Bedre hjælp til personlige oplysninger på borger.dk

Borgere, der er udfordret af det digitale, kan få hjælp af pårørende eller andre nære relationer til at følge med i deres personlige oplysninger på Mit Overblik.

Med en indsigtsfuldmagt til Mit Overblik på borger.dk kan man læse med i en andens personlige oplysninger. På den måde kan man som pårørende hjælpe et familiemedlem eller en anden nært relateret, der har svært ved det digitale, med at få overblik over igangværende sager og ydelser fra det offentlige.

Man kan læse med – men ikke handle på vegne af den, man hjælper.

Denne indsigtsfuldmagt har været efterspurgt bredt i kommunerne, blandt borgere og af Digitaliseringsstyrelsens Netværk for digital inklusion, og indgår som en indsats i den fællesoffentlige vision for Mit Overblik 2025-2028. Løsningen er blevet til med inddragelse af KL, kommunerne og brugere.

I første omgang vil en indsigtsfuldmagt give adgang til at se kommunale oplysninger og oplysninger fra Udbetaling Danmark. Det kan fx være bevilget hjemmehjælp fra kommunen og udbetaling af pension og boligstøtte. I løbet af de kommende år vil flere oplysninger blive tilgængelige på Mit Overblik.

Hvad er Mit Overblik på borger.dk?

Mit Overblik er en personlig side på borger.dk, der samler oplysninger om borgeren fra offentlige systemer – oplysninger, der ikke normalt vises samme sted. Hvad man præcis kan se på Mit Overblik, afhænger af den kommune, man bor i, og hvor meget kontakt man har med offentlige myndigheder.

4 ting, myndigheder skal være opmærksomme på:

  1. En fuldmagt giver adgang til hele indholdsområder: Der er 6 forskellige indholdsområder at vælge imellem, når der oprettes en indsigtsfuldmagt til en andens Mit Overblik. Fuldmagtshaver får adgang til at se alle oplysninger inden for de enkelte områder. Fx vil en fuldmagt til området ’Sager’ give adgang til alle de sager, en borger har med forskellige myndigheder. Derfor er det godt at hjælpe med at tjekke, at borgeren ikke giver adgang til flere informationer, end borgeren egentlig har lyst til at dele.
  2. Vis, hvordan fuldmagten bruges: Det er en god idé at vise, hvordan fuldmagten bruges, når den er trådt i kraft. Fuldmagtshaver skal logge på Mit Overblik med sit eget MitID og derefter trykke på ”Skift person” øverst på siden. 
  3. Fuldmagten er ikke en handlefuldmagt: Gør gerne opmærksom på, at fuldmagten til Mit Overblik kun giver adgang til at kigge med – ikke til at handle. Det er altså ikke muligt at benytte selvbetjeningerne, når man er logget ind på en andens Mit Overblik uden Digital Fuldmagt til den konkrete løsning, da de eksisterende regler for fuldmagter og partsrepræsentation stadig gælder. 
  4. Alle borgere har en Mit Overblik-side: Alle borgere har personlige oplysninger på Mit Overblik – også selvom de ikke har MitID eller er fritaget fra Digital Post. Det betyder, at alle borgere kan give én, de kender og stoler på, fuldmagt til deres Mit Overblik. Der er en ikke-digital proces i regi af den offentlige fuldmagtsløsning, Digital Fuldmagt.

Læs mere om fuldmagt til Mit Overblik

Vil du vide mere om Mit Overblik og om indsigtsfuldmagten hertil på borger.dk? 

Læs mere om indsigtsfuldmagt til Mit Overblik på borger.dk (pdf)

Er du digitaliseringskonsulent eller udvikler i den offentlige sektor, kan du måske have interesse i at læse løsningsbeskrivelsen om indsigtsfuldmagten: 

Indsigtsfuldmagt til Mit Overblik - løsningsbeskrivelse (pdf)