jacob Sherson, deltager i Digital Europe-programmet som en del af en bred portefølje af EU-finansierede projekter på kvanteområdet.
For Aarhus Universitet og Jacob Sherson giver det mening at deltage i Digital Europe, fordi projekterne ligger tæt op ad universitetets strategiske fokusområder, herunder kvanteuddannelse, digital kompetenceudvikling og opbygning af europæiske faglige økosystemer. Deltagelsen bygger videre på tidligere projekter, hvor AU gradvist har opbygget erfaring, etableret partnerskaber og udviklet et stærkt community. Denne langsigtede indsats gør det muligt at reagere hurtigt, når nye calls åbnes, og projektet DigiQ - som Aarhus Universitet koordinerer - er et eksempel på, hvordan et velfungerende netværk kan føre til konkrete resultater.
Selvom deltagelsen i Digital Europe-projekter ikke altid giver store midler til den enkelte partner, mener Jacob Sherson, at strategisk timing og synergi med andre finansieringskilder, kombineret med et solidt partnernetværk, kan skabe betydelig værdi. For universitetet handler deltagelsen ikke kun om finansiering, men også om at bidrage til udviklingen af europæiske kompetencer, dokumentere samfundsmæssig effekt og styrke den internationale udvikling på kvanteområdet.
Deltagelsen igennem Digital Europe-programmet understøtter samtidig AU’s etablerede arbejde med kvanteuddannelse, digitale kompetencer og økosystemudvikling. Deltagelsen styrker universitetets position i EU-sammenhæng, fordi der bliver taget udgangspunkt i allerede velfungerende fagligt netværk. Derudover åbner projekterne for nye samarbejder og gør større trænings- og udviklingsaktiviteter mulige, hvilket bidrager til øget synlighed for AU som aktør i den europæiske kvantesektor.
Tips og tricks
Jacob Sherson understreger, at deltagelse i Digital Europe fungerer bedst, når man allerede har opbygget et stærkt community. Langvarige relationer og tillid mellem partnere er afgørende, og projekter, der bygger på etablerede netværk, har langt større chance for succes end løsrevne ansøgninger. Det er derfor en fordel at være en aktiv del af et fagligt netværk, inden man går ind i et projekt.
Samtidig bør både virksomheder og universiteter sikre, at projektet er strategisk relevant og tæt knyttet til deres kerneaktiviteter. Uden tydelig synergi eller langsigtet potentiale kan medfinansieringskrav og projektarbejde hurtigt overstige den værdi, man får ud af deltagelsen. En vigtig fordel er, at planlægningen af medfinansiering og en klar forståelse af præcise definitioner af ”eligible costs” foregår tidligt i processen.
Det er også vigtigt at være realistisk omkring roller og ressourcer. At påtage sig koordinatorrollen kræver omfattende projektledelse, høj grad af planlægning og tæt opfølgning. For mange kan det være mere realistisk og mindre ressourcekrævende at deltage som partner.
Mindre virksomheder bør se deres position og rolle i det europæiske økosystem som en strategisk investering. Deltagelse i Digital Europe kan være særligt relevant for dem, der har en langsigtet strategi om at blive en central aktør inden for et specifikt område, mens virksomheder med kortsigtede eller mere transaktionsbaserede mål muligvis får mindre udbytte.
Hvilket projekt/call deltager de i?
AU deltager bl.a. i Digital Europe projektet DigiQ: Digitally Enhanced European Quantum Technology Master og QTIndu: Quantum Technology Courses for Industry. Projekteterne ligger under callet: Advanced Digital Skills (DIGITAL-2021-SKILLS-01 og DIGITAL-2022-TRAINING-02).