Medarbejderne har en digital assistent lige ved hånden
Chatbot gør det nemt for medarbejderne at lære at bruge teknologien.
Generativ kunstig intelligens skal være et redskab for alle
Chatbots med generativ kunstig intelligens kan være en hjælp i hverdagen, men det kræver, at medarbejderne ved, hvordan de skal bruge teknologien, og at sikkerheden er i orden.
Nogle medarbejdere synes, at det er utrygt eller besværligt at bruge de offentligt tilgængelige chatbots, som ChatGPT og Gemini.
Vejle Kommune ville derfor gøre det trygt og sikkert at bruge chatbots med generativ kunstig intelligens. Det var vigtigt for at sikre, at generativ kunstig intelligens ikke kun blev et redskab for teknologientusiasterne, men blev et redskab, som alle kunne få glæde af, og som kunne give organisationen en introduktion til generativ kunstig intelligens.
Chatbotten, Bertha, hjælper med at søge på intranettet og læse korrektur
Vejle Kommune undersøgte, hvordan de kunne gøre det nemt for medarbejderne at bruge generativ kunstig intelligens. Kommunen valgte sammen med leverandøren, InDialog, at medarbejderne skulle have en chatbot med generativ kunstig intelligens på intranettet.
Det var et oplagt sted for en chatbot til medarbejdere. Både fordi mange medarbejdere ofte besøger intranettet, og fordi der hverken er personfølsomme eller hemmelige oplysninger på intranettet.
Chatbotten fik navnet Bertha, og efter den kom i drift, har den været en stor succes. Medarbejderne bruger den både som søgemaskine på intranettet, men de bruger den også til at læse korrektur og få hjælp til at skrive i øjenhøjde med borgerne.