Monitorering

Digitaliseringsstyrelsen er ansvarlig for at gennemføre en række forenklede og dybdegående monitoreringer af websteders og mobilapplikationers tilgængelighed samt afrapportere resultaterne heraf til EU-Kommissionen hvert tredje år.

EU-Kommissionen har fastlagt en række krav til medlemslandenes monitorering af myndigheders og offentligretlige organers overholdelse af de krav til tilgængelighed, som findes i den harmoniserede standard EN 301 549.

Digitaliseringsstyrelsen skal i løbet af 2022 gennemføre:

  • 192 forenklede monitoreringer af websteder
  • 20 dybdegående monitoreringer af websteder
  • 12 monitoreringer af mobilapplikationer

Fra og med 2023 udføres årligt:

  • 254 forenklede monitoreringer af websteder
  • 23 dybdegående monitoreringer af websteder
  • 12 monitoreringer af mobilapplikationer

Monitorering og tilsyn er i udgangspunktet adskilt. Dog vil en dybdegående monitorering altid danne grundlag for et tilsyn.

Læs om Digitaliseringsstyrelsens tilsyn

Forenklet monitorering 

Den forenklede monitorering er en automatisk gennemgang af en række udvalgte tilgængelighedskrav og kan derfor anskues som en stikprøve på webstedets tilgængelighed.

Tabellen nedenfor oplister de 15 udvalgte tilgængelighedskrav, som refererer til WCAG 2.1. Bemærk, at krav i EN 301 549, der refererer direkte til et WCAG 2.1 succeskriterie, er nummereret, så det passer med nummereringen i WCAG 2.1.

Bemærk, at der ikke testes automatisk for WCAG 2.1 succeskriterie 4.1.1 siden opdatering af WCAG 2.1 d. 21. september 2023, som derfor er udgået af listen.

 

EN 301 549 krav (3.2.1)WCAG 2.1 succeskriteriumNavn
9.1.1.1 1.1.1 Ikke-tekstbaseret indhold
9.1.3.1 1.3.1 Informationer og relationer
9.1.3.4 1.3.4 Retning
9.1.3.5 1.3.5 Identificering af inputformål
9.1.4.3 1.4.3 Kontrast (minimum)
9.1.4.4 1.4.4 Ændring af tekststørrelse
9.1.4.12 1.4.12 Tekstafstand
9.2.1.1 2.1.1 Tastatur
9.2.2.1 2.2.1 Justerbar tastehastighed
9.2.4.2 2.4.2 Sider har titler 
9.2.4.4 2.4.4 Formål med links (i kontekst)
9.2.5.3 2.5.3 Etiket i navn
9.3.1.1 3.1.1 Sprog på siden
9.3.1.2 3.1.2 Sprog der anvendes til dele af indhold
9.4.1.2 4.1.2 Navn, rolle værdi 

Udvalget af tilgængelighedskrav i den forenklede monitorering er blandt andet begrænset af, hvad den nuværende teknologi kan teste automatisk, og hvilke krav som er omfattet af de standardiserede ACT-regler. Derfor er det kun en delmængde af krav i EN 301 549, der evalueres i den forenklede monitorering. De evaluerede krav er endvidere ikke fuldt dækket af automatiske tests. Derfor kan evalueringen ikke anvendes til at indikere hvilke krav, der er opfyldt på webstedet, men kun til at fastslå nogle af de krav, der ikke er opfyldt.

Målet med den forenklede monitorering er at teste et websted i bredden. Der testes som minimum 33 pct. af et websteds sider, der kan tilgås via et automatisk værktøj, og mindst 1.500 sider.

Læs mere om det automatiske værktøj til den forenklede monitorering

Tilgængelighedserklæringen 

I den forenklede monitorering foretages desuden en manuel vurdering af tilgængelighedserklæringens overholdelse af webtilgængelighedslovens krav om offentliggørelse og ajourføring samt kontaktoplysninger. De formelle krav fremgår af lovens § 4, stk. 1 og 2, og de nærmere regler er beskrevet i ”Bekendtgørelse om afgivelse af tilgængelighedserklæring for offentlige organers websteder og mobilapplikationer, samt monitorering og indrapportering” (BEK 904 af 22/08/2019).

Dybdegående monitorering 

Den dybdegående monitorering er en manuel gennemgang af webstedet/mobilapplikationen og dets indhold, hvilket indebærer, at en række udvalgte enkeltsider eller skærmbilleder vurderes. For websteder vil den dybdegående monitorering altid bygge oven på en forenklet monitorering, mens der for mobilapplikationer udelukkende udføres en manuel evaluering.

Digitaliseringsstyrelsen har i øjeblikket fokus på krav i EN 301 549, som refererer direkte til WCAG 2.1. Disse er at finde i standardens kapitel 9, 10 og 11. På sigt forventes den dybdegående monitorering udvidet til at omfatte flere af standardens krav.

Forstå den tekniske standard EN 301 549

I den dybdegående monitorering kontrolleres interaktionen med formularer, brugergrænsefladekontroller og dialogbokse, bekræftelser af dataindtastning, fejlmeddelelser og anden feedback fra interaktion med brugeren. Derudover vurderes yderligere indhold på webstedet, herunder udvalgte selvbetjeningsløsninger, videoer og PDF-dokumenter.

Da PDF er et af de mest anvendte dokumenttyper på myndigheder og offentligretlige organers websteder i Danmark, fokuserer Digitaliseringsstyrelsen primært på dette format i den dybdegående monitorering.

Dokumenterne evalueres med udgangspunkt i kravene i EN 301 549 kapitel 10. I evalueringen af dokumenter er der benyttet både manuelle gennemgange og automatiserede testmetoder.

Websteder bliver i udgangspunktet udvalgt til dybdegående monitoreringer på baggrund af indikationer på tilgængelighedsudfordringer i de forenklede monitoreringer, på baggrund af borgerhenvendelser og risikobaseret udvælgelse, hvor Digitaliseringsstyrelsen af egen drift rejser en tilsynssag.

Tilgængelighedserklæringen 

I den dybdegående monitorering foretages desuden en manuel vurdering af tilgængelighedserklæringen i sin helhed. Vurderingen omfatter både de formelle krav og det angivne ikke-tilgængelige indhold, herunder ”Overholder ikke webtilgængelighedsloven”, ”Uforholdsmæssig stor byrde” og ”Ikke omfattet af loven”.

Stikprøveudtag

Udvælgelsen af websteder og mobilapplikationer til monitorering skal dels udvælges repræsentativt og dels risikobaseret i overensstemmelse med de krav, der stilles af EU-Kommissionen. Repræsentativiteten sikres ved spredning på tværs af forvaltningsniveau (stat, kommune, region), på forskellige serviceområder/tjenester (fx sundhed og transport) og på geografi.

For at sikre en risikobaseret udvælgelse indhenter Digitaliseringsstyrelsen løbende feedback på udvælgelse og stikprøvesammensætning hos relevante interesseorganisationer. Digitaliseringsstyrelsen inddrager også konkrete tilsynshenvendelser, hvor borgere har anmeldt ikke-tilgængeligt indhold til Digitaliseringsstyrelsen.

Varsling

Myndigheder, som bliver udvalgt til forenklede monitoreringer, modtager ingen varsel herom. Det skyldes, at monitoreringen udelukkende gennemgår offentligt tilgængeligt indhold.

Forud for en dybdegående monitorering modtager myndigheden 10 arbejdsdages varsel, inden monitoreringen påbegyndes.

Monitoreringsleverandør 

Digitaliseringsstyrelsen indgik i august 2020 en kontrakt med et leverandørkonsortium bestående af Inqlude IT ApS, Inklusio og Special Minds ApS, som tilsammen dækker forskellig ekspertise inden for tilgængelighed.

Monitoreringsleverandøren bistår med den praktiske udførelse af monitoreringsopgaven, som er adskilt fra Digitaliseringsstyrelsens tilsynsopgave. Den praktiske monitoreringsopgave vedrører udførelse af henholdsvis de forenklede monitoreringer og de dybdegående monitoreringer af websteder samt de dybdegående monitoreringer af mobilapplikationer.

Monitoreringens resultat bidrager til at skabe overblik over, om myndigheder og offentligretlige organer lever op til lovens krav, hvilket danner grundlag for Digitaliseringsstyrelsens vurdering af, hvorvidt der rejses en tilsynssag.