På denne side er der en oversigt over hovedparten af love og regler på teleområdet. Derudover indeholder siden en uddybning af væsentlige begreber, fx udbyderbegrebet.
Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester kaldes i daglig tale for teleloven.
Teleloven og tilhørende bekendtgørelser indeholder bl.a. regler om:
Reglerne i telelovens afsnit IV om den sektorspecifikke konkurrenceregulering af teleområdet administreres af den uafhængige telemyndighed, der hører under Erhvervsstyrelsen.
Telelovens formål er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne. Dette mål fremmes ved at:
Derudover indeholder loven regler om de markedsundersøgelser, som Erhvervsstyrelsen foretager samt fusionskontrol på teleområdet.
Vejledning til slutbrugerbekendtgørelsen (under opdatering)
Bekendtgørelsen fastlægger, hvilke rettigheder du har som forbruger af teleydelser.
Bekendtgørelse om oplysningskrav m.v.
Vejledning til bekendtgørelse om oplysningskrav m.v.
Bekendtgørelsen omfatter oplysningskrav, pligter og rettigheder i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, herunder regler om skift af internetudbyder (SBBU).
Forsyningspligtbekendtgørelsen
Bekendtgørelsen fastlægger, hvilke ydelser der er forsyningspligt på i Danmark. Det vil sige, at et eller flere selskaber er udpeget til at levere disse forsyningspligtydelser på nærmere fastsatte vilkår. Aktuelt er TDC NET A/S henholdsvis Nuuday A/S udpeget til at levere ydelserne nævnt i bekendtgørelsen.
Vejledning til alarmbekendtgørelsen
Bekendtgørelsen omhandler de krav, der skal iagttages i forbindelse med alarmkommunikation.
Vejledning til den samlede danske nummerplan
Bekendtgørelsen fastlægger de nærmere regler om anvendelse af numre i Danmark.
Bekendtgørelse om nummeroplysningsdatabaser
Vejledning til bekendtgørelse om nummeroplysningsdatabaser
Bekendtgørelsen regulerer krav til indsamling og videregivelse m.v. af nummeroplysningsdata, fx navn, adresse, og telefonnummer mellem et teleselskab og en udbyder af en nummeroplysningstjeneste.
Bekendtgørelsen indeholder regler om høringsprocedurer i forbindelse med Erhvervsstyrelsens gennemførelse af markedsundersøgelser.
Bekendtgørelsen indeholder regler om Erhvervsstyrelsens gennemførelse af alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med sager indenfor den sektorspecifikke konkurrenceregulering.
Bekendtgørelse om priskontrolmetoder
Bekendtgørelsen fastlægger, hvilke priskontrolmetoder Erhvervsstyrelsen kan anvende i forbindelse med pålæggelse af en forpligtelse om priskontrol i en markedsafgørelse over for en udbyder med stærk markedsposition.
Bekendtgørelsen indeholder regler om, at visse udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal gennemføre regnskabsmæssig opsplitning af en række særskilte produktområder. Endvidere fastlægges detaljeringsgraden og principperne for aflæggelsen af produktregnskaberne.
Bekendtgørelsen giver adgang til koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger, og gælder for udbydere af elektroniske kommunikationsnet samt ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet ti bygninger.
Bekendtgørelse om adgang til det åbne internet og international roaming
Bekendtgørelsen indeholder tilsyns- og sanktionsbestemmelser til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om adgang til det åbne internet og roaming på offentlige mobiltelefonnet i Fællesskabet.
Bekendtgørelse om Teleklagenævnets virksomhed
Bekendtgørelsen indeholder de nærmere regler om Teleklagenævnets virksomhed, herunder regler om opkrævning af gebyr, indbringelse og behandling af sager samt afholdelse af nævnsmøder.
Bekendtgørelse om kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd
Vejledning til bekendtgørelse om kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd
Bekendtgørelsen indeholder de nærmere regler om, hvordan kommunalbestyrelser kan give støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd inden for de statsstøtteretlige regler for etablering af faste bredbåndsnet.
Bekendtgørelse om tilsyn med kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd
Reglerne om administration af frekvenser i Danmark findes i lov om radiofrekvenser (frekvensloven) samt i en række tilhørende bekendtgørelser. Der er bl.a. fastsat regler om frekvenstilladelser, auktioner og udbud, frekvensplan, radio- og tv-frekvenser og styrelsens tilsyn.
Bekendtgørelsen fastsætter regler om, hvilke frekvenser der kan anvendes uden tilladelse, og hvilke krav og vilkår der stilles, når frekvenserne anvendes. Herudover fastsættes der regler om kaldesignaler og regler for radioamatørprøver samt tavshedspligt.
Bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser
Bekendtgørelsen fastsætter regler om frekvenstilladelsers varighed, fornyelse af tilladelser, meddelelse til styrelsen om planer om overdragelse og udlejning af tilladelser samt tavshedspligt.
Bekendtgørelsen fastsætter, hvad de forskellige frekvenser må anvendes til i Danmark (tjenester og teknologier).
Bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat
Bekendtgørelsen fastsætter, hvilke væsentlige samfundsmæssige hensyn der fører til, at klima-, energi- og forsyningsministeren – i tilfælde af frekvensknaphed – træffer beslutning om, hvordan frekvenserne skal tildeles, f.eks. efter auktion. Herudover fastsættes retningslinjerne for, hvordan styrelsen skal prioritere og administrere den danske frekvensanvendelse.
Bekendtgørelse om gebyrer for prøver, certifikater, kaldesignaler og identifikationsnumre
Bekendtgørelsen fastsætter størrelsen af gebyrerne for deltagelse i radioamatørprøver og udstedelse af certifikater, kaldesignaler og identifikationsnumre på radioamatør- og luftfartsområdet.
Bekendtgørelsen fastsætter regler om begrænsninger i adgangen til frit at overdrage dele af frekvenstilladelser til en anden for tilladelser udstedt efter auktion eller udbud og for tilladelser til at anvende frekvenser til radio- og tv-formål.
Bekendtgørelse om depositum ved fremlysning af radiofrekvenser
Bekendtgørelsen fastsætter størrelsen på det depositum, som skal betales i forbindelse med deltagelse i en fremlysning over frekvenser, og fastsætter regler for betalingen og tilbagebetalingen af depositummet.
Bekendtgørelse om forsvarets anvendelse af radiofrekvenser
Bekendtgørelsen fastsætter regler for, hvordan forsvaret kan anvende frekvenser.
Bekendtgørelserne fastsætter regler om bemyndigelse af andre myndigheder og private organisationer til at varetage forskellige opgaver på bl.a. det maritime område og på luftfartsområdet.
Bekendtgørelse om henlæggelse af visse beføjelser til Søfartsstyrelsen
Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold med tilhørende bekendtgørelse fastsætter krav til radioudstyr, apparater og faste anlæg vedr. konstruktion, mærkning og dokumentation og stiller krav til de erhvervsdrivende, som sælger sådanne produkter og brugere, som anvender produkterne. Herudover fastsættes der regler om udpegning af bemyndigede organer og for deres virksomhed.
Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold
Loven er inddelt i kapitler, som vedrører både apparater, radioudstyr og fast anlæg, og i kapitler, som vedrører de enkelte produkttyper for sig.
Loven fastsætter regler for, hvilke pligter de enkelte erhvervsdrivende har i forhold til enkelte produkttyper, herunder krav om konstruktion, mærkning og dokumentation for, at produkterne er lovlige. Loven fastsætter endvidere regler for, hvordan Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur kan føre tilsyn med produkterne, og hvilke afgørelser styrelsen kan træffe, hvis produkterne eller de erhvervsdrivende ikke opfylder kravene.
Bekendtgørelse om radioudstyr og elektromagnetiske forhold
Bekendtgørelsen fastsætter regler om harmoniserede standarder, procedurer til vurdering af produkternes overensstemmelse med kravene, overensstemmelseserklæring, CE-mærkning og teknisk dokumentation. Bekendtgørelsen fastsætter endvidere regler om bemyndigede organer.
Bekendtgørelsen fastsætter, at reglerne i loven for apparater og faste anlægs vedkommende træder i kraft den 20. april 2016 og for radioudstyrs vedkommende den 13. juni 2016. Samme datoer ophæves de tilsvarende regler i den tidligere lov og bekendtgørelse.
Bekendtgørelse om radiogrænseflader
I bekendtgørelsen er der regler om, hvilke frekvenser der må anvendes med bestemt radioudstyr med de tekniske rammer og eventuelle begrænsninger for anvendelsen.
Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål kaldes også masteloven. Masteloven retter sig særligt mod teleoperatører samt lokale myndigheder og gælder for både landzone, sommerhusområder og byzone.
Lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v. kaldes i daglig tale graveloven.
Graveloven og tilhørende bekendtgørelser indeholder bl.a. regler om:
Gravelovens formål er at fremme konkurrencen i telesektoren og fremme en billigere og nemmere udrulning af bredbånd. Dette mål fremmes bl.a. ved at:
På teleområdet skelner man mellem udbydere og slutbrugere.
Som udbyder skal man opfylde kravene i bekendtgørelse om slutbrugerrettigheder på teleområdet. Udbydere er endvidere forpligtede til at lade sig registrere hos politiets centrale datasektion og til at overholde Justitsministeriets bekendtgørelse om generel og udifferentieret registrering af trafikdata fra og med den 30. marts 2024 til og med den 29. marts 2025 og opbevaring til og med den 29. marts 2026.
I nedenstående er det beskrevet, hvornår man anses for at være henholdsvis udbyder og slutbruger. Der er desuden også en generel vejledning om udbyderbegrebet, samt eksempler på, hvornår man er omfattet af begrebet, og hvornår man ikke er omfattet.
Begrebet ”udbyder” er defineret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (telelovens) § 2, nr. 1:
"Den, som med et kommercielt formål stiller produkter, elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester omfattet af denne lov til rådighed for andre.”
Endvidere står der i lovebemærkningerne til telelovens § 2, at:
”Enhver, der markedsfører og sælger produkter og elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester omfattet af lovforslaget til andre, anses for at være udbyder med de rettigheder, dette giver blandt andet i relation til netadgang. Det vil sige, at alle virksomheder, som på kommercielt grundlag betjener andre slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på at formidle dele af disses teletrafik, er omfattet af dette begreb”.
Bemærk, at det ingen betydning har, hvilke former for kommunikationsnet eller -tjenester, der bliver stillet til rådighed. Stiller man fastnet-, mobil- og internetforbindelser, samt trådløse forbindelser via hotspots til rådighed betyder derfor ikke noget for, hvorvidt man er omfattet af udbyderbegrebet eller ej. Ligeledes har det ingen betydning, om man selv har anlagt eller lejer sig ind på infrastruktur.
Centralt i udbyderbegrebet er, om tjenesten stilles til rådighed med kommercielt formål. Det kommercielle formål foreligger, hvis eksempelvis en virksomhed sælger eller markedsfører et produkt for at opnå en direkte eller indirekte fortjeneste. Det er uden betydning, om aktiviteten reelt medfører en fortjeneste. Stiller et hotel eksempelvis et hotspot op i lobbyen eller stiller internet/telefoni til rådighed på værelserne, uden at der opkræves særskilt betaling herfor, vil hotellet blive anset for udbyder, fordi udbuddet af forbindelsen sker for at gøre hotellet mere attraktivt, og dermed med det formål at opnå en fortjeneste.
Det kommercielle formål foreligger desuden, hvis der er tale om en aktivitet, som sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår, uanset om den pågældende virksomhed, forening, myndighed m.m. i det konkrete tilfælde søger at opnå en fortjeneste. Hvis eksempelvis en kommune udlejer lokaler til erhverv, og i den sammenhæng stiller internetadgang til rådighed for lejere, vil kommunen være udbyder i det konkrete tilfælde, fordi udlejning af erhvervslokaler sædvanligvis foregår på markedsmæssige vilkår, og fordi udbud af internetadgang i erhvervslokaler typisk sker for at gøre lejemålet mere attraktivt.
Offentlige institutioner
Som udgangspunkt vil offentlige institutioner, som f.eks. folkeskoler og biblioteker ikke være omfattet af udbyderbegrebet, selv om de tilbyder besøgende og brugere at kunne bruge internettet, idet formålet er almennyttigt.
Styrelsen har gennem tiden vurderet flere konkrete sager, hvor kommuner vil stille trådløst internet til rådighed i kommunens lokaler. I det omfang der er tale om tilrådighedsstillelse på eksempelvis biblioteket, rådhuset, i børnehaver eller skoler, eller andre institutioner, der fungerer på et ikke-kommercielt grundlag, har styrelsen vurderet, at kommunerne ikke er udbydere på kommercielt grundlag, og derfor ikke omfattet af telelovens udbyderbegreb.
I særskilte tilfælde kan offentlige institutioner dog blive omfattet af udbyderbegrebet.
I forbindelse med, at en lokal idrætsforening skulle afholde et e-sport-event, tilbød en skole at stille lokaler og internet til rådighed uden for skolens åbningstid. Energistyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurderede, at skolen ville blive omfattet af udbyderbegrebet i den anførte situation, idet tilrådighedsstillelse af internet og lokaler ville ske på et kommercielt grundlag. Styrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kun var skolens elever, der ville gøre brug af internettet og lokalerne.
I en anden sag ønskede en kommune at etablere internetadgang i et kulturhus til borgerne og brugerne. Samtidigt ønskede kommunen at udleje kulturhuset til private arrangementer og forpagte lokaler til en café. IT- og Telestyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurderede, at kommunen var omfattet af udbyderbegrebet. Styrelsen lagde vægt på, at kulturhuset ville omfatte forskellige tilbud, der involverede både brugerbetaling, forpagtning og/eller udlejning. Da internetadgangen var tilbudt som en del af cafétilbuddet, udlejning af mødelokaler og udlejning og benyttelse af kulturhusets sal, ville internetadgangen indgå som en del af det grundlag, som kommunen ville tjene penge på, og der forelå derfor et kommercielt formål.
I en tredje sag ønskede en kommune at etablere internet på kommunens plejehjem og andre institutioner med faste beboere. Her vurderede styrelsen, at kommunen ville blive udbyder, idet adgang til internet sædvanligvis efterspørges på markedsmæssige vilkår, også selv om kommunen ikke havde til formål at opnå fortjeneste herved.
Offentligt tilgængelige steder, som f.eks. en havn
I tre konkrete sager har henholdsvis IT- og Telestyrelsen og Erhvervsstyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurderet, at tre havne, der tilbød internetadgang til gæster, mens de ventede på færgen eller lå i havn med deres båd, var udbydere. I disse sager lagde styrelserne vægt på, at internetadgang i en færgeterminal eller på en båd er en aktivitet, der sædvanligvis efterspørges på markedsmæssige vilkår, også selvom havnen ikke har til formål at opnå fortjeneste herved.
I en fjerde sag, der drejede sig om, hvorvidt en mindre sejlklub var udbyder, vurderede IT- og Telestyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen), at sejlklubben ikke var omfattet af udbyderbegrebet, idet internetadgangen kun blev stillet til rådighed for dens medlemmer, samt lejlighedsvis til besøgende sejlere. Styrelsen lagde vægt på, at man kun kunne benytte tjenesten ved at få et login med adgangskode fra sejlklubben, samt at sejlklubben ikke blev drevet eller benyttet med et kommercielt formål.
I en konkret sag om et museum, der etablerede et særskilt lukket Wi-Fi-net til sine besøgende, vurderede Erhvervsstyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen), at museet ville være omfattet af udbyderbegrebet. Styrelsen lagde vægt på, at internetadgangen blev udbudt til alle gæster på museet på et dertil særskilt etableret net. Der var tale om en generel internetadgang, dvs. ikke kun målrettet særlige emner eller situationer. Udbuddet af internetadgangen blev derfor set, som minimum indirekte, at være en del af markedsføringen af museet og styrelsen vurderede derfor, at udbuddet af adgang til internettet ville ske med et kommercielt formål.
Ovenstående vurdering gjorde sig ligeledes gældende i en sag om, hvorvidt en fagforening var omfattet af udbyderbegrebet, når de stillede Wi-Fi-hotspots via et særskilt gæstenetværk til rådighed for sine medlemmer i fagforeningens venteværelse og kursuslokaler.
Sommerhusudlejning
Stiller man f.eks. en fastnetforbindelse og/eller internetadgang til rådighed i sit sommerhus med det formål at gøre det mere attraktivt at udleje sit sommerhus, kan man blive omfattet af udbyderbegrebet.
I en konkret sag, hvor sommerhusejeren kun udlejede sit sommerhus i begrænset omfang, vurderede styrelsen, at sommerhusejeren ikke var udbyder.
Virksomheder der låner internet ud til gæster o.l.
Virksomheder, der stiller internet til rådighed for sine eksterne samarbejdspartnere og kunder, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af udbyderbegrebet, hvis tjenesten bliver tilbudt gæster, der har et ærinde i virksomheden, samtidigt med at virksomheden ikke opkræver nogen form for betaling.
I en konkret sag vurderede den daværende IT- og Telestyrelse (nu Digitaliseringsstyrelsen), at en medicinalvirksomhed, der stillede internet til rådighed i receptionen for gæster, ikke var omfattet af udbyderbegrebet. I afgørelsen lagde styrelsen vægt på, at internettet kun blev stillet til rådighed for gæster med et ærinde i virksomheden og som var indregistreret i receptionen, samt at der ikke blev opkrævet betaling for brugen af tjenesten.
I en anden sag vurderede styrelsen, at en bank, der stillede internet til rådighed for medarbejdere og besøgende på de interne kontorer i banken, samt konsulenter og leverandører, der havde mulighed for at benytte internetadgangen i disse kontorer, ikke var omfattet af udbyderbegrebet. I vurderingen lagde styrelsen vægt på, at bankens lukkede internet kun var tilgængeligt for medarbejdere og andre samarbejdspartnere i forbindelse med deres ansættelsesforhold.
I bemærkningerne til telelovens § 2, stk. 1, beskrives det i øvrigt, at ”Storkunder, herunder virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med egne lukkede net, der alene tilvejebringer infrastruktur til eget brug, falder uden for begrebet, idet nettet ikke stilles til rådighed for andre”.
Caféer, hoteller, tankstationer, indkøbscentre, campingpladser osv.
Styrelsen har gennem tiden vurderet, at caféer, hoteller, tankstationer, indkøbscentre og campingpladser, der stillede internet til rådighed for deres gæster, var udbydere. Begrundelsen var, at styrelsen vurderede, at der forelå et kommercielt formål, idet der var tale om at gøre virksomheden mere attraktiv og derved opnå en højere fortjeneste.
Transportvirksomheder, der tilbyder internet
I en konkret sag, om et busselskab, der tilbød passagerne internet uden at opkræve betaling herfor, vurderede Erhvervsstyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen), at transportvirksomheden var omfattet af udbyderbegrebet, idet internetforbindelsen blev tilbudt som en ekstra service for selskabets passagerer med henblik på at opnå en styrkelse af selskabets goodwill og markedsværdi i forhold til konkurrenterne.
Biler med digitale tjenester
I en konkret sag spurgte en bilfabrikant, om denne var omfattet af udbyderbegrebet, når den tilbød en særlig concierge-funktion, som bl.a. kunne bestille bord for en på en restaurant. Energistyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurderede, at concierge service ikke kunne betragtes som tilrådighedsstillelse af en elektronisk kommunikationstjeneste i telelovens forstand. Styrelsen lagde vægt på, at servicen kun kunne anvendes til begrænsede formål i forbindelse med opkald til et call-center, og brugeren havde ikke mulighed for at blive stillet direkte igennem til restauranten.
Bilfabrikanten spurgte også, om muligheden for at foretage ”nødkald” var udbud af en elektronisk kommunikationstjeneste. Med ”nødkald” menes der i denne sag, en funktion, der bruges i tilfælde af, at bilen bryder sammen og som forudsætningsvis kun er anvendelig i meget afgrænsede tilfælde (nødkald) og da kun til kommunikation mellem hhv. en eller flere brugere i den pågældende bil, og en eller flere operatører i et callcenter eller en ”alarmcentral”. Tjenestens yderst begrænsede anvendelse taget i betragtning, var det Energistyrelsens (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurdering, at adgang til tjenesten ”nødkald” ikke betød, at der var tale om tilrådighedsstillelse af en elektronisk kommunikationstjeneste i telelovens forstand.
Hvis der derimod stilles et Wi-Fi-hotspot til rådighed, så vil der være tale om udbud af elektroniske kommunikationstjeneste i telelovens forstand, idet internetadgang via Wi-Fi er at betragte som en elektronisk kommunikationstjeneste. Om det er fabrikanten, forhandleren, udlejeren mv., der er udbyder af den elektroniske kommunikationstjeneste, vil bero på en konkret vurdering.
Hvornår er en forening udbyder og hvornår er den slutbruger?
Styrelsen oplever, at det nogle gange kan være svært for kollektivt organiserede kunder at skelne mellem, hvornår de er hhv. udbydere og slutbrugere.
Med kollektivt organiserede kunder menes der foreninger, som f.eks. boligforeninger, kollegier, antenneforeninger m.v.
Foreninger m.v., der anses for at være en udbyder
I en konkret sag om en lokal antenneforening med ca. 500 medlemmer vurderede Energistyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen), at antenneforeningen var udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i forbindelse med levering af bredbånd til foreningens medlemmer, idet foreningen også stod for etablering og udvidelse af infrastrukturen. I afgørelsen fandt styrelsen, at selv om foreningen ikke nødvendigvis opnåede nogen reel økonomisk fortjeneste på udbuddet af bredbånd, så var det en aktivitet, som sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår.
I en anden konkret sag argumenterede en boligforening, hvor en gruppe frivillige beboer stod for driften af det udbudte internet til foreningens beboere, at de ikke var udbydere. De argumenterede for, at de kunne betragtes som storkunde med adgang til eget lukket net jf. bemærkningerne til telelovens § 2, nr. 1, da internettet kun var til brug for boligforeningen. Energistyrelsen (nu Digitaliseringsstyrelsen) vurderede i denne sag, at udbuddet af internettet kunne betragtes som en aktivitet, der sædvanligvis tilbydes eller efterspørges på markedsmæssige vilkår, selvom tjenesten kun var til brug for beboerne i foreningen. Hvis internettet derimod kun var til rådighed for gruppen af frivillige beboere, kunne det argumenteres for at være en storkunde jf. ovenstående.
Ovenstående afgørelser er i overensstemmelse med lovbemærkningerne til teleloven, hvori det angives, at antenneforeninger m.v. efter en konkret vurdering vil kunne anses for at være udbydere i telelovens forstand. Dette gælder uanset, om antenneforeningen har til formål at tjene penge på udbuddet af, typisk, internettjenester.
Foreninger, der leverer tjenester til en ubegrænset kreds og hverver kunder på lige fod i konkurrence med traditionelle teleselskaber, vil blive anset for at være udbyder i telelovens forstand, idet udbuddet af tjenesten sker på markedsmæssige vilkår. Antenneforeninger vil derfor også være omfattet, hvis antenneforeningens udbud af tjenester sker på markedsmæssige vilkår.
Foreninger m.v., der ikke anses for at være en udbyder
Mindre antenne- og boligforeninger, kollegier m.m., der ikke ejer infrastruktur eller leverer elektroniske kommunikationsnet og -tjenester vil som udgangspunkt blive betragtet som slutbrugere, idet sådanne foreninger typisk har indgået aftaler om levering af tjenester med en anden udbyder. Udgangspunktet er det samme, selv om foreningen fx ejer infrastrukturen.
En boligforening, der har indgået en aftale med en bredbåndsudbyder om levering af bredbånd til foreningens beboere, vil ikke anses som værende en udbyder i telelovens forstand, idet det ikke er boligforeningen, der udbyder bredbånd til beboerne, selv om fx fibernettet i den pågældende ejendom er boligforeningens.
Beboerne i boligforeningen har selv indgået et kontraktforhold med den pågældende bredbåndsudbyder, og selve betalingen for ydelsen foregår derfor til bredbåndsudbyderen og ikke til boligforeningen. Dette betyder derfor også, at hvis der er mangler ved den ydelse, der bliver leveret, så vil beboerne skulle rette henvendelse til bredbåndsudbyderen og ikke til boligforeningen. Uanset om det er foreningen eller de enkelte medlemmer, der afregner med udbyderen, vil foreningen og dets medlemmer blive betragtet som slutbrugere.
Begrebet ”slutbruger” er defineret i telelovens § 2, nr. 3:
”Slutbruger: Bruger af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som ikke på kommercielt grundlag stiller de pågældende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til rådighed for andre.”
Slutbrugere er brugere af tjenester, som ikke videresælger teletjenester. Slutbrugere kan både være forbrugere og erhvervsdrivende. En slutbruger kaldes også abonnenten og er den kunde, der betaler for ydelsen. En slutbruger kan overlade brugen af abonnementet til en anden (brugeren), fx et barn eller en ansat.
Det kræver ikke autorisation at drive televirksomhed i Danmark, men alle udbydere skal registrere deres virksomhed hos politiets centrale datasektion.
En række virksomheder, foreninger, myndigheder m.m. har løbende henvendt sig for at få afklaret, om de var omfattet af udbyderbegrebet. Henvendelserne har i særlig grad været motiveret af logningsbekendtgørelsen, der fra september 2007 har forpligtet udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere til at registrere og opbevare (logge) oplysninger om teletrafik, der genereres eller behandles i udbyderens net.
Logningsbekendtgørelsen administreres af Justitsministeriet, men pligten til at logge oplysninger om teletrafik påhviler alene virksomheder m.fl. omfattet af telelovens udbyderbegreb. Spørgsmål om, hvorvidt man er omfattet af udbyderbegrebet, hører derfor under styrelsen, mens spørgsmål om logningspligtens omfang, f.eks. hvad man skal logge, hører under Justitsministeriet.
Er der nogen ydelser, som teleselskaberne er forpligtede til at levere til alle, som beder om det?
Ifølge teleloven skal alle forbrugere i landet have adgang til visse basale teleydelser på rimelige vilkår og til rimelige priser. Det sikrer den såkaldte forsyningspligt.
Digitaliseringstyrelsen udpeger en eller flere selskaber til at levere ydelser under forsyningspligten.
TDC Net og Nuuday er i dag udpeget til at levere:
Frem til den 1. oktober 2022 var der forsyningspligt på taletelefoni, men denne forsyningspligt blev ophævet med den begrundelse, at alle danskere kan få taletelefoni til en rimelig pris og kvalitet på markedsvilkår.
Forsyningspligten omfatter heller ikke bredbåndsforbindelser. Priser og udbud på bredbåndsforbindelser og telefonforbindelser er således alene reguleret af konkurrencen på telemarkedet.
Forsyningspligtbekendtgørelsen indeholder information om, hvorledes nye forsyningspligtudbydere udpeges, hvorledes de nærmere vilkår for forsyningspligten fastsættes, krav til indhold af kontrakt med slutbrugeren, prisregulering samt mulighederne for at få dækket underskud ved levering af forsyningspligtydelserne.
Aftalen fra juni 2013 skal give forbrugerne bedre overblik over mobilforbruget og bedre information om, hvad man gør, når mobilen bliver stjålet. Samtidig arbejdes der for en bedre mærkning af mobiltelefoners antennekvalitet og en evaluering af private prissammenligningssider.
Mobilmarkedet er præget af stærk priskonkurrence. Dette er som udgangspunkt en stor fordel for forbrugerne, som får mulighed for mere fordelagtige priser og nye teknologier og tjenester. Disse forhold bevirker imidlertid samtidig, at mobilmarkedet for nogle forbrugere kan være vanskeligt at overskue.
Der er derfor blevet indgået en aftale om nogle tiltag, der skal gøre mobilområdet mere gennemsigtigt. Aftalen er blevet til efter forhandling mellem Forbrugerrådet, Teleindustrien, Hi3G, Dansk Industri (DI ITEK) og Dansk Energi.
Ved ændringslov nr. 1883 af 8. december 2021 blev teledirektivets artikel 2, nr. 7, om nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester implementeret i dansk ret.
Begrebet er defineret i telelovens § 2, nr. 20:
”En tjeneste, som normalt ydes mod betaling, og som muliggør direkte interpersonel og interaktiv informationsudveksling via elektroniske kommunikationsnet mellem et afgrænset antal personer, hvor de personer, der indleder eller deltager i kommunikation, bestemmer, hvem modtageren eller modtagerne skal være. Tjenesten omfatter ikke tjenester, der blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste. Tjenesten etablerer ikke forbindelse til offentligt tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner, og muliggør ikke kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner”.
De traditionelle kommunikationstjenester baserer sig på numre i den danske nummerplan og omfatter fastnet- og mobiltelefoni fra teleselskaberne, og også internetbaseret telefoni i de tilfælde, hvor tjenesten anvender numre til dirigering af et opkald som f.eks. Skype Out.
NUIK-tjenester er imidlertid tjenester, som hovedsageligt anvendes til kommunikation mellem mennesker, men som ikke anvender numre til dirigering, hvilket også fremgår af definitionen i telelovens § 2, nr. 20. Der er således tale om tjenester, som ikke muliggør kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner.
Den blotte anvendelse af et nummer som et identifikationsmiddel bør ifølge teledirektivets betragtning 18 ikke i sig selv betragtes som tilstrækkeligt til, at en tjeneste anses som en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste. Det vil altså sige, at selv om en webbaseret telefontjeneste fx anvender et nummer til at identificere brugere, så betyder det ikke, at tjenesten er nummerbaseret. Tjenesten kan derfor godt være en NUIK-tjeneste.
Af bestemmelsens ordlyd fremgår det endvidere, at en NUIK-tjeneste ikke omfatter tjenester, der blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste. Et eksempel herpå kunne være en situation, hvor kommunikationsmuligheden er knyttet til en anden hovedfunktion (fx salg af varer), hvor muligheden næsten ikke benyttes af slutbrugerne, og hvor kommunikationen er der for at understøtte hovedfunktionen. På Erhvervsstyrelsens hjemmeside er der opsat en række eksempler på, hvornår kommunikationsmuligheden er af en mindre støttefunktion med den betydning, at der ikke vil være tale om en interpersonel kommunikationstjeneste.
Slutbrugere anvender i stigende grad internetbaserede tjenester, som fx internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester, i stedet for traditionelle talekommunikationstjenester og sms, hvorfor der har været behov for en særskilt definition af disse tjenester, herunder en udvidelse af anvendelsesområdet for de teleretlige regler til at omfatte disse tjenester. I bemærkningerne til teleloven fremgår det, at beskedtjenester som WhatsApp og Messenger omfattes af begrebet NUIK-tjenester. Andre beskedapps o.l. vil efter en konkret vurdering kunne være omfattet af begrebet NUIK-tjenester.
Titel: Hovedpostkasse
E-mail: tele@digst.dk
