Danskerne hjælper ofte hinanden med digitale gøremål. Ikke alle kender de muligheder, der findes for at hjælpe hinanden digitalt. En ny kampagne skal udbrede kendskabet til mulighederne.
Med en kampagne om muligheder for at hjælpe digitalt – læseadgang i Digital Post og en guide til fuldmagtsområdet – skal flere borgere få kendskab til, hvordan de kan hjælpe hinanden, også når de bor langt fra hinanden.
Hvis borgeren ønsker hjælp, kan et familiemedlem eller en nær ven læse med i kommunikationen mellem borgeren og den offentlige sektor. Det kan være med til at forhindre, at vigtig information bliver overset, eller at borgere misser aftaler eller frister, fordi de ikke har set indkaldelsen fra hospitalet eller brevet fra kommunen. Samtidig kan en fuldmagt være en god ide, hvis en borger ønsker pårørendes hjælp til selvbetjening eller til at tjekke sundhedsoplysninger på eksempelvis sundhed.dk.
Cirka 275.000 personer har oprettet en læseadgang i Digital Post på borger.dk eller i Digital Post-appen, men Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at flere vil have gavn af at kende til muligheden.
Mange borgere har og kan have gavn af fuldmagter, men undersøgelser viser også, at fuldmagter kan opleves vanskelige at forstå. Derfor er der udarbejdet en guide på borger.dk, som tilbyder et overblik over, hvordan man kan hjælpe sine nærmeste ved at bruge fuldmagter i det offentlige. Målgruppen er borgere, som søger hjælp til at komme i gang.
Kampagnen vil køre i august og september 2024. Ud over printannoncer vil de fleste borgere møde kampagnen på Facebook og Instagram, eller når de søger om at hjælpe digitalt på Google. Interesserede bliver ledt videre til kampagnesiden www.borger.dk/digitalhjælp.
Kampagnen er et led i politiske aftale om digital inklusion, som blev indgået i juni 2023. En række interesseorganisationer, biblioteker og KL samarbejder med Digitaliseringsstyrelsen om kampagnen.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.