Det er en forudsætning, at et projekt har været annonceret i 2025 i mindst 3 uger på styrelsens hjemmeside for at få tilskud fra Bredbåndspuljen.
Fristen for at annoncere et projekt er den 25. september 2025.
Formålet er, at bredbåndsudbyderne kan orientere sig om projekterne og få mulighed for at give tilbud på et eller flere af projekterne.
Når I annoncerer jeres projekt, skal I angive antallet af adresser, der søger tilskud. Det vil sige, at I skal vælge det interval som antallet af adresser ligger inden for. I skal også angive kontakt oplysninger, herunder mail og telefonnummer, på den kontaktperson, som udbyderne kan kontakte for yderligere oplysninger om projektet. Oplysningerne vil fremgå på annonceringslisten som offentliggøres på styrelsens hjemmeside.
Jeres personoplysninger indgivet i forbindelse med annoncering til Bredbåndspuljen 2025 behandles i overensstemmelse med Digitaliseringsstyrelsens politik for behandling af personoplysninger. Læs mere om styrelsens behandling af personoplysninger.
I annoncerer projektet ved at udfylde skemaet til annoncering og trykke på ”Indsend annoncering”.
Vis Skema til annoncering
Der kan gå 2-3 dage fra I har indsendt annonceringen, til projektet vil fremgå af annonceringslisten på hjemmesiden. Dato for hvornår projektet er annonceret og annonceringsfristen vil fremgå af annonceringslisten, og styrelsen vil sikre, at kravet på de 3 ugers annoncering er overholdt.
Jeres projekt vil fremgå af annonceringslisten i hele perioden, fra I sender annonceringen frem til fristen for at indsende en ansøgning til Bredbåndspuljen. Det betyder, at I vil kunne modtage tilbud fra en udbyder også efter de 3 uger.
Såfremt I har behov for at justere annonceringen, kan I rette henvendelse til styrelsen på bredbaandspuljen@sdfi.dk. Med mindre der er tale om bagatelrettelser, vil der være behov for, at styrelsen fjerner den oprindelige annoncering fra hjemmesiden, hvorefter I kan oprette en ny annoncering med en ny 3 ugers frist. Annonceringen kan ikke ændres, når fristen for at indsende en annoncering er udløbet.
Der skal være en høj grad af identifikation mellem det projekt, der har været annonceret og det projekt, der efterfølgende søges tilskud til. Hvis der ikke er det, fx at der ikke er rimelig identifikation mellem antallet af adresser i det annoncerede projekt og antallet i det ansøgte projekt, kan styrelsen blive nødsaget til at afvise en ansøgning. Afgørelsen vil bero på en konkret vurdering af det samlede projekt.
I kan altid annoncere flere projekter, hvis I er i tvivl om antallet af adresser, men inden ansøgningsfristen må I beslutte, hvilket projekt I vil gå videre med. Selvom en adresse godt kan indgå i flere annoncerede projekter, kan den kun indgå i én ansøgning.
Først efter datoen, hvor annonceringen udløber - fremgår af annonceringslisten - må I vælge den udbyder, I ønsker at indgå aftale med. Listen fremgår under "Information til bredbåndsudbydere" i menuen til venstre. Styrelsen anbefaler, at I annoncerer i god tid, så I har god tid til at indgå den endelige aftale med en udbyder om projektet efter annonceringen.
Det er en forudsætning for at ansøge om tilskud, at I har fået et tilbud fra en udbyder og indgået en partnerskabsaftale. Læs mere om partnerskabsaftalen under ”Trin 7 - Vælg bredbåndsudbyder”
Hvis jeres annonceringsfrist nærmer sig, og I ikke har modtaget noget tilbud fra en udbyder, anbefaler vi, at I tager kontakt til relevante udbydere i jeres område og gør dem opmærksom på jeres projekt. På listen over bredbåndsudbydere, kan I se, hvilke udbydere, der har tilkendegivet interesse for Bredbåndpuljen.
Se listen over bredbåndsudbydernes kontaktpersoner.
Efter projektet er annonceret, og fristen udløbet, er næste trin at vælge bredbåndsudbyder.