Bliv offentlig afsender af Digital Post

Ønsker I som myndighed eller organisation at sende Digital Post, skal I følge de fem trin i tilslutningsprocessen for at blive offentlig afsender.

Tilslutningsprocessen består af fem trin.

""

I kan blive tilsluttet til Digital Post som offentlig afsender, hvis jeres organisation hører under definitionen af offentlig afsender. Definitionen er beskrevet i bekendtgørelsen om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere og fremgår af underbilag 2.5 i kontrakten til Digital Post.

Trin 1. Anmodning

I første trin skal I anmode om tilslutning til Digital Post som offentlig afsender ved at kontakte Digitaliseringsstyrelsen. Skriv til digitalpost@digst.dk.

I skal begrunde følgende:

Hvordan jeres organisation falder ind under definitionen af offentlige afsendere som fastsat i § 4 i Bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere, jf. § 7 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

Læs ’Bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere’ på retsinformation.dk

Læs ’Bekendtgørelse af lov om Digital Post fra offentlige afsendere’ på retsinformation.dk

At jeres organisation har givet samtykke til at være omfattet af Digital Post. Og dermed står opført på listen over omfattede offentlige afsendere i underbilag 2.5 i kontrakten af Digital Post.

Tilgå listen over samtykkende myndigheder

Som del af jeres begrundelse (og alt efter organisationstype) skal I have følgende klar:

  • Kopi af vedtægter
  • Kopi af regnskab
  • Uddrag af lov
  • Bevis for tegningsret (fx jeres myndigheds placering i et organisationsdiagram)
  • Evt. anden dokumentation.

Trin 2. Aftale

Godkender Digitaliseringsstyrelsen jeres anmodning om at blive offentlig afsender, skal I efterfølgende logge på Administrativ Adgang.

I Administrativ Adgang bliver I mødt af et aftaleflow for Digital Post, hvor I skal:

  1. Uploade en underskrevet aftale om tilslutning til og benyttelse af Digital Post
  2. Udpege en rettighedsadministrator for jeres organisation.

Tilgå Tilslutningsaftale samt vejledninger via aftaleflowet

Jeres udpegede rettighedsadministrator vil dernæst modtage en e-mail med et aktiveringslink. Linket skal anvendes inden for 14 dage til at aktivere vedkommendes rolle i Rettighedsportalen for Digital Post.

Tilgå Rettighedsportalen for Digital Post

Læs vejledningerne til Digital Post

Trin 3. Opsætning

I tredje trin skal I opsætte afsender- og modtagersystemer og en kontaktstruktur i Administrativ Adgang. I skal desuden sikre jer, at jeres systemer peger imod snitfladerne i Digital Post.

For nærmere oplysninger og vejledninger vedrørende systemer og systemopsætning se ’Opgavepakke 3: Afsendersystemer’, ’Opgavepakke 4: Modtagersystemer’ samt ’Vejledning til Administrativ Adgang’ under fanen vejledninger.

Læs vejledningerne til Digital Post

Læs mere om kontaktstrukturen i Digital Post

Læs mere om afsender- og modtagersystemer 

Trin 4. Test

Det fjerde trin fokuserer på at teste de opsatte systemer inden idriftsættelsen. Til det formål kan I bruge Digital Post-løsningens testmiljøer og læse om testmiljøerne i ’Opgavepakke 8: Test af afsender- og modtagersystemer’, som I finder under fanen ’vejledninger’.

Tilgå testmiljøet for Administrativ Adgang for Digital Post

Læs vejledningerne til Digital Post

På Digitaliseringsstyrelsens ’Fællesoffentligt Testdatasæt’, kan I desuden finde testdata, som kan anvendes på tværs af de eksisterende testmiljøer og i jeres egne testsystemer.

Tilgå ’Fællesoffentligt Testdatasæt

Trin 5. Drift

Når I kommer til dette trin, er jeres organisation tilsluttet som offentlig afsender i Digital Post. I kan nu benytte Digital Post.