Styrelsen har i overensstemmelse med de statsstøtteretlige regler for etablering af faste bredbåndsnet fastsat regler for, hvordan kommunalbestyrelser kan give støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd.
Reglerne er fastsat i bekendtgørelse om kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd.
På denne side finder du nærmere vejledning om, hvilke regler der gælder, og hvordan der kan ydes kommunal støtte til etablering af net til højhastighedsbredbånd.
Ordningen har en varighed på 2 år, og den løber fra 1. juli 2024 – 30. juni 2026.
Inden for ordningen kan der maksimalt kan ydes støtte på 200 millioner kroner. Ordningens varighed kan derfor udgøre mindre end 2 år, hvis loftet, for hvor meget støtte der kan gives, rammes inden de 2 år. Finansieringen skal komme fra kommuners egne budgetter.
Styrelsen vil efter udløbet af pilotperioden evaluere ordningen med henblik på at vurdere, om den skal fortsætte, herunder om der skal foretages tilpasninger i ordningen.
Denne hjemmeside vil blive opdateret løbende, hvis der opstår behov herfor.
En kommune kan ikke frit vælge de adresser, som kommunen yder støtte til. Dette skyldes de europæiske statsstøtteregler, som fastlægger rammerne for, hvilke adresser der kan modtage statsstøtte.
Inden kommunen begynder at arbejde videre med idéen om at afholde et udbud under den kommunale støtteramme, skal kommunen først undersøge, om der findes støtteberettigede adresser i den pågældende kommune.
Her er det kort beskrevet, hvem der kan indgive en ansøgning under ordningen, herunder hvad man skal være særligt opmærksom på.
Reglerne om indgivelse af ansøgning om forhåndsgodkendelse fremgår af §§ 5 og 6 i bekendtgørelsen om den kommunale støtteramme, og de er nærmere beskrevet i afsnit 5 i den tilhørende vejledning.
Opgaven med etablering af net til højhastighedsbredbånd – og dermed støtten – tildeles en tilbudsgiver på baggrund af en åben, transparent og ikkediskriminerende teknologineutral udbudsprocedure, der skal gennemføres i overensstemmelse med udbudsloven.
I denne forbindelse skal det sikres, at det økonomisk mest fordelagtige tilbud vælges.
Der skal derfor på forhånd i udbuddet fastlægges objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kvalitative tildelingskriterier, og den relative vægtning af hvert kriterie skal angives. De kvalitative tildelingskriterier skal afvejes mod det ønskede støttebeløb. Ved ensartede kvalitetsvilkår, skal den tilbudsgiver, der anmoder om det laveste støttebeløb, tildeles opgaven og modtage støtte.
De nærmere vilkår for udbudsmaterialet fastsættes af de respektive kommuner, men der er dog en række krav, der skal overholdes, og som kommunerne derfor skal indarbejde i deres udbudsmateriale.
Kravene fremgår i 10-15, 18, 22-25, jf. § 9, stk. 2, i bekendtgørelsen, og de er beskrevet nærmere i afsnit 4 i den tilhørende vejledning, som afsluttes med en opsummering af de punkter, kommunen skal huske at indarbejde i udbudsmaterialet.
Herudover skal kommunen selvfølgelig opfylde de krav til udbudsmaterialet, som følger af udbudsloven.
Her vil være en oversigt over de ansøgninger, styrelsen modtager, og som fremgår på listen over forhåndsgodkendelse. Oversigten vil også vise, hvornår de enkelte udbud forventes at blive igangsat.
Bekendtgørelsen om den kommunale støtteramme har hjemmel i § 60 d, stk. 1 og 2, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022, som ændret ved lov nr. 1555 af 12. december 2023.
Der er tale om en udmøntning af et initiativ fra den telepolitiske aftale af 21, december 2021, som skal sikre klare rammer for, hvordan kommuner kan yde støtte til etablering af bredbåndsnet.
Støtteordningen administreres i overensstemmelse med Europa-Kommissionens forordning nr. 651/2014/EU af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (den generelle gruppefritagelsesforordning) med senere ændringer, EU-Tidende 2014, nr. L 187, s. 1.
I medfør af den generelle gruppefritagelsesforordning skal den støtte, der overstiger 100.000 euro, indberettes i et offentligt register. Formålet hermed er at sikre transparens om den støtte, der tildeles.
Støtten skal indberettes i Kommissionens web-system TAM, og den skal indberettes senest 6 mdr. efter tildeling. Hvis fristen ikke overholdes vil der være tale om ulovlig støtte.
Styrelsen fører herudover tilsyn med de projekter, som kommunerne igangsætter. Rammerne for styrelsens tilsyn er fastsat i en bekendtgørelse.
Offentlige myndigheder, der yder statsstøtte, er forpligtede til at rapportere herom til Kommissionen. Det er kommunens eget ansvar at sikre, at dette sker, og at de tidsfrister, der er i relation hertil, overholdes. I vejledningen er det nærmere beskrevet, hvilke forpligtelser en kommune skal overholde. De er dog også kort beskrevet nedenfor.
Titel: Hovedpostkasse
E-mail: tele@kds.dk
Styrelsen har udarbejdet en vejledning til den kommunale støtteramme. Vejledningen har til formål at uddybe og specificere de krav, der stilles til kommunerne, herunder særligt med henblik på at sikre overholdelsen af EU’s statsstøtteregler.