Registreringspligt og hændelsesindberetning

Virksomheder omfattet af NIS 2-loven er underlagt registreringspligt og krav om hændelsesindberetning. Her kan du læse mere om, hvad reglerne indebærer.


Registreringskrav og tidsfrister

Registreringen sker via en formular på virk.dk med MitID. Hvis en enhed opererer i flere sektorer, skal den afkrydse alle relevante sektorer, hvorefter registreringen automatisk fordeles til de rette myndigheder.

Efter registreringen modtager virksomheden en kvittering på skærmen og via Digital Post.

Virksomheder, der er omfattet af NIS 2, skal registrere sig senest d. 1. oktober 2025.

Særlig om registrering for virksomheder omfattet af Digitaliseringsstyrelsens sektoransvar

For en række af de virksomheder, der er omfattet af NIS 2, er udgangspunktet, at man skal lade sig registrere i det land, hvor virksomheden er etableret. Der gælder imidlertid andre regler for de fleste virksomheder, der udbyder digitale tjenester, og som dermed er omfattet af Digitaliseringsstyrelsens sektoransvar. Udgangspunktet i disse tilfælde er, at virksomheden skal lade sig registrere i den medlemsstat, hvor hovedforretningsstedet er placeret.

Læs mere om hovedforretningsstedsreglen og enhedstyper under Digitaliseringsstyrelsens sektoransvar på siden Hvad er kravene?.

 

Se vejledning til registrering på Styrelsen for Samfundssikkerheds hjemmeside

Hændelsesunderretning og tidsfrister

Alle virksomheder, der er omfattet af NIS 2, skal underrette om væsentlige hændelser til den sektoransvarlige myndighed og CSIRT’en. Underretningspligten trådte i kraft den 1. juli 2025. Underretninger om væsentlige hændelser skal ske via virk.dk. Underretningen bliver automatisk sendt videre til de relevante sektoransvarlige myndigheder og CSIRT’en.

Du kan læse mere om hændelsesunderretning i Styrelsen for Samfundssikkerheds vejledning (pdf). Du skal dog være opmærksom på, at vejledningens kapitel 1 om hændelser ikke er dækkende for udbydere, der er omfattet af den digitale sektor.