Ny undersøgelse: Danskerne er trygge ved borger.dk
17-01-2020
It-løsninger
9 ud af 10 besøgende er tilfredse med borger.dk og trygge ved at bruge portalen, viser en ny brugertilfredshedsundersøgelse.
Når danske borgere bruger borger.dk til fx at skrive barnet op til skole, melde flytning, søge boligstøtte til den nye lejlighed eller læse Digital Post, så sker det med en høj grad af tryghed og tilfredshed.
I en ny brugertilfredshedsundersøgelse gennemført i december 2019 svarer 92 pct., at de generelt føler sig trygge, når de bruger borger.dk, mens 91 pct. svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med portalen.
Undersøgelsen kommer på baggrund af et 2019, hvor borger.dk blev besøgt hele 46,2 millioner gange. Det er ny besøgsrekord og en stigning på 18 pct. sammenlignet med 2018.
Endnu bedre overblik de kommende år
Med de høje trygheds- og tilfredshedstal står borger.dk på en god platform i forhold til at rumme de kommende tiltag, som skal give borgerne endnu bedre overblik og indsigt i oplysninger om sig selv. Nogle af de ting, som borgerne savner ved det nuværende borger.dk, er i fuld gang med at blive udviklet.
Flere borgere efterspørger mere information på Min Side på borger.dk. Det vil vi gerne efterkomme, og det er derfor også et arbejde, vi er i gang med. Over de kommende år vil borgerne kunne se endnu mere indhold på borger.dk, der er skræddersyet til den enkelte. Borgerne vil få en lettere adgang til at se, hvilke data om dem selv, en myndighed har, og de vil få større indsigt i og overblik over fx deres sager med det offentlige og de ydelser, de modtager.
Helle Junge Nielsen, kontorchef for borger.dk i Digitaliseringsstyrelsen
Frem mod 2024 vil borgerne kunne se stadig flere af deres egne data på Min Side.
Det gælder blandt andet overblik over borgernes igangværende sager med det offentlige, tildelte økonomiske ydelser og relevante aftaler, frister og betalinger på tværs af den offentlige sektor. Alt det vil blive tilgængeligt for den enkelte borger på Min Side i de kommende år.