Spørgsmål og svar (Q&A)

Webtilgængelighed handler om de principper og teknikker, man skal følge, når man udvikler websteder, mobilapplikationer og andre tekniske løsninger, så de kan bruges af alle, herunder brugere med handicap.

Der er fire overordnede principper i loven om webtilgængelighed. Principperne er: Opfattelig, anvendelig, forståelig og robust. De kommer fra standarden WCAG 2.1, og de dækker for eksempel over:

• at billeder gøres opfattelige for skærmlæserprogrammer ved at tekstliggøre billederne
• at webstedet er anvendeligt for brugere, der bruger tastatur og ikke mus
• at en digital selvbetjeningsløsning er forståelig ved at tilbyde fejlforslag og instruktioner ved indtastning af fejl
• at webstedet er robust ved at benytte kodning korrekt, så brugerens værktøjer kan fortolke dem ensartet.

Offentlige organer benytter i stigende grad internettet til online at frembringe, indsamle og formidle en bred vifte af oplysninger og tjenesteydelser, som er væsentlige for offentligheden. Det fremgår af den første af de i alt 56 betragtninger (præambler), der ligger til grund for EU-direktivet om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.

Det beror på en konkret vurdering, hvornår der er tale om et websted i henhold til EU-direktivet og loven om webtilgængeligheds forstand.

Følgende indikerer, at en samling af oplysninger og tjenesteydelser på internettet er at betragte som et websted i henhold til loven om webtilgængelighed:

• Indholdet er bundet sammen af en selvstændig navigationsstruktur – typisk i form af fælles top- og sidemenu
• Indholdet har en visuel identitet, hvor faste elementer går igen. Det kan være et logo, en designskabelon, et farvetema eller andre elementer, som angiver, hvem der er afsender og at indholdet er sammenhørende
• Link til forsiden i en eventuel ”brødkrumme-navigation” på siderne fører til forsiden på samlingen af indhold (oplysninger og tjenesteydelser) frem for til et eventuelt hovedsite/modersite

Det primært udslagsgivende for, hvorvidt der er tale om et websted i henhold til loven om webtilgængelighed er den oplevede intention med samlingen af oplysninger og tjenesteydelser. Indhold, der bliver præsenteret som et sammenhørende og selvstændigt hele, vil typisk være at betragte som et websted.

I vurderingen af, hvorvidt en samling af indhold bør defineres som et offentligt organs websted har det ingen betydning, hvor dette indhold ”bor” (er hostet). Det afgørende er ikke, hvem der ejer domænet (URL’en), men hvem der finansierer, kontrollerer eller udvikler indholdet og dermed benytter internettet til at frembringe, indsamle og formidle oplysninger og tjenesteydelser for offentligheden.  

Hvis du vil vide mere:

• EU-direktivet om webtilgængelighed (på eur-lex.europa.eu)
• Lov om webtilgængelighed (på retsinformation.dk)
• EU-Kommissionens gennemførelsesafgørelse vedrørende standardtilgængelighedserklæringen (EU) 2018/1523 af 11. oktober 2018
• EU-Kommissionens gennemførelsesafgørelse vedrørende monitorering og rapportering ((EU) 2018/1524 af 11. oktober 2018)
• Lovforslag om webtilgængelighed inklusiv bemærkninger (2017/1 LSF 126)
• Bekendtgørelse vedrørende gældende standard (BEK nr 197 af 01/03/2019)
• Bekendtgørelse vedrørende tilgængelighedserklæringen (BEK nr 904 af 22/08/2019)

Loven trådte i kraft den 23. september 2018 og bliver implementeret i faser. Det betyder, at nye og ældre websteder skal overholde lovens krav på forskellige tidspunkter. Mobilapplikationer har sin helt egen deadline.

• Nye websteder (websteder, der bliver offentliggjort efter den 23. september 2018) skal overholde lovens krav fra den 23. september 2019
• Ældre websteder (websteder, der er offentliggjort før den 23. september 2018) skal over-holde lovens krav fra den 23. september 2020
• Mobilapplikationer (apps) skal overholde lovens krav fra den 23. juni 2021.

Nye websteder defineres som helt nyoprettede websteder. Det vil sige websteder, der er nydesignet, og som ikke eksisterede tidligere.
Allerede eksisterende websteder, der bliver nyudviklet eller undergår markante ændringer for hele webstedets design, interaktion, funktionalitet eller formål, bliver også anset for at være nye websteder.

Hvis et eksisterende websted får en enkeltstående ny funktionalitet - for eksempel en ny søgefunktion eller en ny mulighed for at tilvælge kontrast - bliver det derimod ikke anset for at være et nyt websted.

Det er kapitlerne 9, 10 og 11 i den harmoniserede standard EN 301 549, som definerer lovens krav til webtilgængelighed. Kapitlerne henviser direkte til standarden WCAG 2.1, som skal overholdes på niveauerne A og AA.

WCAG 2.1 er udarbejdet af den internationale organisation W3C. Den findes endnu ikke i en officiel dansk oversættelse.

Gå til WCAG 2.1 i den engelske udgave på W3Cs websted.

Standarden for loven om webtilgængelighed er fastsat med en bekendtgørelse om standard (på retsinformation.dk).

Det var den daværende Innovationsminister, der fastsatte, hvilke standarder der rent juridisk skulle gælde for loven om webtilgængelighed. Det gjorde ministeren med virkning fra 1. marts 2019.

Der er desuden fastsat nogle regler for den lovpligtige tilgængelighedserklæring. Reglerne er fastsat med en bekendtgørelse om tilgængelighedserklæringen.

Læs mere om den lovpligtige tilgængelighedserklæring

Gå til bekendtgørelse om tilgængelighedserklæringen på retsinformation.dk

Ifølge lovens § 3 stk. 2, så kan en myndighed undlade at overholde specifikke tilgængelighedskrav, hvis den vurderer, at kravene vil være en uforholdsmæssig stor byrde. Manglende ressourcer, tid eller viden bliver ikke betragtet som en uforholdsmæssig stor byrde.

Læs mere om uforholdsmæssig stor byrde i lovens § 3 stk. 2 på retsinformation.dk

Det gavner alle brugere, at websteder og apps er tilgængelige. Men selvfølgelig gavner det i særlig grad mennesker med forskellige grader af handicap. Det gælder for eksempel blinde, farveblinde eller motorisk handicappede. 

En tilgængelighedserklæring kan sammenlignes med en form for varedeklaration. Den fortæller brugeren noget om, hvad et bestemt produkt indeholder. Tilgængelighedserklæringen skal blandt andet deklarere i hvilket omfang webstedet eller mobilapplikationen overholder lovens krav om webtilgængelighed.

Tilgængelighedserklæringen skal være offentliggjort på dit websted fra det tidspunkt, hvor webstedet er omfattet af loven.

Hvis dit websted er offentliggjort eller ændret væsentligt efter 23. september 2018, skal du offentliggøre erklæringen senest 23. september 2019. Hvis dit websted er ældre end det, skal erklæringen offentliggøres senest 23. september 2020.

Hvornår er mit websted omfattet af loven?

Når du har udfyldt tilgængelighedserklæringen for dit websted og trykket ”Publicér”, får du ved korrekt udfyldelse beskeden:

”Succes, du har indtastet de påkrævede oplysninger til tilgængelighedserklæringen. Den kan findes på URL’en: was.digst.dk/navnetpåditwebstedsdomæne-dk”.

Alle tilgængelighedserklæringer ligger centralt hos Digitaliseringsstyrelsen og du kan som myndighed altid finde den ved at klikke på linket. Du er dog først helt i mål med at publicere tilgængelighedserklæringen, når du har sikret, at borger kan tilgå erklæringen fra dit websted.

Det gør du ved at navngive det udstedte link på to måder:

1. Via link fra sidefoden (footeren) med linkteksten ”Webtilgængelighedserklæring”. Kun hvis det ikke er muligt at placere linket i footeren, kan man undlade at linke til erklæringen fra footeren.
2. Via en nemURL, dvs. ”www.navnetpåditwebstedsdomæne.dk/was”: Det skal du altid gøre.

En nemURL tjener det gode formål, at såfremt brugeren ikke kan finde dit websteds tilgængelighedserklæring via footeren, så kan brugeren altid finde webtilgængelighedserklæringen via URL/was.

Digitaliseringsstyrelsen har i samarbejde med en pilotgruppe, som består af både offentlige organer, interesseorganisationer og leverandører udviklet en løsning til produktion af tilgængelighedserklæringer. Den bliver ifølge planen lanceret i uge 37.

Hvert websted skal have sin egen tilgængelighedserklæring. Du må altså ikke indsætte et link på dit websted, der henviser til en fælles tilgængelighedserklæring og feedbackmekanisme, der er placeret på ét centralt sted.

Digitaliseringsstyrelsen udvikler et fælles værktøj, hvor du bag log-in afgiver de oplysninger, som skal fremgå af webstedets tilgængelighedserklæring.

Værktøjet genererer tilgængelighedserklæringen i et tilgængeligt format, som du efterfølgende skal offentliggøre via en standardiseret URL (www.ditdomænenavn.dk/WAS)

De oplysninger, du giver, når du udfylder tilgængelighedserklæringen, skal være baseret på en konkret vurdering af webstedets eller mobilapplikationens overholdelse af kravene til tilgængelighed. Det vil sige de krav, der bliver stillet med den harmoniserede europæiske standard, EN 301 549, kapitel 9, 10 og 11. Disse kapitler svarer til WCAG 2.1 standarden på niveauerne A og AA.

En vurdering af et websteds tilgængelighed vil ofte basere sig på en kombination af automatisk, semi-automatisk og manuel test.

Et offentligt organ kan frit vælge, om det vil foretage en selvevaluering eller få en tredjepart til at foretage vurderingen af webstedets eller mobilapplikationens tilgængelighed. Det afgørende er, at vurderingen giver fyldestgørende svar på i hvilket omfang webstedet overholder lovens krav til tilgængelighed.

Generelt kan man sige, at en selvevaluering af et websted eller en mobilapplikation forudsætter, at det offentlige organ har både viden om WCAG 2.1 standarden og erfaring med at gennemføre systematisk test.

Det fremgår af artikel 7 i EU-Direktivet om webtilgængelighed, at offentlige organer skal afgive og regelmæssigt ajourføre en detaljeret, udtømmende og klar tilgængelighedserklæring. Kravet er slået fast med § 4 i den danske lov om webtilgængelighed.

Når dit websted lever op til kravene i loven om webtilgængelighed, er du med til at sikre, at brugere, der har udfordringer med syn, hørelse, motorik, hukommelse, farve- og ordblindhed og lignende kan deltage fuldt ud og effektivt i samfundslivet på lige fod med andre. Webtilgængelighed er også en fordel for brugere uden særlige forudsætninger. Man kan sige, at webtilgængelighed er nødvendigt for nogen men godt for alle.

EU-Kommissionen har vedtaget en standardtilgængelighedserklæring, som slår fast, hvad erklæringen som minimum skal indeholde. Det har kommissionen gjort med gennemførelsesafgørelsen (EU) 2018/1523 af 11. oktober 2018, hvor det af bilagets afsnit 1 fremgår, hvad der bliver obligatorisk indhold i erklæringen.

Overordnet skal erklæringen indeholde:

• Generel information om webstedet (webstedets titel, organisationens navn og URL for webstedet)
• Webstedets forvaltningsniveau (statslig, regional, kommunal, offentligretlig, andet)
• Webstedets serviceområde (social, sundhed, transport, uddannelse, beskæftigelse, skat, miljø, kultur og fritid, offentlige faciliteter, offentlig orden og sikkerhed, det kommunale område, andet)
• Feedback og kontaktoplysninger
• Håndhævelsesprocedure (denne del håndteres af Digitaliseringsstyrelsen, så her skal du ikke gøre noget).

Ifølge EU-Kommissionens gennemførelsesafgørelse skal webstedets eller mobilapplikationens overholdelsesstatus fremgå af tilgængelighedserklæringen. Det skal angives om webstedet eller mobilapplikation overholder lovens krav ’fuldt ud’, ’delvis’ eller ’slet ikke’.

Loven gælder offentlige herunder offentligretlige organer. 

Et offentligretligt organ er et organ, der er oprettet specielt for at imødekomme almenhedens behov, der ikke har industriel eller kommerciel karakter. Organet skal være en juridisk person, og driften af organet skal kontrolleres på én af tre måder:

• Hovedparten af driften finansieres af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Driften er underlagt kontrol fra staten, lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet udpeges af staten, lokale myndigheder eller offentligretlige organer.

Den enkelte offentlige myndighed har ansvaret for, at egne websteder og mobilapplikationer overholder kravene i loven. 

Public service-medietjenesteudbydere og NGO’er samt visse private skoler og privatinstitutioner er undtaget fra loven.

Læs mere om hvilke institutioner og organer, der er undtaget, i lovens § 1 stk. 2-4 på retsinformation.dk

Et offentligretligt organ er et organ, der er oprettet specielt for at imødekomme almenhedens behov, der ikke har industriel eller kommerciel karakter. Organet skal være en juridisk person, og driften af organet skal kontrolleres på én af tre måder:

• Hovedparten af driften finansieres af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Driften er underlagt kontrol fra staten, lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet udpeges af staten, lokale myndigheder eller offentligretlige organer.

Formålet med webtilgængelighedsloven er at gøre offentlige organers websteder og mobilapplikationer mere tilgængelige for brugere, navnligt personer med handicap.

Webtilgængelighedslovens §1, stk. 5, nr. 5 undtager dog ”tredjepartsindhold, der hverken er finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af det pågældende offentlige organ”. Eksempler kan være indhold på websteder, hvor brugerne kan tilføje kommentarer eller indhold (en blog, chat, mv.).

Læs mere om undtaget undtaget indhold nederst på denne side

Der er dog opstået tvivl om tredjepartsindhold, herunder om indhold, som leve-res fra ét offentligt organ til et andet offentligt organs websted, juridisk set kan anses for at være tredjepartsindhold og derved være juridisk undtaget. Det har ikke været intentionen med webtilgængelighedsloven, da der er tale om indhold, som finansieres, udvikles eller kontrolleres af offentlige organer. 

Da direktivets formål er at gøre offentlige organers websteder og mobilapplikationer mere tilgængelige for brugere, navnlig personer med handicap, er opfordrer Digitaliseringsstyrelsen til, at alle offentlige myndigheder lever op til intentionen i webtilgængelighedsloven og derfor proaktivt arbejder for at gøre også indhold, der i juridisk forstand eventuelt kan opfattes som tredjepartsindhold, tilgængeligt og dermed tilgodeser særligt behovene hos borgere med handicap for at kunne navigere på alle offentlige organers websteder. 

Loven om webtilgængelighed omfatter offentlige og offentligretlige organers websteder og mobilapplikationer.

En a-kasse vil typisk være at regne for et offentligretligt organ og således omfattet af loven.

For offentligretlige organer gælder, at de er oprettet specielt for at imødekomme almenhedens behov, der ikke har industriel eller kommerciel karakter. Organet skal være en juridisk person, og driften af organet skal kontrolleres på én af tre måder:

• Hovedparten af driften finansieres af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Driften er underlagt kontrol fra staten, lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet udpeges af staten, lokale myndigheder eller offentligretlige organer.

På informationsportalen akasse.com kan man læse, at en a-kasse er en statsstøttet organisation, som administrerer flere offentlige love og regler på området. A-kasser udfører lovbestemte opgaver og løser mange opgaver for andre offentlige organer såsom vejledningssamtaler, indberetning til jobcentrene samt styrkelse af indsatsen for at bringe ledige i job.

Ja. Lokalråds websteder og mobilapplikationer er som udgangspunkt omfattet af loven om webtilgængelighed, idet vi vurderer, at de falder ind under kategorien offentligretlige organer.

Loven om webtilgængelighed definerer offentligt organ som: ”Statslige, regionale og kommunale myndigheder, offentligretlige organer og sammenslutninger af en eller flere af sådanne myndigheder eller en eller flere af sådanne offentligretlige organer, hvis disse sammenslutninger er oprettet specifikt med henblik på at imødekomme almenhedens behov, dog ikke behov af industriel eller kommerciel karakter”.

Offentligretlige organer skal være en juridisk person, og driften af organet skal kontrolleres på én af tre måder:

• Hovedparten af driften finansieres af staten, regionale eller kommunale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Driften er underlagt kontrol fra staten, lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer
• Mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet udpeges af staten, lokale myndigheder eller offentligretlige organer.

Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at lokalråd må anses for at være offentligretlige organer, som er oprettet specifikt med henblik på at imødekomme almenhedens behov. Deres websteder og mobilapplikationer vil derfor være omfattet af loven om webtilgængelighed uanset hvilket CMS-system, der benyttes ved publicering af webstederne.

Både intra- og ekstranet skal betragtes som websteder og er derfor omfattet af loven og dens krav.

Intra- og ekstranet er dog ikke omfattet fra det samme tidspunkt, som eksterne websteder (§ 1, stk. 5). Intra- og ekstranet, som er offentliggjort inden den 23. september 2019, er først omfattet af lovens krav fra det tidspunkt, hvor disse bliver revideret væsentligt (efter 23. september 2019). En væsentlig revidering kan for eksempel være et nyt design eller overgangen til et nyt CMS-system.

Som udgangspunkt er interne sags- eller fagsystemer ikke omfattet af loven.

Hvis dele af et internt sags- eller fagsystem imidlertid integrerer med et websted eller en mobilapplikation, som er omfattet af lovgivningen, så vil disse dele være at betragte som tredjepartsindhold. Og hvis tredjepartsindhold er finansieret, udviklet eller under kontrol af det pågældende offentlige organ, så er det omfattet af kravene i lov om webtilgængelighed.

Et eksempel på dette kunne være, at der i en myndighed er truffet beslutning om, at medarbejderne skal rapportere kørsel, sygdom, timeregistrering eller lignende via intranettet. Her vil de funktioner, dvs. de dele af sags- eller fagsystemet, som udstilles via intranet og som brugeren skal benytte for at kunne udføre den digitale selvbetjening, skulle leve op til lovens krav om webtilgængeligheden.

Der findes mange forskellige slags digitale løsninger til selvbetjening. Fra den simple formular, hvor du kan melde dig til en byvandring med stadsarkitekten, til store og komplekse selvbetjeningsløsninger.

Fælles for selvbetjeningsløsninger er, at de kalder på en eller anden handling. Det kan være en tilmelding, registrering eller ansøgning. Uanset hvad, så er der noget, brugeren skal gøre. Der er en digital interaktion mellem brugeren og den part, der giver brugeren mulighed for at handle.

Når offentlige organer stiller selvbetjeningsløsninger til rådighed for brugerne, er løsningen som udgangspunkt omfattet af reglerne om webtilgængelighed. Det skyldes, at løsningen typisk vil anses for at være sammenhørende med og en del af indholdet på et offentligt websted.

Læs mere om definitionen af websteder i QA’en ”Hvordan definerer loven om webtilgængelighed et websted?”, som du også finder på denne side.

Hvem betaler, udvikler eller kontrollerer?

I det tilfælde, hvor selvbetjeningsløsningen er udviklet af en ikke-offentlig leverandør eller er udviklet i samarbejde med en ikke-offentlig part, skal følgende tre kriterier overvejes af det offentlige organ:

1. Finansierer (eller medfinansierer) de løsningen
2. Udvikler de den selv (eller er de medudvikler)
3. Kontrollerer de løsningen.

Hvis bare ét af ovenstående forhold gør sig gældende, så er løsningen omfattet af kravene i loven om webtilgængelighed.

Selve webadressen (URL’en), hvor man tilgår selvbetjeningsløsningen, har ingen betydning for, hvorvidt der er tale om indhold på et offentligt organs websted eller mobilapplikation. Det afgørende er, hvem der tilbyder (gør det obligatorisk), at brugerne betjener sig selv digitalt via en selvbetjeningsløsning.

En digital selvbetjeningsløsning, som er omfattet af loven om webtilgængelighed (jf. ovenstående), skal være tilgængelig i henhold til den gældende standard (WCAG 2.1).

For en selvbetjeningsløsning, som bliver anset for at være indhold på et websted eller i en mobilapplikation, gælder, at eventuelle tilgængelighedsfejl og mangler skal angives i tilgængelighedserklæringen for det websted, som tilbyder løsningen.

For mere komplekse selvbetjeningsløsninger, som vurderes at udgøre egentlige websteder (jf. ovenstående), gælder, at webstedet skal have sin egen tilgængelighedserklæring.

Læs mere om den obligatoriske tilgængelighedserklæring

Selvbetjeningsløsninger skal også leve op til kravene om tilgængelighed.

Når Digitaliseringsstyrelsen skal føre tilsyn med selvbetjeningsløsninger, kan det kræve log-in med NemID. Digitaliseringsstyrelsen vil i den forbindelse føre tilsyn på en måde, der er så fleksibel som muligt for alle parter. Adgang til testmiljøer, præproduktion og lignende alternativer vil ofte være tilstrækkeligt.

PDF-filer og andre dokumenter, som er publiceret på din myndigheds websted efter den 23. september 2018, skal være tilgængelige, når dit websted bliver omfattet af loven.

PDF-filer og andre dokumenter, som er publiceret før den 23. september 2018, skal kun overholde lovens krav om webtilgængelighed, hvis de er ”nødvendige for aktive administrative processer”. Det kan for eksempel være dokumenter, der vejleder i brugen af en selvbetjeningsløsning eller dokumenter, som indgår i selvbetjeningsløsningen.

Læs mere om hvornår det sker her

Liveudsendelse af videoer behøver ikke at have undertekster med mere. Men hvis videoerne efterfølgende bliver udgivet eller genudsendt på myndigheders websteder og applikationer, skal de gøres tilgængelige. Det skal ske inden 14 arbejdsdage fra datoen for den oprindelige udsendelse.

Vær opmærksom på, at videoer, der fungerer som alternativ til tekst, ikke behøver blive gjort tilgængelige.

Onlinekort og kortlægningstjenester er indhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af webtilgængelighedsloven. Men undtagelsen fra lovkravene forudsætter, at væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde, når man publicerer digitale kort, der er bestemt til navigationsbrug (§ 1, stk. 5, punkt 4).

Formuleringen i loven kan give anledning til tre spørgsmål:

1. Hvornår er et kort bestemt til navigationsbrug?
2. Hvad er væsentlige oplysninger?
3. Hvordan giver man oplysninger på en tilgængelig digital måde?

Hvornår er et kort bestemt til navigationsbrug? 

Det er formålet der bestemmer, om et digitalt kort er til navigationsbrug, eller om der er tale om en geografisk beskrivelse.

Hvis formålet er at hjælpe borgeren med at finde frem til et bestemt sted eller et område, hvor der udbydes en tjenesteydelse, så er der tale om et kort til navigationsbrug.

Et eksempel på et kort til navigationsbrug kan være et digitalt kort på et kommunalt websted, der viser, hvilke daginstitutioner der er placeret inden for et område.

Et eksempel på et kort til geografisk beskrivelse kan være et kort over kommunen, der viser, hvor der er byer, veje, skove, søer og lignende.

Hvad er væsentlige oplysninger? 

Når du publicerer digitale kort til navigationsbrug, skal du sørge for at gøre væsentlige oplysninger tilgængelige for de, der ikke kan bruge visuelle oplysninger eller komplekse navigationsfunktioner efter hensigten.

Væsentlige oplysninger vil for eksempel være postadresser, nærliggende stoppesteder for offentlig transport eller navne på steder eller regioner.

Hvordan giver man oplysninger på en digitalt tilgængelig måde? 

Når du skal publicere væsentlige oplysninger vedrørende digitale kort på en digitalt tilgængelig måde, vil du typisk gøre det som tekst. Det kan for eksempel være i listeform.

Uanset hvordan du vælger at publicere oplysningerne, skal du gøre det på en måde, der opfylder de gældende krav til webtilgængelighed.

Dokumenter (typisk i PDF- eller Word-format), som er offentliggjort før den 23. september 2018 og ikke er nødvendige for aktive administrative processer, er undtaget kravene i loven om webtilgængelighed.

Video og audio, som er offentliggjort før den 23. september 2020, er undtaget.

Live-video og -audio er undtaget, men hvis disse efter live-fremstillingen og efter den 23. september 2020 bliver bevaret på webstedet, skal de gøres tilgængelige.

Onlinekort og kortlægningstjenester er indhold, der som udgangspunkt ikke er omfattet af webtilgængelighedsloven. 

Men undtagelsen fra lovkravene forudsætter, at væsentlige oplysninger gives på en tilgængelig digital måde, når man publicerer digitale kort, der er bestemt til navigationsbrug (§ 1, stk. 5, punkt 4).

Formuleringen i loven kan give anledning til tre spørgsmål:

1. Hvornår er et kort bestemt til navigationsbrug?
2. Hvad er væsentlige oplysninger?
3. Hvordan giver man oplysninger på en tilgængelig digital måde?

Hvornår er et kort bestemt til navigationsbrug? 

Det er formålet der bestemmer, om et digitalt kort er til navigationsbrug, eller om der er tale om en geografisk beskrivelse.

Hvis formålet er at hjælpe borgeren med at finde frem til et bestemt sted eller et område, hvor der udbydes en tjenesteydelse, så er der tale om et kort til navigationsbrug.

Et eksempel på et kort til navigationsbrug kan være et digitalt kort på et kommunalt websted, der viser, hvilke daginstitutioner der er placeret inden for et område.

Et eksempel på et kort til geografisk beskrivelse kan være et kort over kommunen, der viser, hvor der er byer, veje, skove, søer og lignende.

Hvad er væsentlige oplysninger? 

Når du publicerer digitale kort til navigationsbrug, skal du sørge for at gøre væsentlige oplysninger tilgængelige for de, der ikke kan bruge visuelle oplysninger eller komplekse navigationsfunktioner efter hensigten.

Væsentlige oplysninger vil for eksempel være postadresser, nærliggende stoppesteder for offentlig transport eller navne på steder eller regioner.

Hvordan giver man oplysninger på en digitalt tilgængelig måde?

Når du skal publicere væsentlige oplysninger vedrørende digitale kort på en digitalt tilgængelig måde, vil du typisk gøre det som tekst. Det kan for eksempel være i listeform.

Uanset hvordan du vælger at publicere oplysningerne, skal du gøre det på en måde, der opfylder de gældende krav til webtilgængelighed.

Af bemærkningerne til forslaget til webtilgængelighedsloven fremgår det, at tredjepartsindhold, som hverken bliver finansieret eller udviklet af eller er under kontrol af det offentlige organ, ikke er omfattet af loven.

Undertiden oprettes der websteder og mobilapplikationer, hvor yderligere indhold senere kan tilføjes, eksempelvis et e-mailprogram, en blog, en artikel, som giver brugere mulighed for at tilføje kommentarer, eller applikationer, der understøtter indhold, som brugere bidrager med.

Et andet eksempel kunne være en side såsom en portal eller et nyhedswebsted bestående af indhold, der er samlet fra adskillige bidragydere, eller websteder, der løbende automatisk indsætter indhold fra andre kilder, såsom når reklamer indsættes dynamisk.

Sådant tredjepartsindhold er ikke omfattet af denne lovs anvendelsesområde, forudsat at det hverken finansieres eller udvikles af det pågældende offentlige organ eller er under organets kontrol.

Hvis formålet med offentlige organers websteder eller i offentlige organers mobilapplikationer eller sektioner af disse er at afholde høringer eller tilrettelægge forumdrøftelser, kan denne funktionalitet ikke betragtes som tredjepartsindhold og bør derfor være tilgængeligt, mens indholdet, som brugere bidrager med, der ikke er under det pågældende offentlige organs kontrol, ikke er omfattet.

Undtagelsen er begrundet i det forhold, at organet ikke kan have ansvar for at gøre indhold tilgængeligt, den ikke kontrollerer.

Loven omfatter ikke reproduktioner af genstande fra kulturhistoriske samlinger, som ikke kan gøres fuldt tilgængelige på grund af uforenelighed af tilgængelighedskravene med enten konservering af den pågældende genstand eller reproduktionens autenticitet (eksempelvis kontrast).

Reproduktioner af genstande fra kulturhistoriske samlinger er også undtaget loven, hvis indholdet ikke kan gøres tilgængeligt på grund af manglende automatiserede og omkostningseffektive løsninger, der ukompliceret kan udtage teksten fra manuskripter eller andre genstande fra kulturhistoriske samlinger og omforme den til indhold, der er forenelig med tilgængelighedskravene. Dette kan for eksempel gælde for håndskrevne dokumenter eller dokumenter sat med ældre og svært automatisk genkendelige skrifttyper.

Det vil være for omfattende for den enkelte kulturhistoriske samling med den nuværende teknologi at stille krav om tilgængeliggørelse af samtlige digitale reproduktioner. Det ville kunne hindre den omfattende digitalisering af kulturarven, der finder sted.

Både intra- og ekstranet skal betragtes som websteder og er derfor omfattet af loven og dens krav.

Intra- og ekstranet er dog ikke omfattet fra det samme tidspunkt, som eksterne websteder (§ 1, stk. 5). Intra- og ekstranet, som er offentliggjort inden den 23. september 2019, er først omfattet af lovens krav fra det tidspunkt, hvor disse bliver revideret væsentligt (efter den 23. september 2019). En væsentlig revidering kan for eksempel være et nyt design eller overgangen til et nyt CMS-system.

Indhold på websteder og i mobilapplikationer, der kvalificeres som arkiver, og som hverken er opdateret eller redigeret efter den 23. september 2019, er ikke omfattet af lovens bestemmelser.

Dette medfører, at arkivindhold, der hverken er nødvendigt for aktive administrative processer eller er opdateret eller redigeret efter den 23. september 2019, ikke er omfattet af loven. Rent teknisk vedligeholdelse kan ikke anses for at udgøre opdatering eller redigering af et websted eller en mobilapplikation. Rent teknisk vedligehold fører dermed ikke til, at arkiver bliver omfattet af loven.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (til webtilgængelighedsloven), at indhold, der er nødvendigt for aktive administrative processer, ikke kan kvalificeres som arkivindhold.

Dagsordner og referater fra politiske møder vil typisk være nødvendige for diverse administrative processer og vil derfor som udgangspunkt ikke kunne kvalificeres som arkivindhold.

Det er i øvrigt ikke indholdets type – for eksempel dagsordner og referater – som bestemmer, hvor vidt det kan kvalificeres som arkiv. Det er indholdets alder.

Alt nyt indhold, herunder dagsordner og referater med tilhørende bilag, der er publiceret på et offentligt organs websted efter den 23. september 2018 kan ikke kvalificeres som arkiver.

Dagsordner og referater samt bilag til disse, som er offentliggjort efter den 23. september 2018, vil derfor skulle leve op til lovens krav om tilgængelighed fra det tidspunkt, hvor webstedet er omfattet af loven. Dette tidspunkt vil for nye websteder (publiceret eller væsentligt revideret efter den 23. september 2018) være fra den 23. september 2019 og for ældre websteder være fra den 23. september 2020.