Det Fælles Designsystem

Komponenterne i designsystemet er genanvendelige enheder, der kan sættes sammen på mange forskellige måder og i forskellige mønstre for at bygge de selvbetjeningsløsninger, dine brugere har brug for.

Hvad er Det Fælles Designsystem?

Det Fælles Designsystem er en samling af komponenter, kode og designretningslinjer, der hjælper myndigheder med at bygge velfungerende, brugervenlige og tilgængelige selvbetjeningsløsninger. Designsystemet er udviklet i fællesskab af Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen. Som udgangspunkt er designsystemet målrettet dem, der skal have selvbetjeningsløsninger på borger.dk og Virk, men alle er velkomne til at bruge komponenterne eller koden til at bygge egne løsninger. Målet er at sikre en ensartet funktionalitet og design i selvbetjeningsløsninger på tværs af myndigheder. Det skaber genkendelighed for brugerne af løsningerne og gør det nemmere for dem at foretage selvbetjening.

Læs mere om Det Fælles Designsystem på designsystem.dk

Her kan du blandt andet finde information om designsystemet, designretningslinjer og eksempler på selvbetjeningsløsninger, som kan hjælpe dig i dit arbejde som udvikler, designer eller projektleder.

Se nedenstående video for en kort introduktion til designsystemet.

Alle kan bidrage til designsystemet

Det Fælles Designsystem er et ”levende” produkt, der løbende opdateres og vedligeholdes. Designsystemet er open source og baseret på en filosofi om samarbejde. Dette gælder både i forhold til samarbejde omkring kode og kodekvalitet, deling af brugerindsigter samt indflydelse på indholdet.

Alle myndigheder med en interesse i at præge udviklingen og få indflydelse på designsystemets indhold kan bidrage til arbejdet. Fx er der 5-6 gange om året møde i samarbejdsforum for Det Fælles Designsystem. Samarbejdsforum giver myndigheder og deres leverandører mulighed for at give input til Det Fælles Designsystem og dele deres erfaringer med brug af designsystemet.