Otte råd til kommunerne

Flere kommuner og telebranchen oplever, at man kan sikre forudsigelighed gennem en politisk vedtaget mastepolitik med retningslinjer for kommunens holdning til master, konkrete prioriteringer m.v. Sådanne mastepolitikker kan med fordel også vedtages regionalt (fx i KKR-regi), så de sikrer forudsigelighed på tværs af kommunerne i en region. Et sådant dokument giver også mulighed for hurtig introduktion af nye medarbejdere til masteområdet.

Se styrelsens skabelon til en mastepolitik her.

Eksempler på eksisterende kommunale mastepolitikker er

Business Region North Denmark – mastepolitik

Retningslinjer for digital infrastruktur i Region Sjælland

Byregion Fyns mastepolitik

Flere kommuner har gode erfaringer med at udpege én medarbejder (fx digitaliseringskonsulenten eller en relevant sagsbehandler), der oparbejder et indgående kendskab til maste- og antennesager og er kontaktpunkt i kommunen for telebranchen. Telebranchen oplever, at dialogen vedr. opsætning af master lettes betydeligt, når der er én fast medarbejder i kommunen, som de kan kontakte.

Mastesager har ofte forgreninger i flere forskellige forvaltningsområder i kommunen, hvorfor det kan være en fordel at have én person med overblik, der koordinerer sagerne på tværs fra start til slut.

Kommuner, der har etableret en fast praksis for sager vedr. etablering af master, oplever dette som en fordel. En sådan fast praksis kan fx indebære en fast rækkefølge i sagsbehandlingen hos de forskellige relevante forvaltningsområder og/eller en klar praksis for overlevering og koordinering mellem de enkelte forvaltningsområder i kommunen. Tiltaget hænger naturligt sammen med udpegningen af én specialiseret medarbejder som nævnt ovenfor, men kan også implementeres, uden at man har en fast, dedikeret koordinator.

Telebranchen oplever forskelligartede dokumentationskrav på tværs af kommuner. Generelt er det derfor fremmeligt for en smidig udrulning, hvis kommuner tidligt i processen gør det klart, hvilken dokumentation kommunen kræver. Det kan også overvejes at etablere en fast praksis herfor, fx i en mastepolitik og offentliggøre kravene på kommunens hjemmeside.

Klarhed i lokal- og kommuneplaner angående master og antenner letter sagsbehandlingen og kan være med til at sikre en afgørelse vedr. en mast mod at blive underkendt i Planklagenævnet.

Efter Planklagenævnets aktuelle praksis skal opstilling af telemaster i lokalplanlagte områder være muliggjort i lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Kommuner må ikke efter planlovens § 19 dispensere fra anvendelsesbestemmelser (fsva. andre bestemmelser kan det vurderes, om der er hjemmel til evt. dispensation i planlovens § 19). Hvor der ikke er mulighed for telemaster i anvendelsesbestemmelsen, vil kommunen derfor skulle lave et lokalplantillæg. Der henvises til Bolig- og Planstyrelsens vejledning om fleksibel planlægning vedr. lokalplaner af mindre betydning m.v.

Fsva. kommuneplaner kan det især være væsentligt at lave retningslinjer for telemaster i landzone. Hvis retningslinjer fra en mastepolitik (se punkt 1) indarbejdes i kommuneplanen, kan og skal de inddrages i sager om landzonetilladelse, hvilket giver klarhed både ved kommunens sagsbehandling og i eventuelle klagesager. Klare retningslinjer for forholdet mellem udpegninger af beskyttede områder (fx bevaringsværdige landskaber o. lign.) og muligheden for telemaster vil også være en fordel i landzonesagerne. Både i og uden for landzone kan kommuneplanen desuden fastsætte, at det ifm. nye lokalplaner altid skal overvejes, om der skal være mulighed for telemaster (jf. afsnittet herover).

Der arbejdes aktuelt (2022) på et landsplandirektiv i forhold til opsætning af mobilmaster i landzone til opfyldelse af dækningskrav. Der arbejdes ligeledes på en ændring af planloven, der skal lempe praksis på opsætning af mobilmaster i landzone.

En kommune kan proaktivt bistå telebranchen med at identificere arealer, hvor en mast vil kunne opnå de fornødne tilladelser. Dette kan særligt være udfordrende i områder med mange fredninger m.v. Dette kan gøres løbende ved i lokal- og kommuneplaner at udpege områder og steder, hvor kommunen ikke ser problemer i placeringen af en mast. Derudover kan det gøres konkret i den indledende dialog med netværksoperatøren, når der er overvejelser om etablering af en konkret mast. Hvor udfordringen består i at finde en lodsejer, der er villig til at udleje et areal, kan kommunen også undersøge, om kommunen selv ejer egnede arealer i nærheden, som det kunne være radioteknisk relevant for netværksoperatøren at benytte.

Når kommunen udlejer et areal til en mast eller antenne, er lejeprisen for arealet et væsentligt økonomisk parameter for netværksoperatørerne. Kommuner er efter telelovens § 60 a forpligtet til at udleje sådanne arealer på markedsvilkår, dvs. til en lejepris på markedsniveau.

Dette uddybes i styrelsens vejledning om markedsleje ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur.

Vejledningen beskriver mulige metoder til, hvordan bl.a. kommuner kan fastsætte en lejepris på markedsvilkår, når kommunen leje arealer ud til netværksoperatører med henblik på etablering af master og opsætning af antennesystemer. Styrelsen anbefaler, at kommuner anvender vejledningen, da dette vil skabe forudsigelighed og ensartede lejevilkår på tværs af landet.

Der findes flere netværk i kommunalt eller regionalt regi, hvor kommuner kan drøfte og videndele om muligheder og udfordringer inden for digital infrastruktur. KL har også flere relevante netværk vedr. den digitale dagsorden, sagsbehandling m.m. Styrelsen opfordrer kommuner til at deltage i sådanne netværk.