Bodil Jørgensen hjælper igen i år danskerne med at undgå identitetssvindel
27-09-2023Svindlere kan være svære at gennemskue – særligt når de udgiver sig for at være banker og myndigheder for at få fat i dine personlige oplysninger. Derfor genlancerer Digitaliseringsstyrelsen igen i år sin populære kampagne med den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen, der giver danskerne gode huskeråd. Bag kampagnen står også KL, Danske Regioner, Finans Danmark og Politiet.
Banker og offentlige myndigheder vil aldrig uopfordret bede dig overføre penge, ligesom de heller ikke vil bede om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.
Sådan lyder hovedbudskabet, som danskerne igen i år vil støde på, når Bodil Jørgensen toner frem i små reklamefilm på blandt andet TV, i biograferne og sociale medier. Det er Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Finans Danmark og Politiet som står bag kampagnen, der i dag genlanceres i forbindelse med cybersikkerhedsmåneden i oktober.
Nye råd – smæk røret på, lad vær’ at klikke
Og i år kan et par nye råd også høres i kampagnen: ”Smæk røret på og lad vær’ at klikke”, hvis du får et opkald eller en mail med links fra nogen, der udgiver sig for at være fra en bank eller en myndighed, lyder det fra Bodil Jørgensen i kampagnen.
Alt for ofte udsættes borgere nemlig for svindelforsøg, hvor kriminelle forsøger at franarre personlige oplysninger. Og det kan være svært at gennemskue et svindelforsøg, for svindlerne er blevet dygtige til at fremstå troværdige, når de enten via telefonopkald, sms eller e-mail prøver at lokke brugernavne, kodeord og andre personlige oplysninger ud af folk.
Et kneb, svindlerne ofte anvender, er, at udgive sig for at være fra en troværdig instans – fx banken, politiet eller en anden myndighed.
”Digitalisering indgår rigtig mange steder i vores hverdag – også når vi kommunikerer med lægen online, tjekker vores netbank eller sender Digital Post til kommunen. Det udnytter svindlerne desværre, og derfor er det vigtigt løbende at minde danskerne om, at banker og offentlige myndigheder aldrig bare ringer dig op, sms’er eller sender en mail, hvor de spørger efter dine personlige oplysninger. Modtager du sådan et opkald – eller en mail med et link– så smæk røret på og lad være med at klikke”. - Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.
Kampagnen består igen i år af små humoristiske film til TV, biografer og sociale medier og radiospots. Derudover vil bogmærker blandt andet blive omdelt til landets biblioteker sammen med plakater til tryk og film til infoskærme.
Hvis du har mistanke om eller opdager, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt, kan du altid kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på telefon 33 37 00 37.
Læs mere om kampagnen på sikkerdigital.dk/identitetstyveri