NIS 2-lovens regler om jurisdiktion afgør, hvornår danske myndigheder har ansvar for at håndhæve reglerne over for enheder, der er underlagt NIS 2. Hvis en enhed er under dansk jurisdiktion, vil det være i Danmark, at enheder skal registrere sig (NIS 2-lovens §§ 9 og 10) og i øvrigt foretage underretning om væsentlige hændelser (NIS 2-lovens §§ 12 og 13).
Den generelle jurisdiktionsregel omfatter enheder, der er inden for en sektor under NIS 2, og som er ”etableret i Danmark” jf. NIS 2-lovens § 2, stk.1. Der gælder dog en særlig jurisdiktionsregel i NIS 2-lovens § 2, stk. 2, for en række serviceenheder i den digitale sektor:
• DNS-tjenesteudbydere,
• topdomænenavneadministratorer,
• enheder, der leverer domænenavnsregistreringstjenester,
• udbydere af henholdsvis cloudcomputingtjenester, datacentertjenester, indholdsleveringsnetværk,
• Udbydere af administrerede tjenester, administrerede sikkerhedstjenester,
• Udbydere af onlinemarkedspladser, onlinesøgemaskiner og platforme for sociale netværkstjenester.
For denne gruppe af enheder vil der alene være jurisdiktion for den medlemsstat, hvor de har ”hovedforretningssted” jf. NIS 2-lovens § 2, stk. 2 (NIS 2-direktivets artikel 26, stk. 1, litra b). Samtidig betyder det også, at det alene vil være det land, hvor hovedforretningsstedet er, der har jurisdiktion over den pågældende enheds aktiviteter vedr. den digitale sektor. Bemærk at hovedforretningsstedsreglen alene gælder for den type tjenester, der er nævnt ovenfor..
Definitionen af, hvad der anses som et ”hovedforretningssted”, findes i NIS 2-lovens § 2, stk. 3. Et hovedforretningssted vil oftest være i den medlemsstat, hvor beslutningerne vedrørende foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici overvejende træffes. Læs mere her (indsæt link til den relevante side på digst.dk).
Leverer man som enhed både en af de ovennævnte tjenester og en anden tjeneste i NIS 2-lovens bilag 1 eller 2, kan man falde ind under flere jurisdiktionsregler, således at man som enhed vil skulle registrere sig i flere sektorer samt evt. i flere EU-lande. Læs mere herom under ”Kan man være omfattet af flere forskellige jurisdiktionsregler?”.