Sluttidspunktet for udrulningen til MitID nærmer sig: Nu går overgangen fra NemID til MitID ind i en ny fase

25-10-2022
It-løsninger

Siden lanceringen har 4,7 mio. fået MitID. Efter den 31. oktober kan man ikke længere oprette MitID via sin bank, ligesom det fremover er slut med at bruge NemID i banken og til at betale på nettet. Man vil dog fortsat kunne få MitID på andre måder, ligesom man fortsat vil kunne anvende NemID på offentlige selvbetjeningsløsninger et stykke tid endnu.

MitID som app, kodeviser eller kodeoplæser har efterhånden indfundet sig i de fleste danske hjem. 4,7 mio. har i dag fået MitID, som er vores nye primære digitale ID. Oprindeligt var det den 30. juni, der markerede sluttidspunktet for at få MitID, men på grund af det store pres i Borgerservice, blev tidspunktet flyttet til den 31. oktober. Det har betydet, at endnu flere borgere har haft mulighed for at komme forbi Borgerservice og få hjælp til at oprette MitID.

I overgangsperioden har både bankerne, Borgerservice og MitID supporten gjort en stor indsats for at få flyttet de mange brugere trygt og sikkert fra NemID til MitID. Understøttelse af MitID hos Borgerservice fortsætter, også efter at det er slut med at få MitID via banken, ligesom det fortsat også er muligt at få hjælp hos MitID supporten og ligeledes hos bankernes support til spørgsmål om brug af MitID i banken.

Man vil efter den 31. oktober fortsat kunne benytte NemID til alle offentlige og nogle private selvbetjeningsløsninger, men MitID er nu den primære ID-løsning i Danmark. Tidligere i oktober blev MitID gjort til standardvalget, når man skal logge ind på offentlige selvbetjeningsløsninger som fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk.

Over en periode vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID, og når NemID efterhånden udfases på forskellige selvbetjeningsløsninger, vil man ikke kunne bruge disse, før man har fået MitID. Det betyder, at hvis man har NemID i dag og gerne vil fortsætte med at betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID. NemID lukker endeligt den 30. juni 2023.

Grunden til, at NemID skal pensioneres, er behovet for ny og fremtidssikker ID-løsning, som lever op til de nyeste internationale sikkerhedskrav, og som ruster det digitale Danmark til fremtidens digitale udfordringer og muligheder.

Få MitID efter den 31. oktober 2022

Der er ikke krav om, at man skal have MitID, ligesom der heller ikke har været krav om, at man skulle have NemID. Derfor findes der heller ikke præcise tal for, hvor mange der eventuelt mangler at få MitID. Med 4,7 mio. registrerede MitID-brugere, har langt de fleste brugere over 13 år over de seneste 13 måneder fået oprettet et MitID. Hvis man er en af de få, som ikke har fået MitID endnu, er det ikke for sent. Man kan oprette MitID på MitID.dk, ved at scanne sit pas i MitID appen eller ved at besøge Borgerservice – også efter den 31. oktober 2022.

Har man efter den 31. oktober ikke adgang til sin net- eller mobilbank og har man ikke mulighed for at oprette MitID på MitID.dk, med pas eller for at besøge Borgerservice, skal man kontakte sin bank.

Har du ikke fået MitID endnu?

Der er stadig mulighed for at få MitID. Der er flere måder at få MitID på:

Få MitID på mitid.dk

Du kan få MitID på mitid.dk, hvis du har NemID. Du skal desuden have adgang til SMS eller e-mail, hvor du vil modtage informationer, som du skal bruge undervejs.

Få MitID med pas

Du kan bruge dit pas og MitID appen til at få MitID. MitID appen kan aflæse en chip i dit pas og dermed bekræfte, hvem du er. Det kan være et alternativ til at gå i Borgerservice.

Få MitID i Borgerservice

Du kan få MitID i Borgerservice. Husk at bestille tid i Borgerservice og medbring gyldig legitimation.

Om MitID

Det er Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, der står bag MitID.

MitID skal bruges til alt det, vi er vant til at bruge NemID til, fx at logge på netbank, borger.dk og kommunikere med det offentlige. Med MitID styrkes sikkerheden, så det også i fremtiden vil være trygt at benytte sit digitale ID på nettet.