Danmark er nu medlem af Alliancen for sprogteknologi

28-05-2024

Den europæiske alliance for sprogteknologi har stemt for at optage Danmark som medlem. Organisationen arbejder for at fremme europæisk sprogteknologi, der kan konkurrere med de amerikanske og engelsksprogede løsninger. Digitaliseringsstyrelsen skal repræsentere Danmark i alliancen.

Foto: Genereret med kunstig intelligens

Alliancen for Sprogteknologi (ALT-EDIC) er et såkaldt ’konsortium for europæisk digital infrastruktur’ med særligt fokus på at understøtte udviklingen af europæisk sprogteknologi. ALT-EDIC vil desuden spille en central rolle i indsatsen for bevarelsen af de europæiske sprog og kultur i den digitale verden. Med Danmarks indmeldelse rummer alliancen 16 deltagende medlemsstater samt fem observatørstater.

ALT-EDIC finansieres delvist af Digital Europe-programmet og delvist af de deltagende medlemslande, og midlerne skal bruges på at løfte en række væsentlige indsatsområder for at sikre europæisk digital suverænitet inden for sprogteknologi. Alliancen er derfor en vigtig brik i arbejdet med at skabe konkurrencedygtige europæiske alternativer til fx amerikanske og hovedsageligt engelsksprogede løsninger.

Alliancens indsatsområder

ALT-EDIC har defineret fem indsatsområder, som er rammesættende for alliancens samlede arbejde:

  1. Tilvejebringelse af flere europæiske højkvalitetssprogdata i forskellige modaliteter – dvs. fx tekst, lyd og billeder. Gode data er byggestenen i konkurrencedygtige sprogmodeller og dermed helt centrale for tilblivelsen af stadigt bedre kunstig intelligens på europæiske sprog.
  2. Optimering og finetuning af eksisterende sprogmodeller, så de bliver lettere og mindre omkostningstunge at arbejde med, og så de bliver bedre inden for samfundsrelevante domæner.
  3. Understøttelse af udviklingen af nye sprogmodeller ved at pulje ressourcer på tværs af medlemslandene, herunder computerkraft og ekspertise i forbindelse med træningen af grundmodeller. Dette kan fx hjælpe særligt SMV’er med at komme i gang med at udvikle nye sprogteknologiske løsninger.
  4. Udvikling af standarder og metodologier for evaluering og normalisering af sprogmodeller med et særligt fokus på at formindske diskrimination og bias, så europæisk sprogteknologi fortsat bliver mere forsvarligt.
  5. Konsolidering af det europæiske sprogteknologiske økosystem, så viden og ressourcer deles på tværs af landegrænser, så europæiske sprogteknologiske projekter har bedre forudsætninger for at lykkes.

Danmarks rolle i alliancen

ALT-EDIC blev stiftet i januar 2024, og Danmark har siden fulgt alliancens arbejde som observatør. Med den danske indmeldelse i organisationen sikrer Danmark sig nu stemmeret og direkte indflydelse på den videre strategiske retning for europæiske indsatser på området og kan i højere grad være med til at bevirke, at danske virksomheder, myndigheder, forskere, mv. kan tage del i og få gavn af de initiativer, som ALT-EDIC vil lancere.

Digitaliseringsstyrelsen repræsenterer Danmark i ALT-EDIC’s ’Assembly of members’, der er det styrende organ i alliancen, og planlægger i den forbindelse at nedsætte en referencegruppe for løbende at indsamle inputs til ALT-EDIC fra det danske interessentlandskab. Hold derfor øje med vores kanaler, hvor vi snarest vil kommunikere mere information herom.