Europa-Kommissionen har en stor rolle i implementering af forordningen bl.a. ift. at lave vejledning og sikre ensartet implementering og håndhævelse på tværs af medlemsstater.
Europa-Kommissionen etablerede i maj 2024 enheden AI-Office (på dansk; AI-kontoret), der skal holde øje med håndhævelsen af AI-forordningen i samarbejde med medlemslandene.
AI-Office arbejder på at sikre, at kunstig intelligens respekterer borgernes rettigheder. Enheden understøtter også samarbejde, innovation og forskning inden for kunstig intelligens blandt forskellige interessenter på tværs af EU og internationalt.
De fleste medlemslande er på nuværende tidspunkt meget tidligt i processen med implementeringen af AI-forordningen. Digitaliseringsstyrelsen arbejder sammen med andre EU-lande for at lette en ensartet og effektiv anvendelse af AI forordningen. Dette gøres igennem AI Board.
AI Board (på dansk; AI-udvalget) består af repræsentanter fra hvert enkelt EU-medlemsland og har til opgave at bistå Kommissionen og medlemslandende. AI Boardets rolle består konkret i bl.a. at bidrage til koordinering og samarbejde mellem nationale myndigheder med det formål at sikre en ensartet implementering af forordningen i EU.
Et af AI Boardets hovedansvarsområder er at yde vejledning om gennemførslen af forordningen for at sikre, at AI-forordningen er let at forstå og implementere. Dette gøres bl.a. gennem udviklingen af vejledninger.
En del af AI Boardets arbejde består i udviklingen af vejledning om forskellige emner, herunder;
• Definition af AI
• Forbudte anvendelser af AI
• AI-færdigheder
• Skelnen mellem udbyder og idriftsætter
AI-Office varetager sekretariatsfunktionen for AI-Board
Digitaliseringsstyrelsen spiller en aktiv rolle i implementeringen, rådgivningen og vejledningen vedrørende forordningen, idet styrelsen deltager i AI Board.
Desuden deler Digitaliseringsstyrelsen løbende høringer fra AI Office på bl.a. DIGST.dk og gennem vores nyhedsbrev. EU efterspørger løbende input - følg også gerne med direkte på AI Office website.
Område: Kontor for digital regulering og tilsyn
E-mail: AIA@digst.dk