Hotline ved identitetstyveri hjælper borgere døgnet rundt

På den nyligt oprettede hotline i Digitaliseringsstyrelsen kan borgere få hjælp alle døgnets timer hele året rundt, hvis de har været udsat for eller har mistanke om identitetstyveri. En stor del af opkaldene handler om ’vishing’ – forsøg på svindel over telefonen.

Hvis kriminelle får fat på dit CPR-nummer eller NemID, kan de misbruge det til fx at hæve penge fra din konto, optage lån eller forskellige former for chikane. Identitetstyveri kan dermed være en voldsom oplevelse med store og uoverskuelige konsekvenser.

Den 1. juni åbnede en ny hotline, hvor borgere kan søge hjælp, hvis de har været udsat for eller har mistanke om identitetstyveri. Og siden 1. august har borgere haft mulighed for at få hjælp døgnet rundt, idet hotlinen nu har åbent 24 timer i døgnet.

Borgerne har taget godt imod den nye hotline. De første måneder, tilbuddet har eksisteret, har allerede vist, at hotlinen imødekommer et behov for hjælp og vejledning til at komme igennem de kritiske situationer, som identitetstyveri kan medføre.

En stor del af henvendelserne til hotlinen omhandler svindel, hvor kriminelle gennem telefonopkald har udgivet sig for at være en troværdig person eller organisation for at lokke borgere til at udlevere oplysninger. Det kan være svært at gennemskue svindelforsøg, hvis de kriminelle fx udgiver sig for at ringe fra en myndighed eller bank.

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det. Medarbejderne i hotlinen kan vejlede og rådgive om, hvad du skal gøre for at begrænse skaden, håndtere økonomisk tab, og hvem der eventuelt skal kontaktes.

Kontakt hotlinen

Ring 33 98 00 98

Hvis du har været udsat for eller mistænker identitetstyveri.

Du kan ringe døgnet rundt alle dage på året. 

Offer for identitetstyveri – det skal du gøre

  • Brug hotlinen ved identitetstyveri på telefon 33 98 00 98
  • Spær dit NemID – og bestil et nyt: Kan du se, at der er andre, der har brugt dit NemID fx til at foretage køb, skal du spærre det så hurtigt som muligt.
  • Spær dine betalingskort: Hvis du har mistanke om, at dine betalingskortoplysninger bliver misbrugt, skal du spærre dit kort hurtigst muligt.
  • Anmeld til politiet: Kriminelle forhold, hvor dine personlige oplysninger er blevet stjålet, bør altid meldes til politiet.
  • Opret en kreditadvarsel: Du kan selv gøre det sværere for identitetstyve at misbruge din identitet, hvis du opretter en kreditadvarsel i CPR-registreret.

Læs mere om hotlinen, identitetstyveri og hvordan du minimerer risikoen for, at personlige oplysninger ender i de forkerte hænder, på sikkerdigital.dk