Statens Digitaliseringsakademi lancerer nye kurser i cyber- og informationssikkerhed
06-03-2023
Styring
Sikkerhed
Denne gang er kurserne i cyber- og informationssikkerhed især rettet mod ledere i staten.
Den digitale udvikling går stærkt. Og med den følger også en øget sårbarhed overfor kriminelle, der forsøger at udnytte sårbarhederne i vores digitale samfund. Cybertruslen er i dag en af de mest alvorlige trusler mod Danmark. Den er blevet et grundvilkår, som vi alle må forholde os til og agere efter – både i statslige myndigheder og i samfundet som helhed. Cybertruslen forandrer sig konstant, og der er derfor behov for en styrket indsats i staten, hvis vi skal være på forkant med udviklingen i trusler og digitale sårbarheder.
Cyber- og informationssikkerhed er en stor prioritet for statslige myndigheder. Vi har derfor en vigtig opgave i at imødekomme det stigende behov, som myndigheder har for kompetenceudvikling i cyber- og informationssikkerhed for både ledere og medarbejdere.
Mette Lindstrøm Lage, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen
Kurserne lanceres af Statens Digitaliseringsakademi, som en del af den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed fra 2021.
Styrket indsats for ledere
Der er en stadig stærkere bevidsthed omkring trusselsbilledet og behovet for stærkere kompetencer hos statslige myndigheder. Den bevidsthed skal i endnu højere grad omsættes til opdateret viden og handlinger. Det er særligt vigtigt, da trusselsbilledet ændrer sig løbende og statslige myndigheder hele tiden skal kunne følge med. Derfor skal ledere på alle niveauer i staten vide, hvad der forventes af dem, når det kommer til cyber- og informationssikkerhed.
Derudover skal de ledere, som i dag har det faglige ansvar for området, klædes endnu bedre på til at lede det interne arbejde med cyber- og informationssikkerhed og understøtte en robust sikkerhedskultur i deres organisation. Derfor lancerer vi e-læringskurset Cyber og informationssikkerhed for ledere og topledere i staten samt Masterclass i cyber- og informationssikkerhed for ledere med ansvar for området.
Styrket indsats for medarbejdere
Hos statslige myndigheder er der en stor efterspørgsel efter medarbejdere, der har de rette cyber- og informationssikkerhedskompetencer. Det er derfor afgørende med kompetencetiltag, der klæder medarbejdere på til at varetage mere specialiserede arbejdsopgaver inden for fagområdet, så de statslige myndigheder er bedre rustet til at imødegå truslerne. Derfor lancerer vi kurset Teknisk it-sikkerhed i staten.