(Tilføjelse søndag d. 26. juni 2022: En teknisk ændring er blevet foretaget hos Nets, som har genetableret normal drift af NemID.) NemID har siden den 21. juni været ramt af nedbrud, og der er stadig NemID-brugere, som ikke kan benytte deres NemID. Ligeledes er der offentlige og private it-systemer, som er påvirket af problemerne med NemID. Nets, som er ejer og administrator af løsningen, arbejder fortsat på at stabilisere driften. Digitaliseringsstyrelsen tager situationen meget alvorligt.
NemID har, siden tirsdag aften, været ramt af nedbrud. Nets, som ejer og driver NemID-løsningen, har siden da arbejdet på at løse udfordringerne. Nogle af de først forekommende udsving er blevet løst, men der er fortsat nogle NemID-brugere, som ikke kan logge ind og godkende handlinger med NemID. Ligeledes er der på nogle offentlige og private it-systemer udfordringer som følge af problemerne med NemID. Nets arbejder fortsat på at stabilisere driften.
Det er dybt utilfredsstillende for alle parter, at den nationale digitale ID-løsning kan blive ramt af så omfattende et nedbrud, som strækker sig over så lang tid. Digitaliseringsstyrelsen ser med største alvorlighed på nedbruddet og er i løbende dialog med leverandøren. Nets skal for nuværende fokusere alle kræfter på at løse problemet, men så snart normaldriften er genoprettet, skal Nets levere en grundig redegørelse for hele forløbet, herunder hvordan det sikres, at noget sådan ikke kan gentage sig.
Har man fået MitID, kan MitID benyttes til at logge på de fleste systemer. Har man endnu ikke fået MitID, kan man med fordel oprette sig som MitID-bruger via sin bank eller direkte i MitID-appen, hvis man har et gyldigt dansk, grønlandsk eller færøsk pas, og man har adgang til en telefon, der kan scanne passet.
Digitaliseringsstyrelsen opdaterer løbende statusmelding på vores hjemmeside, digst.dk, når vi får meldinger fra Nets om, at situationen har ændret sig. Ligeledes vil vi på digst.dk meddele, når problemerne er løst og driften er stabiliseret. Vi forstår behovet for mere information blandt både borgere, virksomheder og myndigheder, hvilket vi har rejst over for Nets. Man kan holde sig opdateret om driftsstatus på Digitalisér.dk/services.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.