Ministerbesøg på første møde i det nye Cybersikkerhedsråd
23-08-2024
Sikkerhed
Cybersikkerhedsrådets første møde blev blandt andet brugt til at drøfte ambitioner og forventninger til den nye rådsperiode, drøfte den danske NIS 2-implementering samt give input til arbejdet med den nye nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed. Derudover kom digitaliserings- og ligestillingsministeren forbi for at præsentere og drøfte sine visioner for det nye råd.
Tirsdag den 20. august mødtes et nyt Cybersikkerhedsråd til det første ordinære rådsmøde i Digitaliserings- og Ligestillingsministeriets lokaler. Foruden at de nyudpegede rådsmedllemmer skulle hilse på hinanden, var der en omfattende faglig agenda som blandt andet indeholdt en forventningsafstemning og drøftelse af ambitionerne for rådets kommende arbejde.
”Vi har fået nedsat et meget kompetent Cybersikkerhedsråd, hvis faglighed og indsigt spænder bredt. Med den nye ledelsesstruktur og sammenlægningen med Virksomhedsforum får vi styrket Cybersikkerhedsrådets uafhængighed og har dermed mulighed for flere selvstændige holdninger, mere gennemslagskraft samt skabe øget synlighed om rådets arbejde” – Jacob Herbst, forperson for Cybersikkerhedsrådet og Chief Technical Officer ved Dubex.
På mødet blev Cybersikkerhedsrådet også præsenteret for det igangværende arbejde med den kommende nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi (NCIS), hvorefter rådsmedlemmerne fik mulighed for at komme med deres input til strategiens foreløbige tematikker og sigtelinjer. Derudover fik rådet også en status på det danske arbejde med implementeringen af EU’s NIS2-direktiv (NIS2), og kort mulighed for at drøfte det fremsatte NIS2 lovforslag.
Efter disse drøftelser besluttede Cybersikkerhedsrådet at nedsætte to følgegrupper som skal bidrage til arbejdet med den kommende nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi (NCIS) og den danske implementering af NIS2.
På mødet besluttede Cybersikkerhedsrådet også at gentage den cyberkonkurrence, som rådet sidste år gennemførte i forbindelse med den årlige cybersikkerhedsmåned i oktober. Konkurrencen afholdes således igen i oktober-november men med en lidt bredere målgruppe, så alle 7.-10. klasser får mulighed for at medvirke.
Tættere samarbejde med Cybersikkerhedspagten
Som en del af opgaveporteføljen for det nye råd vil der være fokus på at højne den digitale sikkerhed i erhvervslivet med særligt fokus på små og mellemstore virksomheder. Samtidig lægger det nye kommissorium op til en tættere relation mellem Cybersikkerhedsrådet og Cybersikkerhedspagten. Derfor var Digitaliseringsstyrelsen inviteret til at holde oplæg om pagten og det igangværende arbejde, der foregår i regi heraf. Det er ambitionen, at Cybersikkerhedsrådet skal have en rådgivende rolle og kan foreslå projekter, som kan udføres inden for rammerne af pagten.
Besøg og gruppefoto med minister
I løbet af dagen kom digitaliserings- og ligestillingsministeren forbi og hilste på rådsmedlemmerne. Her præsenterede hun sine overvejelser vedrørende den nye rådskonstruktion samt sine visioner for den kommende rådsperiode. I sin tale lagde ministeren vægt på, at hun er glad for at have samlet et yderst kompetent hold, som skal bidrage til at bygge en sikker mur omkring danske borgere, virksomheder og myndigheder. Samtidig bifaldt ministeren den øgede grad af uafhængighed, og hun understregede, at regeringen byder alle deres perspektiver velkomne. I den anledning nævnte hun også, at hun har fulgt rådets arbejde tæt, blandt andet i forbindelse med det tidligere Cybersikkerhedsråds cyberkonkurrence for danske skoleklasser i 2023.
Slutteligt blev der taget gruppefoto af rådsmedlemmerne og ministeren.
Det næste ordinære møde forventes at blive den 10. december.